3. Sang
Eedspagten. Udsigten fra Muren. Tvekampen mellem Alexandros og Menelaos.
Eedspagten. Udsigten fra Muren. Tvekampen mellem Alexandros og Menelaos.
Da nu med Høvdinger Hærene stod opstilte til Feltslag,
Rykkede Troerne frem med Larm og Skrigen som Fugle;
Ligesom Skriget af Tranernes Flok høit lyder i Luften,
Som, naar de flye for Vinterens Kuld og evige Regnskyl,
Flyve med skingrende Skrig afsted til Okeanos’ Vande,
Død og Fordærv at bringe Pygmaiernes Puslingeslægter,
Alt i det dæmrende Gry deres mordiske Kamp de begynde;
Men det Achæiske Folk gik taust, besjelet af Kjækhed,
Svart af Iver de brændte, hinanden i Striden at bistaae.
Som naar om Fjeldenes Top Sydvinden udbreder en Taage,
Ei for Hyrderne kjær, men bedre for Tyven end Natten,
Naar man kun skimter saa vidt, som en Steen man mægter at kaste,
Saaledes steg en rygende Støv fra Kæmpernes Fødder,
Altsom de rykkede frem, og rask de drog over Sletten.
Men da de skridende frem hverandre var traadt under Øine,
Forrest blandt Troerne gik da den deilige Helt Alexandros;
Parderens Skind bedækked hans Ryg, hans Sværd og den krumme
Bue paa Skuldrene hang, to malmbevæbnede Landser
Svang han i Haand, og æsked Argeiernes boldeste Helte,
Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang.
Ham opdagede flux den krigerske Drot Menelaos,
Just som med mægtige Skridt han vandrede fremmest i Skaren.
Ret som en Løve sig fryder i Hu, naar den træffer et vældigt
Vildt, en Hjort med grenede Horn, hvad eller en Steenbuk,
Naar den er hungrig, og gridsk den sluger sit Rov, om endogsaa
Blomstrende Knøse forfølge den skarpt med hurtige Hunde,
Saa Menelaos sig fryded, saasnart han den Helt Alexandros
Saae for sit Øie, thi nu han Forbryderen haabed at tugte;
Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridsvogn.
Men da den deilige Helt Alexandros opdaged Atreiden
Forrest i Kæmpernes Rad, skrækslagen da blev han i Hjertet;
Hen til Landsmandskaren han veeg, for Døden at undflye.
Som naar en Mand, der i Bjergenes Dal opdager en Hugorm,
Farer tilbage paastand, gjennem Lemmerne løber en Gysen,
Ræd han skynder sig bort, og Kinderne vorde saa blege,
Saaledes foer Alexandros nu ind i de freidige Troers
Stimmel, betagen af Skræk for Atreus’s Søn Menelaos.
Strax blev Hektor ham vaer, og med haanlige Ord han ham lasted:
Ulykkens Paris! du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker!
Gid du aldrig var fød, eller ugift kommen af Dage!
Ja! det vilde jeg ønske, langt bedre det var dog i Sandhed,
End saaledes at gange til Spot, foragtet af Andre.
Skoggrende maae de jo lee, de haarfagre Mænd af Achaia,
Som for en ypperlig Kæmpe dig holdt, fordi du af Skabning
Est saa fager, men ei har du Kraft, ei Mod i dit Hjerte.
Hvor har en Mand som du paa havbefarende Skibe
Dristet at gange tilsøes, og sanke dig villige Svende,
Færdes blandt fremmede Folk, og fra langtbortliggende Lande
Rane den deiligste Viv, som er Frænke til dygtige Helte,
Baade din Fader og Staden og hele vort Folk til Kummer,
Fienderne kun til Fryd og dig selv til Spee og til Skjændsel
Ei for Atreiden du voved at staae? snart havde han lært dig,
Hvad for en Mand det er, hvis blomstrende Viv du har ranet;
Baade da skulde din Cithar dig ei, og ei Aphrodites
Gaver, dit Haar og din Skabning, naar strakt i Støv du dig vælted;
Dog forknyt er Troernes Folk, forlængst var du ellers
Klædt i en Kjortel af Steen for al den Fortræd du har voldt os.
Ham gjensvared paastand den deilige Helt Alexandros:
Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie, —
Dog i din Barm er Hjertet bestandig saa haardt som en Øxe,
Som udi Huggerens Haand gjennem Tømmeret gaaer, naar til Skibsbygst
Snildt han danner en Planke, og svart den forøger hans Svingkraft,
Saaledes har du i Barmen et Mod, som aldrig forfærdes.
Last for de Gaver mig ei, som mig gav Aphrodite den gyldne,
Gudernes herlige Gaver er visselig ei at forkaste,
Dem de naadigen give, dem Ingen sig selv kan forhverve!
