Naar Fødselsstjernen tindrer ned,
Og Hjerte-Festen er bered,
At bære frem man venligt stræber
De bedste Ønsker, som man veed,
Fra Hjertets Grund, med milde Læber!
I mine hundred Sange, vist
Man kunde næsten troe, tilsidst
Jeg havde tømt den hele Fylde.
Med Liliens Green, med Rosens Qvist,
Kort Alt, hvad Tanken kunde trylle,
Jeg lod mit Ønske sig indhylle.
Men — aldrig tømmes i min Sjæl
Den Flor, der blomstrer, dig indviet;
Og aldrig standse kan det Væld,
Der, forhen bundet som en Træl,
Ved dig fra Mørket blev udfriet!
Og skjenker jeg dig da mit Liv —
(Det kaldes kun et Pust i Siv,
En Harmonie af Fryd og Klage) —
Saa giver jeg dig kun tilbage
En Deel af det, du ved hiint „Bliv”
Fra Dyb og Mørke monne drage!
Hvor haardt den ydre Verden end
Som med en Alders Vægt kan tynge,
Du veirer dog dens Byrde hen,
Din Kjærlighed kan Alt forynge.
Er Livets Storm end grum og vild,
For mig den tjener dog kun til
End fastere hiint Baand at slynge,
Der gjør min Vandring tryg og mild;
Den livner kraftigt Hjertets Ild,
Den Ild, som aldrig slukkes ud.
Den blev mig sendt ved dig fra Gud,
Den blev mit indre Liv, min Styrke!
Han bød: bliv Lys! — og intet Mørke
Paa dette Lys kan gjøre Brud.
Det følger mig, hvor jeg maa vanke,
Selv hist, hvor Livets Lys gaaer ud. —
Til Pulsen holder op at banke,
Jeg hviler trygt i denne Tanke!