I Uskylds Hjerte boer en venlig Aand,
En Fredens Engel med forklaret Øie,
Som knytter Støvets Børn med stærke Baand
Til Naadens milde Fader i det Høie.
Mod Himlen stirrer den saa fromt og stivt,
Der er dens Hjem, og did vil den os føre.
Hvad skrevet staaer med Stjerners gyldne Skrivt,
Det lærer den til hvert et villigt Øre.
Og Barnlighed er denne Engels Navn,
Den er saa ydmyg from, den ene fatter,
At Smerten rammer til vort sande Gavn,
At Glædens Smiil er ofte Taarens Datter.
Dens Haand afvender Sorgens tunge Stød,
Thi Taalmods Blomst groer frodig i dens Have,
Selv mindste Glæde gjør den skjøn og sød,
Thi takfuld Sjel er glad ved ringe Gave.
Ja tillidsfuldt, som Barn ved Moders Haand,
Du vandre kan, boer Englen i dit Indre,
Den Kjærlighedens, Trøstens milde Aand,
Hvis vise Bud som Ledestjerner tindre.
Grib efter Glædens Blomst med henrykt Smiil,
Og ingen Torn en barnlig Haand skal stikke,
Og Honning du paa Bunden finde vil,
Naar Sorgens bittre Bæger du maa drikke.
Ja Barnlighedens Engel viser Vei,
Hvor Kløgten ofte famler om i Mørke,
Thi Støvets Vid og Tant den ændser ei,
Fra oven faaer den Lys og Mod og Styrke,
O Englen lede dig, som trofast Ven,
Saa skal du ei i Livets Alvor klage,
At Barnealdrens skjønne Drøm svandt hen,
Saa har du meer end Mindet jo tilbage,
Saa har den Voxne Barnets skyldfrie Sind,
Og naar saa Livets Legetid er omme,
Saa kalder Englen dig i Himlen ind,
Hvor ikkun Børn til Faderen kan komme.