I Barnets lille Have
Var yndigt og var smukt:
Vel Træerne var lave,
Men bare liflig Frugt.
Der Fuglens lille Rede
Saa trygt paa Grenen hang,
Og i de smalle Bede
Saa mangen Blomst udsprang
Men bort sig vendte Øiet
Fra simpel Blomsterflor
Det var ei meer fornøiet
Med liden Plet paa Jord.
Som Ønskerne blev mange,
Blev Blomsterne for faa,
Og da var Havens Gange
For Foden altfor smaa.
Ak! Tiden er henrunden,
Og Barnehaven lukt,
Søgt har jeg, men ei funden
Den gamle Havefrugt;
Vist Bedene er tomme.
Hvor mine Blomster stod;
Ak! kan jeg aldrig komme
Til Haven, jeg forlod!
Kun Han, som Synd forlader,
Kan lede mig derind;
O han er Alles Fader,
Saa er han jo og min;
Naar jeg hans Bud vil høre,
Naar jeg er from og god,
Da vil han did mig føre.
Hvor mine Blomster stod.
Hvor Gangene er smalle
Og Bedene er smaae,
Der staae de Blomster alle
Som Hjertet kan attraae,
Og dem skal jeg gjenfinde
Saa barnlig glad hos Gud,
Bevarer jeg i Minde
Hans milde Faderbud.