Jeg havde med min egen Pen
Et Billed alt forsøgt,
I lette Omrids kastet hen
Med al den Kunst og Kløgt,
Jeg har i Eie, — men da kom
Paa Himlen Sky ved Sky,
Saa jeg det maatte gjøre om
Og tage fat paany.
Du veed jo nok, nar Skyen tæt
Bedækker Himlens Blaae,
Da vil med Pensel og Palet
Det ikke rigtigt gaae! —
Min Himmel, du! naar Sorg og Vee
Omskygge grumt dit Sind,
Da kan jeg ingen Farver see,
Thi Taaren gjør mig blind! —
Saa laante jeg et fremmed Blad,
Som ei du vil forsmaae!
Men, naar jeg seer dig rigtig glad,
Skal du mit eget faae.
Dit eget var det rette Ord,
Som her jeg burde sagt;
Hver Blomst, der fra mit Indre groer,
Har du jo selv frembragt,
Naar tidt min Sjæl var Nat og Død,
Du vinked ved et Bliv!
Og lokked frem af Intets Skjød
En Dag, et Blomsterliv.
O, bliv ei træt! men med dit Ord
Beving mig til min Flugt,
Og lad dit Blik min Blomsterflor
Bestraale varmt og smukt.
See, Verden er vel kold og haard,
Uskaansom er dens Haand;
Som Hagel grusomt den nedslaaer
Os Livets Lilievaand;
Dog, hvis min Tanke har en Høst,
Som du vil vogte paa,
Har jo mit Hjerte dog een Trøst,
Som aldrig kan forgaae!