Christian Wilster (1797–1840)

Sydvestlig i Kattegattet mellem Jylland og Sjelland ligger den vakkre Øe Samsøe. Indbyggerne ere endnu den Dag idag langt raskere og djervere, end i Almindelighed Beboerne af Fastlandet og de større Øer. De ere næsten Alle Søemænd og Fiskere, og naar de have røgtet deres Markarbeide, gaaer det dem ofte over, at løsne en Bøsse mod en skye Hare eller en snøftende Sælhund. Omtrent en lille halv Miil fra Østkysten ligger den lille Øe Kyholm, og Vandet løber med stærk Fart gjennem det smalle Stræde. Det er vel meer end rimeligt, at disse Smaaøers Beskaffenhed og Indbyggernes Levemaade i forrige Dage ikke har været meget forskjellig fra den nuværende.

    Paa Østkanten af Øen, ikke langt fra Havet, laae en Gaard, hvis Beboere vare almindeligt agtede, formedelst deres kjærlige Sindelag og retskafne Vandel, og naar man vilde nævne et Mønster paa huuslig, ægteskabelig Lykke, nævnte man altid Fader Johannes og hans Hustrue Marie, thi naar man saae de fromme Ægtefolk, da var det, som saae man et Brudepar. Deres Dyd og hulde Væsen var med levende Træk afpræget i deres eneste Datter Magdalene, et blidt og deiligt Barn, saaledes som gode Forældre fortjene. Hendes ældre Søster Marie var død i det niende Aar, og til Erindring om hende vare de Overlevende aarlig paa hendes Dødødag samlede ved hendes Gravhøi, der var smykket med Eviggrønt, og lignede en i Guld indfattet Smaragd, naar den i Høstens Tid var omvoxet af det gule Korn eller visnede Græs. Denne Dag kaldte de Sorgens Fest og den blev ene helligholdt af Familien, thi det tilkom kun den, at smykke den Henfarnes Hvilested med Krandse, ved fromme Bønner ligesom at kalde hende op af Graven, og atter at lulle hende i salig Slummer ved en Vuggesang:

    Sorgens Fest indtraf i Begyndelsen af Høsten, men i den blide Skjærsommermaaned helligholdt pe deres Glædesfest. Saaledes kaldte de selv og alle Naboerne den Dag, paa hvilken de for Herrens Alter havde svoret hinanden evig Troskab og Kjærlighed. Hele Omegnen var da beskjæfttiget med at smykke med Krandse og Blomster en lille Lund, i hvis Midte en herlig gammel Bog viste Maries Navn, som Johannes fordum havde ridset i Barken, just paa den Dag, der siden forenede dem. Alle Hakkebrætter, Sækkepiber og Triangler vare i fuld Gang, muntre Dandse og allehaande Lystigheder oplivede Festen, men aldrig var Glæden vild eller støiende. Den lille Magdelene var paa Glædens Dag altid barnllg glad og næsten overgiven, tvertimod hendes sædvanlige Væsen; thi en vis sværmerisk Tungsindighed fremstraalede af hendes store mørkeblaae Øine og hendes Aand fandt mere sit Hjem i den skjønne Natur, end i de sædvanlige Barneglæder. Den Kjærlighed og Fromhed, som hun altid læste i sine Forældres Øine, gjorde hendes blide Hjerte modtageligt for alt Skjønt og Godt. Ofte kunde hun hele Timer stirre gjennem den klare Luft, for at opdage de ubekjendte Kyster; ofte fulgte hun i Tanken Maanen og Stjernerne paa deres Reise til fjerne Lande, og naar den barnlige Indbildningskraft ret havde udmalet disse, saa var det Billede, der svævede for hendes Aand, vel ikke meget forskjelligt fra hendes Fædreneøe, smykket med Bjerge, Floder, Viinranker, Myrtherlunde og hvad andet hun havde hørt og bevaret fra de Æventyr, hvormed man forslog Tiden i de lange Vinteraftener. Men livsaligst var det at see, naar hun kom ud paa Engen, hvorledes Hyrdehunden logrende og bjeffende sprang hende imøde, og de glade Faar og Lam stimlede omkring hende, for at æde af hendes Haand, og hvorledes hun skjændte paa de Paatrængende, tog sig af de Smaae, der stødtes tilside af de Større, og dog var lige god mod dem Allesammen.

    ”Eders Magdalene er dog et underligt Barn, Fader Johannes!” sagde engang paa Glædens Fest en af Naboerne: ”hun kommer aldrig hen og leger med vore Smaae, men gaaer bestandig og skjøtter sig selv, som en gammel fornuftig Kone; jeg er bange, hun er for klog!’ — ”Det har vel ingen Nød,” tog en Anden til Orde: ”af god Jord og af god Sæd kommer jo altid med Guds Bistand en god Høst. Ja, I har Ret, Magdalene er forskjellig fra andre Børn, men Johannes og hans Hustrue ere jo ogsaa forskellige fra os Andre!’ — ”Rolig, mine Venner!” sagde Johannes: ”jeg sætter min Lid til Gud og haaber det Bedste, og jeg veed at min Datter er et godt Barn; thi hun har endnu aldrig gjort mig imod!’ — Da tog en blussende Yngling, som længe havde staaet hensjunken i Betragtninger, medeet Ordet og sagde: ”Kjære Fader Johannes! du seer saa salig ud i din Hustrues Arme, at det ret er en Sjelefryd at see; fortæl os lidt om Eders Samliv og om Oprindelsen til Eders Lykke; det er saa kosteligt, at høre gode og glade Mennesker tale om deres Hændelser. Det smukke Bøgetræe med den simple Navneskrift er altid forekommet mig saa deiligt, og har gjort mig begjærlig efter at vide nøiere Besked om Alt, hvad der angaaer Eder!’ — ”Hjertens gjerne, hvis jeg kan gjøre Eder en Fornøielse dermed,” svarede Johannes og begyndte sin Fortælling:

    ”I veed vel Alle, at den gamle Knud Havning paa Kyholm er Fader til min Hustrue; men I veed vel ogsaa, at der er lige saa stor Forskjel mellem min Marie og den ulykkelige Gamle, som mellem Dag og Nat; dog han maa forsvare sine Handlinger for Gud, jeg kan ikke dømme ham. Havnings lille Borg havde ved sin særegne Bygningsmaade og sin høie Beliggenhed paa Klinten allerede i min Barndom stukket mig i Øinene, og alt som jeg blev ældre, voxte Lysten til at seile derover, og opflammedes især ved Fortællinger om Havnings Søetoge. Ofte bad jeg min Fader om Tilladelse, men jeg fik bestandig Afslag, indtil jeg omsider erholdt hans Samtykke, engang, da der skulde sendes en Krukke Morbær og nogle andre Smaaforæringer derover, som et Slags Skat, fordi han ofte hjalp vore Fiskerbaade, naar de vare i Havsnød; thi en modig Søemand har han alle sine Dage været. Jeg seilede altsaa derover, tog mine Pakker paa Skulderen, og gik ind i Gaarden, hvor et Par store Bulbidere gjøede saa stærkt ad mig, at jeg knap kunde høre en Stemme, som hyssede paa dem; men neppe dreiede jeg Hovedet, før jeg fik Øie paa den fagreste Møe, jeg i mine Dage havde seet. Nær havde jeg af Forbauselse tabt alle mine Pakkenellikker, og det hjalp ikke, at hun jog Hundene tilside, og bad mig gaae op; det var mig umuligt at gjøre et Skridt. Hun tog derpaa selv en lille Vadsæk af min Skulder, og bar den op, og jeg fulgte hende, uden selv at vide det; i det mindste kom jeg ikke til min Samling, før en midaldrende Kone spurgte om mit Navn og mit Ærinde. Det var Maries Moder, Gjertrud, en godlidende venlig Kone, der strax lod Dugen brede for at beverte sin Gjæst. Marie rakte mig Mjødkruset til Velkomst, og da jeg stak det ud paa deres Sundhed, maa vel mit Øiekast have sagt hende, hvad der foregik i min Sjel. — Havning var til Søes den Dag, saa at jeg denne Gang ikke fik ham at see, men Madmoderen og Datteren gjorde mig det umuligt at troe, hvad jeg havde hørt om hans Grusomhed og vilde Udfærd mod de Søefarende. Efter et Par Timers Forløb maatte jeg tage Afsked; thi jeg havde lovet, at komme strax hjem, naar jeg havde røgtet mit Ærinde. Jeg kastede mig derpaa i Baaden, som jeg lod styre sig selv, og havde Lykken ikke været bedre end Forstanden, saa var jeg sikkert kuldseilet; thi mine Tanker vare altfor sysselsatte med Marie, til at jeg kunde passe paa Roer og Seil. Følgen deraf var, at Strømmen drev mig bort, og da jeg først sildig blev dette vaer, maatte jeg anstrænge alle mine Kræfter, for at arbeide mig op og vinde hjem, og I kan sagtens tænke, at man loe ad den dygtige Søemand, da han ganske forpustet og udmattet kom iland. Fra dette Øieblik af vilde mit sædvanlige Arbeide slet ikke smage mig, og det Eneste, jeg ret fandt Behag i, var eensomme Vandringer, Maanskin, Nattergale og alt Andet, som et forelsket ungt Hjerte veed at sætte Priis paa. Her i dette herlige Bøgetræe, som nu omskygger os, staaer endnu Maries Navn tydeligt, som jeg skar det i hine Dage. Dog med disse Ungdoms-Drømme vil jeg tie; hvo som engang har elsket, har selv oplevet noget Lignende, og de kolde Sjele kunne maaskee fristes til Latter derover, og det var Synd. Den store Forandring, som var foregaaet med mig, kunde ikke længe undgaae mine Forældres Opmærksomhed; aabenhjertig fortalte jeg dem derpaa hele Sagen, og de havde intet mod mit Valg, da Rygtet havde fortalt dem saameget godt om Marie, men Spørgsmaalet var, hvorledes man skulde erholde Faderens Samtykke. Det blev derpaa afgjort, at jeg gjerne maatte gaae i Tjeneste hos ham, hvis jeg ikke paa anden Maade kunde naae mit Ønske, og efter hjertelige Formaninger, ikke at lade mig smitte af hans vilde Levemaade, og ledsaget af de varmeste Velsignelser, forlod jeg mine Forældres Huus!’

