Du vil ei troe, hvad jeg har sagt,
Hvad jeg har sjunget tusind Gange:
At ene du, din Tankes Magt
Besjæler mig i mine Sange?
Du vil ei troe, du Solen er,
Hvis Straaler mig til Livet vækker,
Hvis Varme, mild og sød og kjær,
Hvert Blomster i mit Bryst opklækker?
Du vil ei troe, at du har endt
Min Tankes lange Vinterdvale,
At du til Hjertet mig har sendt
Alt, hvad kan trøste og husvale?
O, tag min Sang til Eie frit!
O, siig, hvor kan du ængstlig dvæle
Ved Tanken her om „Dit” og „Mit”;
Som Talen var om tvende Sjæle?
Som tvende Draaber vorde een,
Naar de paa Liliens Blad nedtriller,
Mens i den hele, klar og reen,
Nu Morgenrødens Purpur spiller;
Saa har min Sjæl sig heelt fortabt
I din, og hvad den nu udtaler
Om Alt, hvad Smukt og Stort er skabt,
Som Gjenskin kun af din sig maler.
O, Elskede! din Kjærlighed
Fra Undergang mig har udrevet,
Og uden dig, forvist jeg veed,
Jeg hverken sang, ei heller leved.