Christian Wilster (1797–1840)

Før smilte Himlens rene Lyseblaae

        Mig Fryd og Lyst,

Og Fredens gyldne Stjerner smaae

        Gav Hjerter Trøst.

Jeg stolede med Tillid paa min Gud,

Thi Himlens Hvælving saae saa trofast ud.

Nu er jeg ikkun glad, naar Regn og Slud

Hvert Spor af indbildt Troskab sletter ud.

Før lød min glade Sang i grønne Skov

        I frien Luft;

Med Ungdomsild jeg sang min Skabers Lov

        I Løvets Duft;

Jeg haabed o saa vist paa Kjærlighed,

Naar Træet vifted Haabet til mig ned.

Nu knuser skadefro jeg Blad paa Qvist,

Hvis falske Farve daared mig ved List.

Før var hver vakker lille Blomst mig krær,

        Og Rosen meest;

Det søde Blus i Bladets Purpurskjær

        Mig hued bedst;

Jeg elsked, o min Elskov var saa sod.

Og Blomsten var som Kjærligheden rød.

Bort Rose! bort, din Blomst er visnet hen,

Nu staaer du som en Tornebusk igjen.

Før svang jeg mig saa let i vaagen Drøm

        Til Himlen ind!

Jeg var som Lærken glad, som Duen øm,

        Og from af Sind.

Men af den gamle Vei jeg tabte Spor;

Nu gaaer jeg, en Fortvivlet her paa Jord;

Det Grønne, Blaae og Nøde var kun Tant, —

Maaskee det Sorte turde være Sandt.