    Her standsede han et Øieblik, og deraf tog en gammelagtig Mand, der just ikke lod til at finde synderlig Moroe i Fortællingen, Anledning til at sige: ”Hvad om vi nu, inden vi gaae videre, fyldte Mjødbægerne og sang os en Vise!” — ”Ja, som I vil,” svarede Johannes: ”I kan maaskee trænge til lidt Adspredelse og lystighed; men skulle vi synge, saa lad os synge vort gamle Qvad om Bøgetræet!” — ”Ja vel, om Bøgetræet!” raabte Alle, skjenkede i Bægrene og sang:

    ”Bøgetræet blomstre!” udbrød Johannes. — ”Danmarks Bøge fredes evigt!” jublede Alle, og stødte de fulde Bægre saa haardt mod hinanden, at mangen Draabe kostelig Mjød blev spildt. — ”Mariebøgen blomstre!” sagde den unge Knøs, hvis Videbegjærlighed først havde givet Anledning til Fortællingen, og rakte Johannes sin ærlige Næve. — ”Gud signe dig, min Søn!” sagde denne og Taarerne stode ham i Øinene.

    Da de igjen vare komne til Rolighed, fortsatte Johannes sin Fortælling:

    ”Da jeg var kommen over til Kyholm, henvendte jeg mig strax til Havning. En venlig Hilsen og et oplivende Smiil af Marie havde sat Mod i mig, og uden at lade mig skræmme af hendes Faders bistre Mine, fremførte jeg min Begjæring. Han slog en stærk Latter op og svarede med brummende Stemme: ”Hvad bilder du dig ind? Troer du, at jeg giver min Datter til en saadan Grønskolling? Nei, der skal andet til, end et glat Ansigt og et Par røde Kinder!” — Det hjalp kun lidt, at jeg fortalte ham, at min Fader var en velhavende Mand og jeg hans eneste Barn; han vedblev at brumme og skjænde. Jeg foreslog ham da, at lære Søemandskabet under ham og tjene ham i syv Aar for Marie, ligesom Jacob for Rachel. — ”Ja tjene hos mig maa du gjerne, men min Datter faaer du ikke, det kan jeg sige dig. Du lader til at have et Par gode stærke Arme, og naar jeg har havt dig i Skole i nogle Aar, tænker jeg nok, jeg skal faae sat Skik paa dig; men som du der staaer, seer du mig for kjælen og kuldskjær ud, til at kunne taale en ordentlig Søe. Dog, jeg kan jo sagtens prøve dig, og kan jeg ikke bruge dig til andet, saa duer du dog vel til at være Skaffer eller at staae ved Pompen. Men, som sagt, Grillerne af Hovedet! og tal ikke mere til mig derom, hører du? ellers Gud naade dig!” — Hvorledes jeg blev tilmode ved disse haarde Ord, som han fremtordnede med sin dybe Stemme og ledsagede med adskillige Eder, kunne I nok begribe, men Maries Billede svævede for mine Øine, og jeg slog mig tiltaals. Tanken om at jeg nu daglig skulde leve i Selskab med hende, og daglig faae Leilighed til at beundre hendes Dyder, oplivede mit Mod langt mere, end Faderens Tale knækkede det. Ogsaa haabede jeg, at det maaskee med Tiden vilde lykkes mig, at formilde hans Hjerte, naar jeg først ved Dristighed og Mandhaftighed til Søes havde vundet ham, og hvad det angik, var jeg ikke bange; thi fra Barnsbeen havde Søelivet havt noget Tillokkende for mig, og jeg var allerede dengang temmelig befaren, at sige i Farvandet omkring vor Øe, hvilket jo er Tilfældet med Mange af os Samsinger. — I undre Eder maaskee over, hvorledes jeg kunde beqvemme mig til at deeltage i Havnings Grusomheder, men først og fremmest maa jeg sige Eder, at jeg for Gud og min Samvittighed kan bevidne, at jeg aldrig begik noget, som kunde forurolige mig i min Dødsstund, og at jeg ofte vidste at dreie Sagerne saaledes, at de stakkels Skibbrudne slap bedre derfra, end ellers var blevet Tilfældet, saa jeg tit maatte bøde haardt nok derfor. Dernæst pleie Ungdom og Viisdom ikke at følges ad, som der staaer i Ordsproget; men at Kjærlighed gjør Mennesket velvilligt mod Næsten, det veed Enhver, som har elsket. Ja, mine Venner! Ungdom og Kjærlighed ere to hulde Legesøstre; Kjærlighed erstatter Viisdommen, som den Unge mangler, og naar den brænder varmt i Hjertet, er den en himmelsk Stjerne, som altid leder Vandreren paa de rette Veie; thi hvo som lever i Kjærlighed, han lever jo i Gud, og Gud i ham, som skrevet staaer.

    Gjertrud var, som sagt, en from og venlig Kone, og hendes kjendelige Godhed for mig var fra første Øieblik et godt Varsel. Det var mig strax en Glæde at mærke, at hun gjorde lidt Forskjel paa mig og de Andre, fordi jeg endnu var fremmed, som hun sagde; men da denne Skik blev til Vane, saae jeg nok, at jeg snarrere var hjemme i hendes Hjerte, end fremmed. Naar hun saaledes ved Davrebord gjerne vidste at søge et godt Stykke ud til mig og rakte mig det med en venlig huusmoderlig Mine, og naar nu Marie, som Skik var, fyldte Bægrene, og maaskee rystede lidt paa Haanden, naar hun skjenkede i mit, da kan I troe, at et tarveligt Maaltid ofte var mig et kosteligt Gilde.

    Hvad Marie nu er mig som Hustrue og Moder, det veed I og det føler jeg ogsaa varmt og takker min Gud saa inderlig derfor; men hvad hun dengang var for den fyrige Yngling, det veed jeg ikke. Jeg mindes kun, at det engang i mine Ungdomsdrømme tyktes mig, at hun var det samme for mig, som for Apostlene den Helligaand paa Pintsefesten, der forvirrede deres Tungemaal, men gjorde dem saa inderlig salige og gudhengivne. Men maaskee var det en vanhellig Lignelse og hvis den er usømmelig, saa være den usagt og glemt.

    I Begyndelsen var det kun af et enkelt Smiil og et flygtigt Øiekast jeg troede at spore hendes Velvillie mod mig, men snart blev mit søde Haab til Vished. En deilig Aftenstund, da jeg vandrede alene om med hende i Tankerne, og just dreiede om ad Vænget, blev jeg hende pludselig vaer. Jeg gik nærmere, men da jeg saae hende beskæftiget med den muntre Faareflok, standsede jeg et Øieblik og stod en Stund hensjunken i at betragte hende. Det var et yndigt Syn; jeg blev saa underlig stemt, ved at see de kridhvide Lam trippe omkring den hvidklædte Marie paa den friske Grønning; det var mig, som om jeg saae Uskyldigheden svæve hen over Haabets Enge. Skulde da Kjærligheden være langt borte fra disse hulde Væsener? tænkte jeg, og drog et dybt Suk. I det samme dreiede hun sig, og da jeg nu opdagede en Rose, som var heftet i hendes Bryst, da var det mig, som om mine Drømmerier bleve til Virkelighed; jeg ligesom vaagnede medeet og traadte nærmere. Da jeg kom hen til hende, vilde hun just til at gaae hjem. ”Hvor kan du nænne,” sagde jeg: ”at forlade disse smaae velsignede Skabninger? see hvor glade de hoppe og bræge rundt omkring dig! O naar Hyrdinden forlader sin Faareflok, da forekommer det mig, som naar den gode Aand forlader Mennesket; bedrøvet vanker han da om, og føler sig saa ene midt i den skjønne Natur!” — ”I er saa underlig iaften,” svarede hun med en forlegen Tone og Blodet steg op i hendes skjønne Kinder. ”O Marie! jeg er som Faaret, der vanker ene om og længes efter Hyrdinden; men hun staaer paa den anden Side af Vænget, gaaer Leddet forbi, og iler bort. O Marie! vær min Hyrdinde! ellers kommer Fortvivlelsen som en Ulv og opsluger mig!” Da tindrede en Taare i hendes Øie og hun sank til mit Bryst, og i den frie Natur spore de bankende Hjerter hinanden evig Troskab. O mine Venner! den staaer saa levende for mig, denne hellige Aften og jeg bliver saa underlig greben, hvergang den rinder mig ihu. Hvert Ord, hver Tanke mindes jeg saa nøie: hist stod jeg med Marie i mine Arme, medens Solen dalede i Vesten; det tyktes mig, at en ny Livssol oprandt i mit Væsen med en liflig Morgenrøde; og Himlen virre lovet! den har kastet saa milde Straaler over mit Liv, og jeg haaber til Gud, at mit Livs Aften vorder som hiin, at jeg med min Marie i Favn og Kærligheden i mit Hjerte, opløftet over Jord, kan skue Aftensolen dale, og gudhengiven vende Øiet mod Evighedens Morgenrøde.

