O kast dit Øie hid og did,
Lad Mindet med del følge,
Saa skal du see, hvor vild og strid
Henruller Tidens Bølge;
Saa skal du see, hvor underfuld
Alting i Verden skifter,
Og at det var kun ægte Guld,
Som ei fik Skaar og Rifter.
Den Ven, du saae i svundne Aar
Med Legetøi paa Skammel,
Han haver snart et sølvgraat Haar,
Snart er som du han gammel.
Hvad var det Vederlag, han fik
For Fryd ved Legetøiet?
Som Rosen bort fra Kinden gik,
Kom Taarer ham i Øiet.
Ja op og ned, og ned og op
Gaaer Tidens Flod og Ebbe;
Nu kneiser Træe med bladfuld Top,
Som før du øined neppe.
Men Træe, som Barnet leed saa vel,
Det groer nu kun i Minde;
Det gamle søger fromt din Sjel,
Kan kun det nye finde.
O kast dit Blik hvorhen du vil.
Til Stort og Smaat paa Kloden,
Saa skal du see et selsomt Spil
Af Tiden og af Moden;
Og har du ei at smile glemt,
Vil Spillet tit dig hue,
Men er dit Sind til Alvor stemt,
Da vil du ofte grue.
Det Gamle styrter Tiden om,
Og bygger nye Huse;
Hvor Kanden før stod ganske tom,
Der staaer nu fulde Kruse;
Ja op. og ned, og ned og op,
Gaaer Tidens Flod og Ebbe,
Een bjerger baade Dunk og Prop,
En anden Proppen neppe.
Fra Vesterport til Knippelsbroe,
I stor og lille Gade,
Der er ei Huus og Gaard, som jo
Forandret har Façade;
Ja for ei altfor langt at gaae,
Saa var jo Østergade
Et Stræde før som Aabenraa,
Nu er den Promenade.
Ja nu er Gaden høit paa Straae,
Saalænge som det varer;
Thi hele Byen, Store, Smaae,
Nu derigjennem farer;
Ja Glutter selv med Bluser paa,
De vil paa Østergade,
De kan ei ret Tournure faae
Paa anden Promenade.
Mod Tiden er jo Alt i Kamp,
Jeg haaber, for det Gode;
Men naar selv Vind og Røg og Damp
Kan komme høit i Mode,
Saa skal man paa den vide Jord
Ei mindste Ting forsværge,
Selv om en Dverg blev kæmpestor,
Og Kæmperne blev Dverge.
Ja Tiden har en fiffig Haand,
Sit Gjøgleværk den driver;
Den farver op de gamle Baand,
Og dem for nye udgiver; —
Men den har og en grusom Haand,
Der har sin Glæde fundet
I strengt at løse op de Baand,
Som selv den haver hundet.
Ak! Tiden har sit eget Sind,
Den skifter Fryd med Sorgen;
Idag er Smiil paa Rosenkind,
Og Taarestrøm imorgen;
Idag paa Træet Frugten staaer,
Imorgen visne Grene,
Idag med Glutten Moder gaaer,
Imorgen staaer hun ene.
Du troer, du eier hvad du fandt,
Du fryder dig ved noget;
Men Tiden driver ind sit Pant,
Den er sin egen Foged;
Den bryder ind med Larm og Støi,
Og levner knap en Vugge,
Hvor Haabet med sit Legetøi
Kan dulme Hjertets Sukke.
Ja ned og op, og op eg ned
Gaaer Tidens falske Bølge;
Snart risler den saa blidt i Fred,
Snart har den Storm i Følge;
Snart kaster den iland en Skat,
Som laae paa Bund af Havet,
Snart har den i en evig Nat
Dit Livsens Skib begravet.
O Tiden lurer lumsk paa os,
Dens Glæde er at røve,
Men hvad der byder Tiden Trods,
Er Guld, som staaer sin Prøve;
Ei Guld, hvorfor du kjøbe kan,
Hvad Jord og Hav frembringer,
Men Guld, hvorfor til Himlens Land
Du dig kan kjøbe Vinger.
Da du som Barn i Vugge laae,
Og fromt i Drømme smilte,
En Engel drog fra Himlens Blaae,
Og ned til Glutten ilte.
Og gjemte varligen det Guld
I Barnets Hjertekammer,
Som luttredes fra Skov og Muld
I Kjærlighedens Flammer.
O vogt med hellig Sands det Guld,
Dig Englen haver givet!
O bortbyt ei for jordisk Muld
Det Pant paa Himmellivet!
Og brister saa det Støvets Baand,
Som dig til Tiden binder,
Med Englens Skat din glade Aand
Til Englen Veien finder.
Som Ørn med stærke Vingeslag
Henflagrer over Havet,
Og ændser ei de sjunkne Vrag,
Som Bølgen har begravet,
Saa skal du kjekt mod Himlens Blaae
Til Faderen dig hæve: —
Hvad Tidens er, det maa forgaae,
Hvad Livets er, maa leve!