Jeg er en ganske vakker lille Pige,
Ret from og blid og meer end tækkelig,
Det har jeg hørt saamange Gode sige,
Og hvorfor skulde de vel narre mig?
Men Somme seer med altfor kræsent Øie,
Og regner hver en Smaating — ak! saa nøie.
Lidt mere smuk, det gad jeg gjerne være,
Ei for at glimre eller vise mig.
Kan man da ikke slig en Tanke nære,
Skjøndt man ei derfor er forfængelig?
Der er dog vistnok intet Pigehjerte,
Hvem kolde, Blik ei slige Ønsker lærte.
Lidt mere høi, det gad jeg gjerne være,
Ei for at kneise stolt i Pigers Kreds;
Hvad hjalp det mig, at komme til en Ære,
Som vist ei kunde gjøre mig tilfreds?
O men, naar Somme kalder mig den Lille,
Da er det mig, som vilde man mig drille.
Lidt mere munter gad jeg ogsaa være,
Ak! men jeg kan jo ikke altid lee!
O thi det vilde glæde mine Kjære,
Mig stedse fro og veltilfreds at see.
O hvis, ja hvis — saa tør jeg sikkert vædde,
Man skulde aldrig mere see mig græde.
Og meget bedre jeg og være vilde;
O gode Gud! veiled min svage Fod!
Saa glemmer Somme, at jeg er saa lille,
Thi man er meer end smuk, naar man er god;
O, saa vil Himlen mine Ønsker føie,
Og Somme ikke regne Alt saa nøie.