    Den Stemning, hvori jeg fra dette Øieblik befandt mig, er uforklarlig. En inderlig rolig Glæde, ofte forbunden med blidt Tungsind, traadte i Stedet for den ungdommelige Fyrighed og der var dog mere Liv i mig, end forhen, men paa en ganske forskjellig Maade. Det var mig, som om et andet Væsen tænkte og følte i mig, og enhver Ting betragtede jeg med Hensyn til den elskelige Skabning, som ganske opfyldte min Sjæl. Jeg følte, at jeg var og maatte blive lyksalig, om endog en ublid Skjebne forfulgte mig nok saa haardt, og denne Troe gav mig en uforklarlig Styrke; jeg var saa inderlig overbeviist om, at Gud vilde lede Alting til det Bedre, at det aldrig engang faldt mig ind at mistvivle, om endog Haabet stundom syntes at fjerne sig. Det er naturligt, at vi ofte maatte forstille os, for ikke at vække Mistanke, skjøndt Havning i denne Henseende just ikke var meget skarpsynet eller mistænkelig. Denne Tvang var yderst piinlig, og jeg var ret beklemt om Hjertet, naar jeg om Aftenen maatte gaae til Hvile, uden at have talt et Ord med Marie hele Dagen igjennem. Længe varede det ikke, inden vi aabenbarede os for den gode Gjertrud; med Hjertelighed gav hun os sin moderlige Velsignelse; men hendes Øine vare fulde af Taarer, hvis Betydning vi kun altfor godt forstode. Dog — jeg taler om min Lykke og glemmer ganske at fortælle mine Gjenvordigheder, der dog, Alt nøie overveiet, ere for intet at regne.

    Havning fandt mig ikke saa fiin og kuldskjær, som han i Begyndelsen havde anseet mig for. Han loe rigtignok dygtig ad mig, naar jeg efter et haardt og stormfuldt Veir kom hjem ganske udmattet og forfrossen, men tilstod dog ofte, at jeg, af en Begynder at være, var en ret flink Søemand. Men naar han var i ondt Lune, hvilket altid var Tilfældet, naar Byttet ikke svarede til hans Forventning, maatte jeg undgjelde derfor: jeg var den yngste og udueligste af hans Folk, følgelig fik jeg Skyld for Alting; jeg havde baaret mig klodset ad, jeg havde fordærvet det Hele, saaledes hed det bestandig. Paa denne Maade henrandt nogle Aar; ofte troede jeg at være mit Maal nærmere, ligesaa ofte glippede Haabet igjen; idag var han efter sin Viis venlig imod mig, imorgen var han vranten og bister. Endelig hændte det sig engang, at Havning var syg, men vi Andre maatte alligevel en Nat til Søes, da Veiret og Aarstiden lod formode en god Fangst. For at give mig Lejlighed til at vise, hvad jeg duede til, som han kaldte det, gav han mig Commandoen, og befalede de Andre at lystre mig som deres Anfører. Just som jeg skulde gaae ombord, mødte jeg Marie. ”Vilde Søemand!” hviskede hun til mig, da jeg sagde hende Farvel, og Taarene tindrede i hendes Øine. Mine Kammeraters Nærværelse hindrede mig fra at svare; underlig tilmode kastede jeg mig i Fartøiet, og hendes sidste Ord tonede mig bestandig for Øre. Et temmelig stort Skib var løben paa Grund, men istedetfor at fordre de Blodpenge, som Havning aftvang de forulykkede Søefarende, befalede jeg mine Folk, at hale Skibet af Grund, og neppe var det blevet flot, for det stak i Søen. Folkene knurrede over, at de intet Bytte havde faaet, da dog Lejligheden havde været saa god, men da jeg lovede at erstatte dem det, sloge de sig saa temmelig tiltaals. Frygten for Havnings Forbittrelse, naar han fik Sagens Sammenhæng at vide, anfaldt mig først sidenefter; i Øieblikket følte jeg blot, at jeg havde handlet som det anstaaer en Christen, og denne beroligende Bevidsthed forbandt sig med Tanken om, hvormeget jeg vilde vinde i Maries Øine, naar jeg kom til at bøde for en god Handling. Imidlertid gik det en Tidlang bedre, end jeg havde ventet, men da jeg ved et nyt Tog blev valgt til Anfører igjen, for at min Dygtighed kunde vise sig i et bedre Lys end forrige Gang, begyndte en af mine Kammerater at knurre og Enden derpaa blev, at Havning fik hele Sagen at vide. At han blev yderlig opbragt, begribe I nok, men om det nu var Sygdommen eller min gode Aand, der gjorde ham lidt øm om Hjertet, det veed jeg ikke; nok er det, at jeg slap med en skarp Irettesættelse, og han lovede for Fremtiden at holde et vaagent Øie med mig. Imidlertid kom han snart paa Benene igjen, men nær havde jeg ganske forspildt min Lykke. Kjærlighed kan være snild nok, men forsigtig er den sjelden; saaledes gik det os. En Dag kom han pludselig ind i Storstuen, og da han der traf mig ene med Marie, foer han heftig løs paa mig, overvældede mig med de haardeste Skjeldsord og Fornærmelser, og kun Maries Nærværelse, hendes Taarer og Angst gave mig Koldblodighed nok til, blot at gaae forsvarsviis tilværks mod hans vilde Angreb. Han raabte paa sine Folk, Marie blev indspærret paa sit Kammer, og han svoer, det skulde koste mit Liv, hvis han efter Solens Nedgang endnu traf mig paa Gaarden. — Dog naar Nøden er størst, er Hjelpen nærmest. Guld slukker hos den Gjerrige Vredens Ild, det fik jeg snart at kjende. Et Øieblik derefter kom nemlig et Brev med en god Sum Penge til Havning fra den Skipper, hvis rigtladede Skib jeg paa mit Prøvetog havde hjulpet i Havsnød. De varme Taksigelser og Lovtaler over Havnings Hjelpsomhed og Mennesker Kjærlighed¹, som Brevet indeholdt, og som var noget ganske Nyt for ham, maae have pirret hans Forfængelighed, og viist ham, at Velgjerning bringer Renter, i det mindste dæmpedes hans Vrede mærkelig. Jeg stod just ganske sorgmodig ja næsten fortvivlet, og pakkede mit Tøi sammen, som til evig Afsked fra min ulykkelige Marie, da jeg fik Befaling at komme op til Havning. Som om et Glimt af Haab endnu var tilbage, styrtede jeg ud af Kammeret, skjøndt jeg frygtede at det var Lampens sidste Blus, før den slukkes. Havning rakte mig Brevet, jeg læste det og taug. ”Fordi du har bedraget mig,” sagde han: ”vil jeg ikke gjøre Gjengjeld. En Part af disse Penge tilhører dig; her er den!” — Jeg rystede paa Hovedet og vilde ikke modtage den, — ”Du er mig en ganske flink Karl,” vedblev han: ”kunde du blot slaae disse Kjærligheds Nykker af Hovedet, du blev endnu min høire Haand, inden vi vidste et Ord deraf. For denne Gangs Skyld vil jeg endnu tilgive Dig, men slaae Marie af Tankerne, eller viis dig ved store Gjerninger værdig til hendes Haand; vil man naae Spidsen af et steilt Fjeld; maa man vise et sjeldent Mod og sjeldne Kræfter!” — Aldrig havde jeg endnu hørt saadan Tale af hans Mund, aldrig var derfor mit Haab vissere. Jeg troede, at der var foregaaet en heel Forandring med ham, men det var kun et Solglimt i den mørke Vinterdag, der snart igjen slukkedes af Storm og sorte Skyer.

