Modtag en Kreds af smaa Veninder!
De har vel ei saa friske Kinder,
Som naar i Haugen frie de staaer;
Men deres Smiil dog altid minder
Dig lidt om Sommer og om Vaar.
De veed jo, hvor de er dig kjære,
At du vil holde dem i Ære,
Saalænge som det kan gaae an;
Og deres Tak de dig frembære
Ved Duft og Smiil, saa godt de kan.
De veed, at i Orangens Lande,
Paa laurbærklædte, fjerne Strande
Du drukned fast i Blomst og Blad;
At paa St. Gotthards Skaldepande
Kjærminderne du hilste glad.
Blandt dine egne kjære grønne
Smaabørn, der snoe sig ranke, skjønne,
Du som en kjærlig Moder gaaer;
Og med et Veemodssmiil de lønne
Dig for den Pleie, som de faaer.
Og naar du, hvid som Sneen, hviled
Paa Skrænten hist, og Solen smiled
Til dig i Skyggens grønne Favn,
Og dine ømme Tanker iled
Til Ham, som er dit Hjertes Savn;
Da dvæled dog dit Øie gjerne
Ved mangen fattig Blomsterstjerne,
Der tindred ved den bratte Sti;
Med kjærlig Hu du kunde værne
Om Skjønheds-Rigdommen deri!
Lad disse Vinterbørn, du Kjære!
Dig da en lille Hauge være,
Saalænge som det kan gaae an;
De deres Tak dig vil frembære
Med Duft of Smiil, saa godt de kan!
Dem gaaer det da, som mine Sange:
Da de var frodige og lange,
De tryllede jo sødt din Hu;
Nu er de vinterblye og bange, —
Og dog du elsker dem endnu?
Lad Vintrens Rædsler da kun tvinge:
Saalænge Cithrens Bryst vil klinge,
Og jeg en Blomst tør kalde min,
Skal, til min sidste Stræng maa springe,
Hver Blomst og Tone være din!