Dog, hvis du ønsker, at nu til standende Strid jeg skal træde,
Skik da til Plads det øvrige Folk, Achaier og Troer,
Og udi Kredsen mig stil med den krigerske Drot Menelaos
Frem til en Dyst om Helena selv og om samtlige Skatte;
Hvo der af os med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie;
Slutte da skal I andre Forlig og paalidelig Eedspagt,
I skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
Hine sig hjem og Achaia det Land med de deilige Qvinder!
Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte;
Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker,
Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage.
Ham beskjød nu med Pile de haarfagre Mænd af Achaia,
Hist de sigted med Spyd, her Stene de slyngede mod ham.
Høit da hæved sin Røst Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
Standser, Argeier! Achaiske Mænd, holder inde med Spydkast!
Vist har et Ord os at sige den hjelmomstraalede Hektor.
Saa han taled, og disse paastand holdt inde med Striden;
Tause tilhobe de blev, da mælede Hektor til Begge:
Hører af mig, I Troer og pandsrede Mænd af Achaia!
Hvad Alexandros forkynder, som først gav Løsen til Krigen.
Alle de øvrige Troer og Mænd af Achaia tilhobe
Byder han ned paa den nærende Jord deres Vaaben at lægge,
Selv vil i Kredsen han frem med den krigerske Drot Menelaos
Træde til Kamp om Helena selv og om samtlige Skatte;
Hvo der af Begge med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie,
Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt.
Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
Ordet i Kredsen da tog den vældige Helt Menelaos:
Mig I høre nu ogsaa, thi mig jo gaaer denne Kummer
Nærmest til Hjerte; jeg haaber forvist, at Achaier og Troer
Nu skulle skilles i Fred efter al den Qual I har fristet
For min Uenigheds Skyld, den først Alexandros afstedkom.
Hvilken af os nu Skjebnen bestemte til Død og til Henfart,
Vel, han døe, men i Fred adskilles I andre som snarest!
Henter nu hid et Par Lam, et Gimmerlam sort og en Vædder
Hvid til Solen og Jorden, selv hente vi et til Kronion.
Kalder den kraftige Priamos hid, at han Pagten kan slutte
Selv, thi hans Sønner er frække, ei Troe og Love de holde,
At ikke Nogen den hellige Pagt skal krænke ved Eedsbrud;
Altid er Sindet hos yngere Mænd ustadigt som Luften,
Men er en Gubbe tilstede, da seer han i Nutid og Fremtid
Dybt, hvorledes det bedst til Tarv kan vorde for Begge.
Saa han taled, da glæded sig høit Achaier og Troer,
Froe ved det Haab at befries omsider fra sørgelig Krigsfærd.
Gangerne rykked i Rader de hen, selv sprang de fra Stridsvogn,
Førte sig Vaabnene af, og lagde dem hos sig paa Jorden,
Tæt laae Rustning ved Rustning, kun smalt var Rummet imellem.
Hektor til Byen nu strax afskikkede tvende Herolder,
Priamos flux at kalde derud og Lammene hente;
Men til de bugede Skibe den mægtige Drot Agamemnon
Bød sin Herold Talthybios gaae, for Lammet at hente;
Ufortøvet han lød den Helt Agamemnons Befaling.
Men til den haarfagre Helena kom nu Iris med Budskab,
Ganske livagtigen lig hendes Svigerske, Antenoridens
Viv Laodike, den skjønneste blandt Kong Priamos’ Døttre,
Som med den Drot Helikaon var gift, en Søn af Antenor.
Hende hun traf i sit Kammer, paa Væven hun vov sig en Kaabe,
Prægtig og stor, af Skarlagens Garn, og virked til Islæt
Mangen en Kamp, som Troer og malmklædte Mænd af Achaia
Havde for hende bestaaet saa suurt under Krigsgudens Hænder;
Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:
Elskede Pige! saa kom dog og see, hvad synderlig Idræt
Troernes Kæmper har for og de malmklædte Mænd af Achaia,
Hvilke hinanden tilforn paaførte den grusomme Kampfærd
Ude paa Sletten med hidsig Begjær efter drabelig Feide;
Nu de sidde saa tyst, i Mag paa Skjold de sig læne,
Striden er endt, og de mægtige Spyd staae plantede rundtom;
Men Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
Træde til Dyst om dig med vældige Landser ihænde,
Hvo der da seirer i Striden, hans elskede Viv skal du kaldes.
Talt, og i Helenas Barm den sødeste Længsel hun vakte
Efter den forrige Mand, efter Fader og Moder og Hjemstavn;
Flux hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og af Kamret
Iled hun ud, mens Taarene randt blidt ned over Kinden;
Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
Aithre, Pitheus’s Barn og den øienfagre Klymene,
Og i en Fart til den Skæiske Port de samtlige naaede.