    Marie blev strax sat paa fri Fod, og Alting gik igjen den gamle skjæve Gang. Saaledes henrandt et Par Aar, indtil endelig en Begivenhed indtraf, som satte Kronen paa Værket. En Nat vare vi til Søes i en frygtelig Storm; jeg var paa samme Baad som Havning; Bølgerne stege saa voldsomt mod den, at den tilsidst splittedes ad. Havning, ellers saa uforfærdet, tabte ganske Modet og greb fat paa mig, saa at det blev mig overordentlig vanskeligt at svømme, men lykkeligviis var Strømmen med os, ellers havde vi neppe undgaaet Døden. En Planke slog an mod min venstre Arm, saa Blodet vældede ud af Saaret; men Fortvivlelse og Livsfare gave mig ualmindelige Kræfter, saa at jeg endelig, jammerlig forslaaet, naaede Land. Havning var mere død end levende, men kom snart til sig selv igjen; han var sluppen heelskindet derfra, men den forslaaede Arm, adskillige mindre Skrammer og den Voldsomhed, hvormed jeg havde arbeidet, overmandede snart den Anstrængelse, jeg gjorde, for ikke at forskrække Marie, og en heftig Feber rystede mig. Havning var meget omhyggelig for mig, og befalede, at jeg skulde pleies paa det Bedste. ”Johannes er et sikkert Anker, man kan stole paa,” sagde han; ”bedre Lods i Havsnød kan man ikke ønske sig; han bjerger Skuden, om saa Kahytten er fuld af Vand!’

    Min Sygdom var temmelig langvarig og farlig; men min gode Natur og den omhyggeligste Pleie fik endelig Bugt med den. O, mine Venner! har I nogensinde prøvet den legende Kraft, der ligger i en kjerlig Haand! den er ikke som friske Urter, der kjøle det brendende Saar, nei, den er en helbredende Aand, som opliver hver Bloddraabe, en Gnist af den hellige Kraft, hvormed Frelseren helbredede de Lamme og Værkbrudne. Dens Legemidler ere Deelragelse og Medfølelse, som drage den Syges Smerte over paa sig selv, Gud giver den sin Velsignelse, og styrket reiser sig den Sunde fra Helsotsleiet og kaster sig inderlig taknemmelig i den hulde Helbrederskes Arme. Marie var min Læge, og den gode Gjertrud gik hende moderligt tilhaande. Havning var ogsaa meget deeltagende. En Dag kom han ind til mig, just som min Arm blev forbunden. ”Naa,” sagde han, ”nu er Saaret snart lægt, som jeg seer!’ — ”Ja,” svarede jeg, ”en qvæstet Arm bliver snart heel, naar man har Marie til Læge; men i mit Hjerte er et Saar, som ingen Anden kan helbrede end I. O, Havning! hvis jeg har viist mig som en brav Karl imod Eder, saa vær ikke længer grusom mod mig, men giv mig Marie til Hustrue!” — Han taug. Marie stirrede ængsteligt paa mig, Gjertrud kastede sig paa Knæe for ham, og bad og besvor ham, at gjøre os lykkelige. Da gav han endelig efter, og gav mig Marie, dog paa eet Vilkaar —”

    Her standsede Johannes pludselig og blev noget tankefuld. — ”Dog paa eet Vilkaar?” sagde en af Tilhørerne. — ”Ja, paa eet Vilkaar,” vedblev Fortælleren: ”som det maaskee var besindigt af mig at indgaae, og jeg vil derfor ikke nævne det. Tiden vil vise, om jeg bliver forpligtet til dets Opfyldelse eller ikke. Glæden over Havnings Samtykke rystede mig saa stærkt, at jeg blev syg igjen, men snart efter førte jeg min Rachel hjem som Brud. Mine gode Forældre, hvem jeg naturligviis jevnlig havde besøgt fra Kyholm, deelte hjertelig min Lykke, og Marie var fra første Øieblik deres Yndling. Et Par Aar efter døde de, faa Maaneder efter hinanden, Gjertrud er heller ikke mere; at min ældste Datter Marie ogsaa er hensovet, veed I; men Magdalene lever og er et godt Barn; min Marie er bestandig den gamle Marie; og Johannes er ubeskrivelig lykkelig!

    Denne Fortælling virkede forskjelligt paa Tilhørerne efter deres forskjellige Alder og Sind, men paa Magdalene gjorde den et dybt Indtryk, hvilket overhovedet var Tilfældet med Alt, hvad der aandede en blid og svarmerisk Tankemaade; thi fra hendes tidligste Barndom sporede man hos hende en dyb Følelse, der ikke blot knyttede sig til det Ualmindelige og Eventyrlige, men ogsaa med Inderlighed elskede Naturen i dens Hverdagsdragt og Dyden i dens stille Virkekreds. — Fra denne Tid af kastede hun vel stundom endnu Øiet over til Kyholm, men altid med en hemmelig Gysen; langt heller skuede hun hen over. det vilde Hav, hvis Bølger hun troede kunde fortælle hende om fremmede Lande, der altid svævede for hendes Indbildning. Da nynnede hun ofte en Vise, som hendes Fader ikke kunde lide, fordi den hverken var smuk eller aandsopløftende. Syng ordentlige jevne gode Viser, sagde han, og ikke saadant noget Tøi, som der hører Hovedbrud til at faae Mening i. — ”Men Tonen er saa smuk, min Fader!” sagde hun, og da hendes Moder ogsaa godt kunde lide den, maatte den ofte for en Dag. Den lyder saaledes:

    Men snart indtraf en Begivenhed, der gav Magdalenes Tanker en anden Retning, og paa en Maade viste nærværende, hvad hun havde ahnet i det Fjerne. Engang havde et slet Veir holdt hende inde i nogle Dage, men efter en stormfuld Nat kaldte en venlig Morgen hende ud i den friske Natur. Da hun var kommen ud paa Marken, fik hun Øie paa et Menneske, som laae og sov i Nærheden af Strandbredden. Hans Ansigtstræk og fremmede Klædedragt, men fremfor alt et Malerie, som han holdt fast med den ene Haand, medens den anden hvilede under Hovedet, der var lænet til en Kampesteen, fængslede strax hendes Opmærksomhed. Da hun nogle Øieblikke havde betragtet dette gaadefulde Syn, løb hun hjem, kom ganske forpustet ind i Stuen og raabte: ”Kjære Fader! du maa endelig komme med mig; derude ligger Een og sover; han seer saa rart, men dog saa underligt ud, og han holder noget i Haanden, det er en Moder med sit Barn paa Armen, det er da kun et Billede, men saa levende, saa deiligt; skynd dig! skynd dig!” Johannes fulgte hende, og snart saae de et ungt Menneske med sorte Haar, mørke Øine, et brunladent livfuldt Ansigt og med en Klædedragt, som vidnede om, at han var en Fremmed. Han var imidlertid vaagnet, og sad og stirrede paa Maleriet med en Mine, som røbede Fromhed og Kummer, Johannes talte strax til ham, men til deres store Sorg kunde den Ene ikke forstaae et Ord af hvad den Anden sagde. Dog — den Fremmedes Ansigt talte godt hans Sag, og Johannes, der saae, at han var mat og forkommet, vilde ikke spilde Tiden, men gav ham, saa godt han kunde, ved Tegn tilkjende, at hans Gaard laae tæt derved, og at han gjerne vilde give ham Herberg hos sig. Derpaa tog han den Fremmede under Armen, og førte ham hjem, medens Magdalene med nysgjerrig Haand hele Veien igjennem holdt i en Kant af det malede Lærred, og næsten ude af sig selv af Henrykkelse, saae snart paa det smukke Billede, snart paa den kjerre Fremmede.

