Et frodigt Træ maa voxe uden Støtte,
At det kan store stærke Grene faae;
Thi Mod og Kraft er ikke Blomster smaae,
Som trives ved vor Hjemstavns stille Hytte.
Den Mand, hvis Arm skal Fødeland beskytte,
Opfostres ei dertil i huuslig Vraae;
I Moders Ledebaand maa Barnet gaae,
Men Ungersvenden maa fra Hjemmet flytte.
Kun den kan sine Børneskoe udtræde,
Som kraftfuld Villie hos sig selv fornemmer,
Raadvild bli’er den, hvem Andres Raad bestemmer.
Men vil ei Hjertet under Pands’ret hærdes?
Nei, vakker Gut vil mindes, hvor han færdes,
Sin egen Hæder, sine Kjæres Glæde.