Tænker hun ei paa mig, vil jeg dog tænke
Paa hende, saalænge jeg end har Liv;
Min hele Sjæl vil jeg nedsænke
I Betragtning af den yndige Viv!
Vender hun sig bort, vil jeg dog stirre
Efter det søde, flygtende Lys,
Til mine Sandser sig forvirre
I Dødens klamme, dæmrende Gys.
Fik jeg engang den Skjebne fristet,
Svandt den elskede Leder, jeg har havt;
Da Liv og Verden for mig har mistet
Al sin liflig tiltrækkende Kraft!
Flygter hun fra mig, mister jeg hende,
Jeg, druknet dybt i mit Hjertes Vee,
Kunde ligesaa godt mine Øine blænde,
Thi for mig var da Intet meer at see.