    Da de vare komne hjem, og den nye Gjæst var bleven bevertet, blev der sendt Bud efter Præsten, hvem de troede maatte forstaae det fremmede Tungemaal, som de ansaae for Latin eller Græsk, men deres Forventning slog feil. De fik ikke stort andet udfundet, end at han var fra Italien og kaldte sig Bernardo, hvilket de strax fordanskede til Bernhard, og dette Navn beholdt han al sin Tid. — ”Bernhard! Italien!” udbrød Magdalene ofte, og hvergang hun nævnte disse Ord, smiilte den Fremmede venligt til den yndige tolvaarige Pige. Iøvrigt formodede de, at han ved forrige Nats Storm ved Skibbrud maatte være kastet iland, hvilket ogsaa var Tilfældet, og efter hans Udseende at dømme, holdt de ham omtrent for tyve Aar. Maleriet, der stod paa Lørredsrullen, henrev dem ganske; noget lignende havde de aldrig seet; Træsnit, nogle maadelige Kobberstykker og et Par halv udslettede Altertavler vare de eneste Kunstsager af den Art paa Øen. Selv Præsten, der dog havde seet adskilligt meer, end de Andre, studsede ved dette Syn, men Alle opdagede ved første Øiekast, at det var den hellige Jomfru Marie med Jesusbarnet paa Armen; men saa enige de vare heri, saa uenige vare de, da Spørgsmaalet blev, hvem der var smukkest: Barnet eller Moderen; Præsten gav Jesusbarnet Fortrinet, men Johannes foretrak Marie. Med beskeden, men inderlig Glæde saae Bernhard de gode Menneskers Henrykkelse over Maleriet, og derved overbevistes han strax om, at han var falden i gode Hænder. Flere Timer henrandt saaledes under Betragtningen af det smukke Billede, men Ingen drømte om, at den Fremmede var Kunstneren, før der om Aftenen gik et Lys op for dem. De sad nemlig omkring et Bord og samtalede med hinanden, medens den stakkels Bernhard kjedede sig, da han, lig en Døvstum, hverken kunde forstaae noget af deres Tale, eller give et Ord med i Laget. Da nu Magdalene begyndte at blive søvnig, og dog ikke vilde gaae til Sengs, fik hun fat paa et Stykke Kridt, og gav sig til at male Figurer paa Bordet; da Bernhard saae dette, laante han Kridtet af hende, og tegnede alle de Tilstedeværende saa livagtigt af med et Par Streger, at det var en Lyst at see. Magdalene gjorde især store Øine, og udbrød med en indtagende Mine: ”du er da en rar En, naar du bare kunde snakke!” Man saae da strax, at han maatte være en Maler, og den følgende Morgen blev der sendt Bud over til Sjelland efter Farver og Pensler. Magdalena kunde ikke see sig mæt paa de kjære Billeder, men da det var temmelig langt ud paa Natten, blev Bordet slaaet sammen, og hun maatte til Sengs. Men hun kunde ikke sove. Gaarsdagens besynderlige Tildragelser føre som Kastevinde igjennem hendes Hoved og den stemmede Maler svævede hende bestandig for Øine; da det nu faldt hende ind, at Huuspigen vilde tørre Bordet af, naar hun om Morgenen gjorde reent, listede hun sig ganske sagte op af Sengen ind i Dagligstuen, og satte sig paa Bordet, hvor man om Morgenen fandt hende indslumret.

    Nogle Dage derefter kom Budet tilbage med Farver og Pensler. Magdalene blev sjeleglad, da Kassen blev aabnet, men den taknemmelige Glædesild, som brændte i Bernhards Øie, er ubeskrivelig. Som naar en Fugl slipper ud af Buret, eller en Fisk, der er optrukken af Vandet, kastes i Søen igjen, og med usædvanlig Fart skyder sig gjennem de blanke Vover, saaledes kom der nyt Liv i alle hans Lemmer, Fingrene prøvede uvilkaarlig Penslerne, medens Øinene gjennemgik de mangehaande Farver, og Phantasien tegnede sine skjønne Billeder. Nu fik man ogsaa travlt med alle de andre Anstalter, som vare nødvendige for Maleren, og blandt andet maatte man bygge et Skuur til ham, fordi den Lysning, som faldt gjennem de lave Vinduer, ikke var tilstrækkelig. Bernhard snedkrede og tømrede selv med utrættelig Iver, ret som naar den danske Søemand selv danner Bjelkerne til sit Skib, for snart at kunne høste Roes og Ære paa Dannebroges vilde Hædersmark.

    Nu arbeidede han baade tidlig og sildig. Neppe havde han om Morgenen taget Penslen i Haanden, for en velbekjendt Stemme raabte: ”Bernhard! Italien!” og flere Timer i Træk stod Magdalene ofte og saae paa hvert Penselstrøg. Fra denne Tid af blev hendes Væsen kjendelig livligere og muntrere, hvorfor og Johannes pleiede at sige, at Maleren havde forvandlet hende fra et Malerie til et Menneske; og i visse Maader havde han Ret, thi forhen havde hun nogen Liighed med et sjeldent Billede, hvis Værd kun Kjendere formane at fatte, nu derimod spillede Glæde og Barnlighed med prunkende Farver i hendes livfulde Væsen og behagede Alle.

    Bernhard befandt sig overordentlig vel i sin nye Stilling; daglig vandt de gode gjæstfrie Mennesker i hans Hjerte, ligesom han i deres. og jo mere han lærte det nye Tungemaal, desto fastere knyttedes de Fortroligheds-Baand, som ved gjensidig Meddelelse af Tanker og Følelser daglig vinde i Styrke. Den Stumme fik ligesom Mæle igjen, og dette naturlige Mirakel havde han fornemmelig Magdalene at takke for, som næsten hele Dagen var hos ham, naar han arbeidede, thi hendes mange Spørgsmaal og Fortællinger løsnede lidt efter lidt hans Tungebaand. Strax ved færste Øiekast havde hun behaget ham særdeles, og ved mange Leiligheder opdagede han hos hende en Dybde i Følelser og en Tankefylde, som var sjelden for hendes Alder. En vis Lethed og Ynde i alle hendes Bevægelser tiltrak sig Kunstnerens Opmærksomhed, og en elskværdig Blidhed og Hjertens Godhed vandt Mennesket. Især var det ham en Lyst, at see hende fodre sine Huusdyr og spøge med dem; adskillige Smaatræk af denne Art ridsede han i en lille Bog, hvori han tegnede alle Slags Udkast. En Dag kom hun ind til ham med forgrædte Øine; paa hans Spørgsmaal, hvad der fattedes hende, fortalte hun ham, at hendes gamle Hund var saa syg, at den neppe levede længe. ”Vilde du ikke tegne den af”, sagde hun, ”saa vil jeg sætte den i Ramme, og hænge den paa Væggen; dersom den saa døer, saa kan jeg dog hver Dag faae den at see.” — Med Glæde opfyldte Bernhard hendes Bøn.

    Om Aftenen fortalte han dem allehaande om sin Fødeegn, om sine Landsmænds Sæder og Skikke, og om de forskjellige Naturmærkværdigheder, hvorpaa den mildere Himmelegn er saa rig. Disse Gjenstande havde stort Værd for Magdalene, ligesom hendes Forældre med meest Deeltagelse hørte Fortællinger om hans Liv og om Aarsagerne, hvorfor han havde forladt sit Fædreland. Hovedbegivenhederne i hans Levnetsløb vare kortelig følgende: Bernhard var fød i Genna af fattige Forældre, der døde fra ham i hans tidlige Barndom. Hans Morbroder, en duelig Maler, havde af Barmhjertighed taget ham til sig; men der leed han saameget Ondt, at Tanken om at løbe bort tidlig opstod hos ham. Den eneste Fornøielse, han havde, var, at han fik mange smukke Malerier at see, og tidlig lærte lidt af Tegnekunsten og Farveblandingen; i sine faa Fritimer øvede han sig, og gjorde meget hurtige Fremskridt. Morbroderen ændsede ikke hans Talent og Tilbøielighed, men brugte ham til alt Slags grovt Arbeide, der ofte oversteg hans Kræfter. ”Male,” brummede han ofte: ”ja det kan jeg selv, skulde jeg troe; men bære Vand, hngge Brænde og være nyttig i Huset, det kalder man at gjøre Gavn for Føden, og det skal du gjøre.” Derfor maatte da den arme Bernhard slide og slæbe, men naar han saa havde en Times Tids Frihed til at tegne og male, forvandt han snart Smerten, og bar med oplivet Kraft sin tunge Byrde. Saalænge han endnu var en Dreng, fandt han sig med temmelig Taalmodighed i sin Skjebne, men da han blev voxen, og næsten behandledes haardere end tilforn, faldt hans Stilling ham ganske utaalelig, og al hans Tanke var at afkaste Aaget. En Dag traf han paa en Munk, hvis Ansigt indgjød Fortrolighed; han klagede sin Nød for ham, og bad ham om Raad. Haandverksmand vilde han nødig være, og at trælle var ham altfor suurt; hans høieste Ønske var, at leve som Maler og Kunstner, men for Øieblikket var han aldeles hjelpeløs. Den ærværdige Pater var ikke af det Slags Folk, hvis eneste Trøstegrund er: kommer Tid, kommer Raad; han fattede Godhed for Bernhard, og sagde: ”din Lyst og Iver for Kunsten lider jeg godt, thi den, som oprigtigen elsker det Skjønne, hans Sjel maa ogsaa være aaben for det Gode, fordi Godheden altid er skjøn. Her i Italien, hvor der vrimler af skjønne Kunstværker, maa du være udmærket i dit Fag, inden Nogen kaster Øiet paa dit Arbeide, og selv da kommer det meget an paa Lykken. Men du er ung og rask, og hvis du har Mod til at trodse Faren, saa vil jeg raade dig at drage til andre Lande og friste Lykken; maaskee en fremmed Luft kan tilaande dig det Held, du her forgjæves søgte; tit saae man jo en Plante trives bedre i en fremmed Himmelegn, end der, hvor den oprindelig bar hjemme!” Bernhard fandt bette Forslag fortræffeligt; Munken tog en hjertelig Afsked med ham, og gav ham en Skjerv til Reisepenge. Bernhard gik hjem, samlede sit bedste Tøi og sine heldigste Arbejder sammen, og sneg sig derpaa ned til Havnen, hvor han traf en Skipper, som han kjendte noget til, der skulde reise til de nordlige Lande for Fiskehandlens Skyld. Efter at have ladt et Brev tilbage, hvori han underrettede Morbroderen om sit Forehavende, seilede han bort, for paa hiin Side Havet at opdage et Land, der vilde modtage Flygtningen, og skjenke Kunstneren et Hjem. Men mange Besværligheder havde han først at udstaae, inden han kunde lande i en fredelig Havn. I Storm og Uveir blev Skibet flere Gange beskadiget, og for at det kunde blive istandsat, maatte man søge den første den bedste Havn. Herved fik Bernhard Lejlighed til at see forskjellige Mennesker og Byer; men baade var hans Sprog for ubekjendt, og hans Pung for tom til, at han kunde fatte Lyst til at gjøre nøiere Bekjendtstab med de kolde Ansigter, han næsten overalt var saa uheldig at møde. Naar Skipperen derfor saae sig i Stand til at fortsætte Reisen, gik han med Glæde ombord igjen, trøstende sig med, at han maaskee i de koldere Lande kunde finde varmere Hjerter, da baade Skipperen og nogle af Matroserne vidste saa meget Godt at fortælle om Nordboernes Gjestmildhed og ærlige Ligefremhed, og jo mere han nu blev vant til at indaande den koldere, friskere Luft, desto livligere var Haabet i hans Bryst, at han nærmede sig Maalet for sin Omflakken. — I de nordlige Farvande var Skibet bleven overfaldet af en vedholdende heftig Storm, og da det i en bælmørk Nat drev paa Grund, blev det udplyndret af Søerovere. Bernhard styrtede sig overbord, og blev næsten bevidstløs kastet iland. Det omtalte Malerie var det Eneste, han bjergede, og som en huld Skytsaand frelste det hellige Billede ham i Livsfare, og viste ham Veien til Gjæstmildhedens Bolig, hvor han blandt gode Skabninger snart fandt et lykkeligt Hjem.

