De første Prygl, vi i Skolen fik,
Det var for verbum amare.
Lad os ei glemme vor Grammatik!
Selv Rector bød, os at tage vare
For Feil i det lette verbum amare,
Amare.
Enhver, som er nu iblandt os her,
Ei glemmer verbum amare;
Enhver af os har sin Pige kjær.
Bort, kolde Bryst! af vor varme Klynge,
Ifald du ei kan af Hjertet synge:
Amo.
Med Pigen har vi den skjønne Skik,
At repetere amare,
Og drukne Sorgen i hendes Blik;
Til Døden elske vi ømt vor Pige,
Da kan vi i Døden jublende sige:
Amavi.
Selv naar vort Øie paa sprenglærd Blad
Seer ei et Ord om amare,
En Aand dog smiler til os saa glad;
Og vil I vide, hvi Bog vi lukke,
Da maa med Supinum Hjertet sukke:
Amatum.
Vor Lectie fra vore Drengeaar,
Det gamle verbum smare,
Saa dybt i Hjerte og Hjerne staaer,
At vi skal juble i hele Livet,
In infinitum Infinitivet
Amare.