Udgivt.
Hvad det har kostet mig at skrive Vers,
Fra jeg begyndte paa den Skjerts,
Kan ei angives ganske nøie;
Men uberegnet Hovedbrud og Møie,
Og mangen søvnløs Nat,
Papir og Blæk og Dit og Dat,
Jeg det paa Maa og Faae
Til tusind Timer vil anslaae.
I Penge — jeg veed ei hvormange Daler,
Thi Penge noget er,
Det indseer nok Enhver,
Hvorom Poeter nødig taler,
Og havde Creditorer samme Troe,
Saa fik Poeter mere Roe.
— Og endelig — saavidt jeg veed,
Min Sjels, mit Legems Rolighed.
Der kan jo ikke gjøres Gilde,
Saa faaer Poeten at bestille:
Ved Bryllup og Confirmationer,
For Pigebørn og for Matroner,
For Hædersmænd paa Fødselsdage,
Til Bal med Punsch og Søsterkage,
Til Drikkelag, til gamle Klubber,
Paa Pølsepind maa koges Supper.
Folk er er saa slemme at forlange
Til hvert et Gilde nye Sange;
Man siger, det paa Maden drøier,
Naar Folk sig lidt ved Sang fornøier.
Men nu, da Tiderne er trange,
Saa kan jeg ofte selv ei vide,
Hvor jeg den Udgivt kan bestride.
Godmodigheden vil ei sige nei,
Men Følgen er da, at sin Vei
Dkn gaaer ved Betlerstaven
Til Graven.
Indtægt.
En grumme Hoben Complimenter,
Der neppe dog vil svare Renter,
Og nu og da et Englesmiil,
Bevæbnet skjelmsk med Amors Piil,
Hvis Saar af dybe Ar betegnes.
Der egentlig til Udgivt dog bør regnes,
Og endelig — tys! tys!
Et lille Kys.
Balance.
Heraf man seer, det er et meget ringe Brød,
Til Versemagerie at være bleven fød.
Poetens hele Liv en Række er af Plager,
Hvoraf de fleste dog sig selv han foraarsager,
Men Andre hjelpe til, saa godt, som de forstaaer’et,
Han har ei Hviledag igjennem hele Aaret;
Han giver meget ud og tager lidet ind,
Men dette Lidet dog henrykke kan hans Sind;
O thi et enkelt Smiil afvæbner mangen Smerte,
Og naar man veier ei med Haand, men kun med Hjerte,
Og bruger Vegt og Maal af Aanden approberet,
Skjøndt ei af Magistrat i Veierbod justeret.
Og har en Prøvesteen, som aldrig kan bedrage,
Saa er der meget Guld i Livet at opdage;
Og det blev Skjaldens Lod midt i hans Fattigdom,
En Skattegraver lig at gaae i Verden om,
Med Trylleqvist i Haand at finde røden Guld,
Hvor Spaden ellers fandt kun Steen og sorten Muld. —
O du, hvis hulde Smiil dybt til mit Hjerte naaer,
Du, som er barnlig glad, naar jeg min Harpe slaaer!
O du, hvis Blik er mig en Glædens Indtægtskilde,
Mit Hjertes bedste Trøst, naar mine Taarer trille,
Et klart og venligt Lys paa Livets dunkle Stie,
O elsk min simple Sang, mit Hjertes Melodie,
Da skal min Trylleqvist i Kraft bestandig vinde,
Og vise tit mit Blik, hvor jeg kan Skatte finde.
Da blier den Arme rig, og Livet skjønt og godt,
Og ei saa snart jeg da vil spille Bankerot!