    Daglig blev Øen og dens Beboere ham kjærere, og daglig glemte han mere sit Fødeland; thi for ham vare de skjønne Mindeblomster kun faa, som Barndommens Glæder, plante i det følende Hierte, og som i det Fjerne vende Vandrerens veemodige Tanker til den elskede Plet, hvor han ved Faders og Moders Haand hoppede om i Uskyldighedens Sløikjole. Modtagelig for alle gode Indtryk blev Bernhard derfor snart hjemme paa den fremmede Øe; han var som en Søn af Huset, og med sønlig Følelse og hellig Kunstnersands saae han den rene inderlige Kjærlighed, som besjelede den lille Kreds, og ubevidst virkede den dybt paa Kunstneren, saa at hans Pensel malede lutter blide Gjenstande. Sorgens og Glædens Fest med de skjønne Sindbilleder: Maries Gravhøi og det deilige Bøgetræe, funklede for ham som Dødens og Livets Stjerner paa Kjærlighedens Himmel, og jo mere levende de grebe hans Indre, desto stærkere vaktes Ønsket hos ham, ved sin Pensel at tolke sine Følelser.

    Magdalene var, som sagt, ofte hos ham, naar han malede, men paa nogen Tid havde hun lagt Mærke til, at han omhyggelig skjulte et Billede, han havde under Arbeide, naar hun kom ind til ham. En Dag, da han var gaaet ud, gik hun som sædvanlig ind i hans Arbeidsskuur, og saae der et Billede, som hun i Førstningen troede var hendes eget Portræt, thi det lignede hende virkelig noget, men ved nærmere Betragtning overbevistes hun om, at hun tog feil. Ansigtet var meget yngre end hendes, og Trækkene temmelig forskjellige. Sagen var hende ubegribelig, thi det kunde ikke være et almindeligt Malerie, da han selv havde gjort en Hemmelighed deraf. Hendes Forventning var spændt paa det høieste, men længe varede det ikke, inden Gaaden blev løst.

    Paa Sorgens Fest overrakte Bernhard Johannes det omtalte Billede. Neppe havde han kastet Øiet derpaa, for han forbavset udbrød: ”Gud! det er jo den lille Maries Aand!” — ”Ligner det virkelig?” spurgte Kunstneren. — ”Ja det er hende,” raabte Johannes og Marie som med een Mund, og den høieste Forundring og Henrykkelse funklede i deres taknemmelige Øine. — ”Men siig os dog, hvorledes hænger det sammen?” spurgte de endelig. — Bernhard viste dem derpaa nogle Linier, han havde skrevet bag paa Maleriet, og hvis Mening omtrent var denne:

    ”Fromme Kunstner!” udbrød Johannes rørt, ”du læser dybt i en Faders Hjerte, og kalder hans Elskede frem af Graven!”

    Saaledes smykkede han ofte den kjære Bolig med vakkre Billeder, og det var en Lyst at see, hvor de smukke Malerier pyntede de simple Vægge. Men efterhaanden blev hans Pensel sparsommere. Tankefuldhed afbrød ham ofte, Haanden sank, og som en Grubler sad han fordybet i sig selv med Armene overkors, men hans Arbeider fra denne Tid vare kjendelig rundere og blødere, end de forrige. Magdalene stod ikke længer hos ham som et nysgjerrigt Barn, og spurgte om dette og hiint; Knoppen skjulte ikke længer de spæde Blade i sit grønne Hylster; den nysudsprungne Rose duftede Uskyldighed og Ynde; den voxne Møe stod som en himmelsk Musa for ham; hun styrede hans Aand og hans Pensel, og hendes Billede forstyrrede ham langt oftere, end det videlystne Barn fordum. Gjennem en jordisk Skikkelse aabenbarede sig Himlen tydeligere for ham, og jo inderligere Mandens Hjerte, knyttede sig til en deilig Qvinde og den skjønne Natur, hvori hun levede, desto mere vandt Kunstneren i Fuldendthed. Han vidste, at hun var ham god, og han vidste, at hendes Forældre holdt meget af ham, men selv i den største Vished blander sig en Skygge af Tvivl, hvorved Overbevisningen kun bliver Sandsynlighed, Troen kun Haab, og det gaaer det elskende Hjerte ligesom det opmærksomt beskuende Øie, at Solens Lys ofte kan falde saaledes. at den blaae Farve viser sig som grøn. Hvad der fornemmelig afholdt ham fra at aabenbare sin Kjærlighed, var en usædvanlig Alvorlighed, han paa den senere Tid havde sporet hos Johannes; han frygtede for, at Magdalenes Fader maatte have opdaget, hvad der foregik i hans Indre, og maaskee misbilligede denne Følelse. Især voxte hans Frygt, da han havde lagt Mærke til, at et Brev, som kom til Johannes, betydeligt havde forøget denne Alvorlighed, maaskee havde han en Medbeiler, maaskee var Magdalene fra Fødselen af bestemt til en Anden. Jo længere det varede, inden han fik Grunden at vide til denne ængstelige Taushed, desto fastere og piinligere blev Overbevisningen hos ham, at hans Gisning maatte være rigtig. Dette gav ham Mod til, en Aften at tage Bladet fra Munden, og spørge om Aarsagen til denne pludselige Forandring i deres lykkelige Samliv. Bernhard sad som paa Pinebanken, og Johannes udbrød efter nogen. Betænkning saaledes: ”Magdalene! du var altid en god og lydig Datter, men nu fordrer jeg et Offer af dig. Du maa forlade dine Forældres Huus; det smerter mig bitterlig, men et Løvte binder mig. Du husker formodentlig, at jeg vandt din Moders Haand paa et Vilkaar, som jeg hidtil har fortiet, fordi jeg fandt det rigtigt; men nu er Øieblikket at tale! Jeg har nylig faaet et Brev fra din Bedstefader, som paa ny har mindet mig om mit Løvte. Jeg lovede ham, at, hvis Himlen skjenkede os en Søn, skulde han lære Søevæsenet hos Havning, fik vi derimod en Datter, skulde hun, naar hun blev voxen, komme over til ham, for at bestyre hans Huus, og gaae ham tilhaande paa hans gamle Dage. Nu er Tiden kommen; som ærlig Mand maa jeg holde mit Ord, ihvor meget det end smerter mig, at skilles fra dig; men det kan nu engang ikke være anderledes. Jeg vil ikke smigre dig med noget behageligt Ophold paa Kyholm, men som en from og god Datter vil du oversee mange Ubehageligheder ved Tanken om, at du opfylder dine Forældres Villie.” — En tung Steen væltedes fra Bernhards Hjerte; Magdalene skjulte sin Sorg, og gav sit Samtykke, hvorpaa Afskedsdagen blev berammet.

