Vandringsmand, som ene
Gjennem Skoven gaaer,
Mens fra Bøgens Grene
Fuglen Triller slaaer.
Ak, mismodig vanker
Du med bange Fjed,
Har saa store Tanker,
Men saa liden Fred.
Stands! og laan et Øre
Til mit muntre Qvad!
Da faaer du at høre,
Hvi jeg er saa glad.
Her, hvor Blade sprede
Rundtom Fred og Roe,
Bygged jeg min Rede,
Reden var for to.
Kornet hist i Enge
Lod Alfader groe,
Ei det varte længe,
Var vi fleer, end to.
Hist paa spæde Unger
Ligger nu min Hun,
Mens jeg kjærligt sjunger
I den stille Lund.
Og Alfader priser
Jeg saa mangen Gang,
Og min Tak ham viser
Ved en Andagtssang.
Han gav Fuglen Vinger
Lod os Stemme faae,
Han os Føde bringer,
Os og vore Smaae.
Menneske! du græder;
See mod Himlens Blaae!
Derfra komme Glæder,
Dem kan du og faae.
Vil du Herren prise,
Vil du ligne mig,
Veien vil jeg vise
Dig til Himmerig.
Vil du altid stræbe
Kjærligt efter Dyd,
Vil din fromme Læbe
Tolke Hjertets Fryd:
Da faaer du og Vinger,
Faaer og Fuglens Sind,
Og engang du svinger
Dig i Himlen ind!