Hvad mener du med dette hulde,
Ætherrene, anelsesfulde
Smiil, som fra dit Bæger
Vidunderligt mit Sind bevæger?
O, maa jeg elske dig, du hvide
Veemodige? Du fromme
Fiintduftende Rosensblomme?
Fra nu til evige Tide?
Eet Hjerte har du vundet —
Eet andet med! thi bundet
Det er til hiint, hvis Taarer blide
Jo ved dit Vemodsblik har rundet.
O, maa jeg elske dig, du Fromme?
Da, hvad jeg end skal lide,
Og hvad der end vil komme, —
Min Tanke skal ei forlade
Det ædle Tempel, du bygger
Af dine forklarede Blade
Mellem de dunkelgrønne Skygger!
Der vil jeg glemme det Kolde, —
Det Bittre vil jeg hade;
Der vil jeg mine Hænder folde,
Der vil jeg min Andagt holde;
Min Sjæl, afført sin Vaande,
Skal evigt der sig bade
I den reneste Duft og Aande,
Som i en hellig Kildes Vande;
Med dig skal den sig blande
Og luttret, klar opstige
I stille Fred, som ikke Toner
Og ikke Ord udsige,
Fra disse taagemørke Zoner
Op til det fjerne, uudsigelige,
Af alle Sjæle anede,
For alle Hjerters Vandring banede
Kjærlighedens Blomsterrige!