    Dagen for Afreisen kom Magdalene ind til Bernhard. Han sad fordybet i sig selv, saa at han ikke strax blev hende vaer. — ”Hvorfor maler du ikke i denne Tid?” sagde hun; ”jeg havde dog tænkt, at du vilde forære mig et smukt Billede til Amindelse om dig!’ — ”Behøver du da et Minde, for ikke at glemme mig?” spurgte han ømt, og greb hendes Haand. — ”Det just ikke”, stammede hun, og Blodet steg op i hendes livlige Kinder. — ”O Magdalene! hvis mit Billede i det Fjerne omsvævede dig, som du altid er mit Hjerte nær, o saa var jeg lykkelig! Giv mig blot en Lok af dine gule Haar! — See, denne Lok vikler jeg som en gylden Ring om min Finger, og trolover mig for evigt med dig! Du vil aldrig glemme mig, det føler jeg!” — ”Nei aldrig” sukkede hun. — ”O saa elsker du mig, du Elskelige!” og Kjærlighedens første Kys glødede paa deres Læber. — ”Under Maries Navn paa Bøgetræet”, udbrød han begeistret, ”skal Magdalenes smile; Morgensolen skal hilse med sine første Straaler de elskede Navne, og lyse himmelsk Fred og Velsignelse over dem. Ofte skal jeg hvile ved Foden af Kjærligheds Træe, og de uskyldige Fugle skulle i Toppen synge for mig om min elskede Pige. Og jeg skal male lutter skjønne Billeder, og du skal see dig selv som Barn og som Voxen afpræget i mine Arbeider som i mit Hjerte. Og naar du saa engang kommer tilbage, saa ville vi ophænge de kjære Billeder i den godslige Hytte, og i Livets Vinter skulle de kalde Foraarsdrømmene tilbage!” — Magdalene gik hjem, og med beklemt Hjerte gjorde hun Alting færdigt til Reisen. Alle Barndomsminder, alle svundne og nærværende Glæder randt hende i Tankerne; med inderlig Veemod sagde hun hver elsket Gjenstand Farvel, og bad Gud om Styrke til at opfylde sin Faders Befaling som en god og lydig Datter. Den følgende Morgen var hun oppe før Dag, og Solen stod just op, da hun plantede en Kjærminde paa sin Søsters Grav. Derpaa ilede hun hen til Bøgetræet, og uvilkaarlig sukkede hun: Bernhard! da hun saae sit Navn i den brede Stamme, omvundet af en velordnet Blomsterkrands. De friske Dugdraaber gyngede paa Bladene, og funklede saa klare i Morgenrødens Straaler, som Taarerne i hendes deilige Øine, og midt i sin Veemod følte hun sig gjennemtrængt af en inderlig beroligende Sjelefryd.

    Faa Timer efter sad hun med sin Fader i Baaden, der skulde føre hende til det nye Opholdssted; paa Strandbredden stode Marie og Bernhard, og fulgte dem med Øinene, indtil de forsvandt ved Landingsstedet. Tause saae de paa hinanden, og hele Dagen igjennem talte de næsten ikke et Ord; de vare forstemte og søgte Eensomhed. Om Aftenen kom Johannes tilbage med hjertelige Hilsener fra Magdalene, og trøstede dem det bedste han kunde, men deres Samtale og al deres Gjerning manglede fra denne Tid af den forrige Fyrighed og Kraft, saa at man tydelig kunde see, hvem det egentlig var, der satte Liv i det Hele.

    Havning modtog Magdalene med sit sædvanlige butte Væsen. ”Her er ikke megen Morskab for dig at vente, mit Barn!” sagde han; ”mit gamle rynkede Ansigt seer du vel sagtens ikke saa gjerne, som den unge Landløbers derovre, der maler Billeder til dig; men jeg tænker dog nok, vi komme ud af det alligevel!” — Magdalene rødmede; det var første Gang, at Bernhards Navn farvede hendes Kinder med Undseelsens Purpur, og det skar hende dybt i Hjertet, at høre hans bespottes. Kjærligheden er et himmelsk Barn, men naar man driller Barnet, saa græder det. — Johannes mærkede hendes Forlegenhed, og læste med faderligt Øie i hendes Hjerte. Ved Afskeden trykkede han hende til sit Bryst med de Ord: ”stoel paa Gud og paa din Fader! Alting kan endnu blive godt!” — Taalmodig og blid, som hun bestandig var, bar hun sin Skjebne. Havning holdt paa sin Viis meget af hende, og svarede langtfra ikke til de Forestillinger, hun havde gjort sig om ham. Alder og Svagelighed havde formildet ham meget, og det var kun i enkelte heftige Øieblikke, at hans forrige Vildhed brød frem. Men for den blide Pige, der i sine Forældres Huus aldrig havde seet andet, end Mildhed og Huldsalighed, var den gamle raae Søemand ofte et modbydeligt Syn, og den Ærefrygt, hun skyldte Oldingen og Bedstefaderen, var for svag, til at veie op mod den Afskye, hans lastefulde Liv havde opvakt hos hende. Men jo mere hun glemte sin forudfattede Mening, og saae Tingen som den virkelig var, desto mere beklagede hun ham, og søgte ved venlig Omgang at forædle hans Følelser, hvilket ogsaa i enkelte Øieblikke lykkedes hende, dog bleve hendes mange Overtalelser, at han skulde give slip paa Søevæsenet og tilbringe en rolig Alderdom hos hendes Forældre, altid frugtesløse. Hendes bedste Trøst og næsten eneste Glæde paa dette ode Opholdssted var, i Eensomheden at tænke paa sin Fædrenebolig og de Elskelige, som den indflurtede, og som sikkert ligesaa hjertelig mindedes hende, som hun dem.

    Johannes og Marie følte dybt Savnet af Magdalene: Morgensolen vakte dem af Søvnen, men hun kom ikke og bød dem Godmorgen; langsomt gik Dagen hen, thi den forkortedes ikke ved, munter hjertelig Tale og godmodig Syslen i Huset; og uden hendes Godnat maatte de hver Aften gaae til Høile. Et godt Barn er gode Forældres bedste Skat; daglig vinder denne himmelske Formue i Værd, og selv for en kort Tid er Afsavnet tungt, som Armod efter Rigdom; thi Barnet er deres Alt. Himmelske Rosenbaand knytte Mand og Qvinde til hinanden, ubevidst strammer Barnet Baandet til en Knude, og den jordiske Engel opløfter deres Hjerte til Himlen. Barnets Smiil er det daglige Brød, som qvæger deres Aand og giver den sin bedste Næring; de see sig selv afprægede i deres Kjærligheds Pant, og maae de undvære dette glade Syn, svømmer Øiet i Taarer og Hjertet vaander sig.

    Havnings lille Borg laae, som forhen er sagt, temmelig høit, og fra Samsøe kunde man i klart Veir tydelig skjelne Magdalenes Kammervindue, som vendte ud mod denne Side. Naar de nu om Aftenen bleve Lys vaer paa hendes Kammer, da havde Forældrene ret deres Glæde af at vanke om paa Strandbredden, og stirre hen over Vandet paa det Lys, som brændte i det Fjerne, og ved sine idelige Glimt ligesom bragte dem Hilsener fra den elskede Datter. Undertiden ledsagede Bernhard dem paa disse Aftenvandringer, men oftere gik han alene, for uforstyrret, ret af Hjertets hele Fylde at tabe sig i Beskuelsen af den skjønne Stjerne, der hver Aften tindrede fra den Huldes Kammer. Stjernen vinkede saa mægtigt ad ham, den straalede jo fra hans Himmel; Hjertet bankede, og veemodig betragtede han det eensomme Lys, til det slukkedes, og ligesom bragte ham et Godnat fra den Elskede; da først mærkede han, at det var silde, og vendte Foden hjemad, ledsaget af det dyrebare Billede, som endnu levede i Drømmen, naar Tanken var hendød i Savnen.

    Med mere blændende Farver end sædvanlig tolkede han i denne Tid sine Følelser med Penslen; hans Arbeider aandede Sværmerie og Tungsind; Tonen var noget eensformig, og den høiere Kunstnerbesindighed maatte ofte vige for det svulmende Hjerte, hvis Følelser han saa levende vilde udtrykke. Kunstneren tabte maaskee, men Mennesket vandt, og naar man saae hans Arbeider, maatte man elske ham og glemme de Misgreb, som et skarpt Øie uden Vanskelighed kunde opdage, thi Følelsens Frembringelser kunne kun veies paa Følelsens Vægtskaal, og naar de tale ret levende til Hjertet, slaae de for os som en indtagende Modsætning til den kolossalste Phanthasies Kæmpeskikkelser, som qvindelig Ynde ved Siden af mandig Skjønhed.

    Johannes læste daglig hans Følelser af hans Øie og hans Penselstrøg, og at vide sin Datter saaledes elsket, som hun fortjente, og som han selv i sin Ungdom havde elsket Marie, var ham usigelig kjært; at see sin Magdalene forenet med Bernhard, der meer end nogen Anden forstod at skatte hendes Værd, blev derfor snart hans Yndlingstanke.

