Skjøndt Rimerie jeg har paa Hylden lagt,
Jeg stundom Pennen til Papiret sætter,
Og af og til Poeten Krandse fletter,
Den gamle Vane har saa stærk en Magt.
Er Tanken end et Nul, i Stadsedragt
Fremtræde venligt dog de smaae Sonetter,
Som streng Kritik forkaster som Koketter,
Da deres hele Værd er Pynt og Pragt.
Idee og Riim hinanden stærkt bekrige,
Den første for det sidste tit maae vige,
Dog uden Sværdslag den ei drager bort.
Men naar Metriken raaber: nu ei mere!
Da seer Poeten nok, han kom tilkort,
Og kan som Prosaist kun gratulere.