Her paa Deilighedens bløde
Græs skal dine Fødder gaae,
Og i Krattets Læ, du Søde!
Dine Tanker Hvile faae.
Du skal Skovens Duft indaande
Som en Æther, stærk og sund,
Og bortdrømme Livets Vaande,
Og dets Lysglimt mindes kun.
Hist paa denne grønne Banke
Og ved Søens slebne Glar
Skal dig blomstre mangen Tanke,
Som sin Sæd i Hjertet har.
Med dit Øie skal du følge
Skyen, Fuglen, naar paa Flugt
Over Dal og Bjerg og Bølge
De hensvæve, kjækt og smukt.
Speil dig i den frie Himmel,
Duk dit blonde Hoved ned
Mellem Markens Urtevrimmel,
Fyld dit Hjerte der med Fred.
Lad hvert Blomsters milde Blikke
Lifligt dig til Sjælen gaae;
Deres Smiil, det lyver ikke,
Det kan just du stole paa.
Som en Daa spring ned ad Skrænten,
Læg dig blødt paa denne Høi,
Følg ad Himlens Blaa med Glenten,
Som nu over Skoven fløi! —
Og det hele, skjønne Billed,
Fuldt af Glands og Farvepragt,
Skal i Hjertet staae opstillet
Med sin hulde Tryllemagt.
Det skal qvæge, det skal styrke,
Sende Straaler i dit Sind,
Naar i Vintrens Slud og Mørke
Atter vi er dragne ind. —
Elskede! hvem mine Tanker
Er en evig trofast Bo,
Naar dit Hjerte roligt banker,
Banker ogsaa mit i Ro! —