    En sildig Aftenstund langt ud paa Efteraaret vankede Bernhard ene om paa Strandbredden, og længtes saa inderlig efter at see Magdalene og tale med hende. Lyset glimtede saa stærkt fra hendes Kammer, og vinkede ham med uimodstaaelig Magt. Hurtig løsnede han en lille Baad, kastede sig i den, og roede over. Vinden blæste koldt, og Skyerne skyndte sig forbi den matte Maane. Efter megen Anstrengelse kom han endelig over til den modsatte Strandbred, og trak Jollen op paa Sandet; derpaa gik han over de vaade Smaasteen og Tang, som de skumhvide Bølger besqvulpede, nærmere hen under Borgen, satte sig paa en stor Kampesteen udenfor hendes Vindue, og stirrede derop med spændt Forventning; efter en kort Stund hævede han sin Stemme og sang:

    Hendes lille Kammervindue aabnede sig; Bernhard saae sin Magdalene, og hørte hendes hulde Stemme, men Vinden viftede misundelig Talen bort fra deres Læber, saa at de gjensidigen kun hørte enkelte Ord, men dog nok til at fatte hinandens kjærlige Sprog.

    Paa denne Maade saae han nogle Gange sin Elskede, og talte med hende, men en Aften blev han overrumplet af Havnings Folk, der strax grebe ham, og førte ham til deres Herre. Frimodigen fortalte han, hvem han var, og at Aarsagen til hans eventyrlige Tog var Kjærlighed til Magdalene, hvem han elskede med Gud og Æren. Efter en Strøm af Skjeldsord sagde Havning, at han for sin Families Skyld vilde lade sig nøie med, den følgende Dag at sende ham hjem som en formelig Flygtning, for at Johannes kunde faae Øinene op, og see, hvad for en Karl han havde taget til Huse, og en anden Gang lukke Buret bedre, at Fuglen ikke flulde flyve ud. Bernhard maatte roligen finde sig i at indspærres i et afsides Kammer, og den Gamle havde ret sin Fryd af at pine og drille den arme Magalene. Endelig gik han til Hvile.

    Magdalenes Plan, at tale med Bernhard, og at sætte ham paa fri Fod, var imidlertid udtænkt, og blev strax sat i Værk. Hun ilede hen til en gammel Huuskarl, der i mange Aar havde tjent Havning, og havde Borgens Nøgler i Forvaring. Det kostede ham Overvindelse at være troe mod sin forhadte Herre, men hun havde altid været saa god og hjelpsom imod ham; Taarer og Bønner rørte den Gamle, og han gav hende den forlangte Nøgle. Sagte listede hun sig op til Bernhards Kammer; men hvor forbausedes hun, da hun aabnede Døren, ved at finde ham, nylig saa rolig, i en voldsom Sindsbevægelse, som hendes Ankomst kun halvt formaaede at dæmpe. — ”Hvad fattes dig?” spurgte hun ængstelig. — ”Min Formodning,” svarede han: ”er medleven til Vished. Seer du, imellem dette Skramlerie, som ligger her i Krogen, har jeg tilfældigviis faaet Øie paa dette Malerie, som jeg selv fordum har malet. Det var altsaa din Bedstefaders som har udplyndret det Skib, der bragte mig til mit nye Fædreland, og dette Billede er bleven reddet fra Undergang, for at skaffe mig Vished om Voldsmanden, og opfordre mig til Hevn. Betragt dog engang! det er neppe det sletteste af mine Arbeider; seer du denne gamle fortvivlede Røver i Dødsstunden; ikke sandt? han ligner Havning. Dog — han er jo din Moders Fader, og for Eders Skyld maa og vil jeg glemme hans Fornærmelser!” — ”Er det da ene mig og min Moder, der udsletter Hevnen af dit Bryst, og ikke en bedre Stemme, som byder Tilgivelse?” spurgte hun i en mildt bebrejdende Tone, og rystede paa Hovedet.

    Imidlertid havde Havning fattet Mistanke, og uden at de Elskende mærkede det, brød han ind i Kammeret med en blank Daggert i Haanden, og foer løs paa Bernhard. Lykkeligviis undveg denne hans Angreb, vristede Mordstaalet af hans Haand, og tog saa stærkt fat paa ham, at han sank i Knæe. — ”Forlang af mig, hvad du vil,” skreg Havning med fortvivlet Slemme, ”men vær naadig!” — ”Dit Liv, Gamle! er i min Haand, men jeg vil ikke misbruge Magten. Himlen være lovet, som gav mig Kraft til at modstaae dig; Ret til at straffe dig gav den mig ikke. Du har tragtet mig efter Livet, du har overfaldet og plyndret mig for nogle Aar siden, men Herren være din Dommer! See dette Billede, disse fortrukne Miner, disse vilde Øiekast, denne rystende Helvedangst! o det ligner dig saa livagtigt! ulykkelige, forblindede Olding! vend din Sjel til Gud og beed om Naade, medens det endnu er Tid!” — Krampeagtig greb den Gamle efter Billedet, og sank tilbage i en bevidstløs Tilstand.

    Da han var kommen til sig selv igjen, foldede han Hænderne, og udbrød i en usædvanlig Tone: ”er det en Drøm, eller har Gud forbarmet sig over mig, og sendt sine gode Engle til min Frelse! I gode Sjele! o værer mine Børn, og ynkes over den ulykkelige Olding, der voldte Eder saa megen Kummer! vil I I lære mig at bede til Gud, at han vil forbarmes over mig, og efter sin Naade udslette mine Synder, o saa fører mig fra dette stygge Opholdssted, og lad mig boe blandt Eder hos den fromme Marie og den gode Johannes! — Aldrig havde Havning i sit næsten halvfierdesindstyveaarige Liv glædet noget Menneskes Sjel saa meget som i dette Øieblik; Magdalene var som ude af sig selv ved Tanken om, at bringe sin Moder en Fader igjen, og Bernhards Henrykkelse var ikke mindre.

    Den følgende Morgen sad Johannes og Marie og talte om Bernhard, og søgte at trøste hinanden ved allehaande Formodninger om Aarsagen til hans Udeblivelse. Pludselig aabnedes Døren, og Havning traadte ind ledsaget af Magdalene og Bernhard. — Alles Fryd over denne lykkelige Tildragelse var ubeskrivelig². Endelig tog Johannes Ordet, rakte Bernhard sin Haand, og sagde: ”eiegode unge Ven! dig skylde vi næst Gud denne Glæde, men hvorledes skulle vi belønne Dig? Dog — maaskee har mit Faderøie ikke feilet, min Datter er din, Gud velsigne Eder og gjøre Eder lykkelige!” — Taknemmetighedens Fryd udbredte sit Lys over alle Ansigter, og denne Dag var og blev den største Glædesfest i Familien.

    Havning solgte sit Gods, forærede betydelige Gaver til Kirken og de Fattige, og kjøbte en smuk Gaard til de unge Brudefolk. I sin Stue havde han ophængt det gamle Røverbillede, som han daglig betragtede med Alvor og Anger, for ret at see Lastens afskyelige Miner og harmes over dens Vederstyggelighed. En rum Tid efter tog han engang Bernhard ved Haanden, pegede paa Billedet, og sagde med Rørelse: ”saaledes seer jeg dog ikke længer ud!” — Bernhard malede derpaa en Bodfærdig, og forærede Maleriet til Havning, der glædede sig ved at gjenkjende sig selv i enkelte Træk. Hans sidste Levetid var helliget til Andagtsøvelser og Godgjørenhed. I Nærheden af Johannes’s Gaard laae Bernhards, og de unge Ægtefolk kappedes med de ældre i kjærligt Samliv. I sine Fritimer malede han, og pyntede sin Dagligstue med mange smukke Billeder. I Begyndelsen valgte han Scener af Magdalenes Barndom, hvortil han i sin Bog havde gjort mange vakkre Udkast, men da Gud velsignede dem med Børn, var det den henrykte Faders største Fryd, at afbilde paa Lærredet den hulde Moder med hendes Glutter.

    Bøgetræet blev bestandig som en Helligdom holdt i Hævd af disse gode Mennesker, og Gud forundte dem ret mange Glædesfester.

    Alt forlængst er denne herlige Bog henvisnet, og dens bladfulde Grene hensmuldrede til Støv, men endnu kneiser der i Danmarks Skove mangen Bøgestamme, som i sin Bark viser de Elskendes Navne, der i dens Skygge mindedes den evige Kærlighed; endnu gives der mangt et Hjerte, hvis Haab er som det lysegrønne friske Løv, hvis Kjærlighed som Solens Glands, der opvarmer de frodige Grene, og hvis Troe som den høie blaae Himmel, der omhvælver den stolte Krone. O græder ikke, gode Sjele! naar den kolde Efteraarsvind nedryster de brune Blade; i Evighedens Vaar grønnes Kjærlighedens himmelske Træe, og Englene fælde Glædestaarer, naar de i Barken læse de Elskendes uudslettelige Navne! —