Tungt Kongedattrens Taare flød
Bag Fængslets skumle Mure,
Og Alder, Kulde, Sult og Nød
Skar Pandens dybe Fure.
Herr Corfits og hans Sønner gaae
I Verden om saa vide,
Og intet Frænderne saae
Kong Christians Datter lide.
Og Tiden krøb med Sneglefjed,
Den løber ei for Klage.
Hun tænkte paa sin Herlighed
Og paa de svundne Dage.
Tit lod hun Lampen utændt staae,
Og grubled helst i Mørke,
Thi alt som Natten den faldt paa,
Vandt Tanken Lys og Styrke.
Ja Lampen tit udslukte hun,
Den harske Tran at spare;
Til Slutteren ved Morgenstund
Hun falbød den som Vare;
Og hendes List var ei omsonst,
Han Kjøbet ei forsmaa’de,
Saa fik hun til Baldyrekunst
En Naal og Silketraade.
Til Arbeid nu den hvilte Haand
Hun flittigt overlader,
Det styrked’ Qvindens høie Aand;
Hun tænkte paa sin Fader;
Naar fordum hun ved Arbeid sad,
Det husked’ hun saa nøie,
Da kyssed’ han sit Barn saa glad,
Da funkled’ Heltens Øie.
Nu sad hun der med stille Sind,
Og Sorgen sig formilded,
Trak Naalen ud, stak Naalen ind,
Og sysled med et Billed;
Men da hun brød den sidste Traad,
Hun Øiet mildt oplader,
Og stirrer paa sin Fangedaad, —
Og seer sin elskte Fader.
Og kyssede den Fader god,
Fromt Tanken sig forvilded,
Som Fader hos sin Datter stod,
Som levede hans Billed.
Som havde Læben mangt et Ord
Til hendes Trøst at sige,
Som vendte Øiet sig fra Jord
Mod Gud i Himmerige.
En Sjelefryd var dette Syn;
Hvert Træk stod der saa nøie,
Den brede Pande, tykke Bryn,
Det stolte lyse Øie,
Og Hagekløft med Smilebaand
Saa sanddru var fremstillet,
Og det var hendes Datterhaand,
Som danned Christians Billed.
Med sene Skridt henrandt den Tid
Bag kolde skumle Mure;
Den tynde Lok saa sølverhvid
Svagt skjulte Pandens Fure.
Saa gik vel tre og tyve Aar,
Da aabnes hendes Fængsel,
Den gamle Fange atter staaer
Som frie i Verdens Trængsel.
Forundret Øiet hun opslaaer,
Slukt var dets fordums Flammer.
Saalangt som Væg fra Væggen staaer,
I Fangeburets Kammer,
Saalangt kun hendes Syn kan naae,
Men gjennen, Taagens Mørke
Klart Aanden i det Fjerne saae
Sin Trøst og Mod og Styrke.
Fra Fængselsdør til Klostervraae
Den matte Fod hun vender,
Og Trøstens Ord at læse staae
I hvad hun selv bekjender:
Min Husbond holdt jeg tro min Eed
I Nød og svar Elende,
Den Viv, hvis Sjel er Kjærlighed,
Hun faaer en salig Ende.