Oppe hos Priamos der, hos Panthoos og hos Thymoites,
Klytios, Lampos med samt Hiketaon, en Ætling af Ares,
Sad Ukalegon nu med Antenor, forstandige Begge.
Der ved den Skæiske Port sad Folkets bedagede Drotter,
Alderen hvile dem bød med krigersk Bedrift, men paa Thinget
Vare de dygtige Mænd; Græshopperne lig, som i Skoven
Sidde paa Træernes Løv og qviddre med livlige Stemmer,
Saaledes sad nu her de Troiske Fyrster paa Taarnet.
Men da de nu blev Helena vaer, som Taarnet sig nærmed,
Taled de saa halv høit med bevingede Ord til hverandre:
Ei er det sært, at Troer og pandsrede Mænd af Achaia
Friste Besvær langsommelig Tid for saadan en Qvinde,
Ganske forbausende ligner hun jo Gudinder af Aasyn;
Dog ihvor deilig hun er, maa hun hjem paa Skibene drage,
Ei forblive hun her til Jammer for os og vor Afkom.
Saa de taled, og Priamos selv paa Helena kaldte:
Kom kun hid, og sæt dig hos mig, min elskede Datter!
At du kan see din forrige Mand, dine Venner og Frænder.
Du har mig Intet forskyldt, al Skyld hos Guderne hviler,
Som den usalige Krig med Achaiernes Sønner mig voldte;
Kom og nævn mig Navnet paa denne forbausende Kæmpe!
Hvem er dog hiin Achæiske Mand saa høi og saa kraftig?
Vel er der Andre, som kneise med Hovedet høit over denne,
Men for mit Øie jeg aldrig endnu har skuet saa fager,
Aldrig saa værdig en Mand, forsand han ligner en Konning.
Ham gjensvarede Helena flux, den deilige Qvinde:
Elskede Fader! ærværdig forsand og hellig du est mig!
Gid dog den rædsomme Død havde huet mig, dengang jeg fulgte
Hid med din Søn, og forlod baade Huus og min elskede Datter,
Venner og Slægt og den elskede Kreds jevnaldrende Piger!
Dog, det skete nu ei, og derfor jeg smelter i Taarer.
Dette jeg sige dig vil, hvorom du mig spørger og fritter,
Det er Kong Atreus’s Søn, den mægtige Drot Agamemnon,
Baade fortrinlig som Konning, og flink til at bruge sin Landse,
Fordum en Svoger til mig, jeg Forvorpne, ja fordum han var det.
Saa hun talte, men Gubben beundrede Drotten og udbrød:
Atreus’s salige Søn! du Signede! Gudernes Yndling!
Talrigt forsand er Achaiernes Folk, som lyder dit Herskab;
Fordum til Phrygien drog jeg engang, det yppige Viinland,
Der en Mængde jeg saae af de gangerbetvingende Phryger,
Folk, som stod under Otreus og Mygdon, en Helt som en Guddom,
Dengang i Leir de laae ved Floden Sangarios’ Bredder;
Selv var jeg med i Kæmpernes Tal, som yded dem Bistand,
Just den Dag Amazonerne kom, de mandhaftige Qvindfolk,
Færre de var dog i Tal, end Achaiernes freidige Krigshær.
Atter nu spurgte den aldrende Drot, da han skued Odysseus:
Hør min elskede Datter! fortæl mig nu ogsaa, hvem hiin er,
Vel er han mindre paa Væxten, end Atreus’s Søn Agamemnon,
Bredere dog over Brystet han er og af Hærder at skue;
Ned paa den alternærende Jord har han lagt sine Vaaben,
Men som en Vædder gaaer selv han omkring i Mændenes Rækker,
Ja med den pelsede Vædder jeg ligne ham maa, naar den vanker
Gjennem en stimlende Flok hviduldede Faar udi Vangen.
Ham gjensvarede Helena flux, hiint Barn af Kronion:
Det er Laertes’s Søn, den snedige Konning Odysseus,
Fostret han blev i Ithakas Land, som kun er en Fjeldøe,
Og han er snild til at hitte paa Raad og listige Anslag.
Strax Antenor, den kløgtige Drot, gav hende til Gjensvar:
Fuldkommen sandt er det Ord, du der fortæller os, Qvinde!
Hid jo kom allerede tilforn den Ædling Odysseus,
Skikket i Ærind om Dig med den krigerske Drot Menelaos;
Dem herberged jeg da, og gjæsted dem mildt i min Vaaning,
Begge jeg lærte da kjende af Kløgt saavelsom af Aasyn.
Var de da begge tilstede blandt Troiske Mænd i Forsamling,
Hæved Atreiden sig frem, naar de stod, med bredere Skuldre,
Men naar de sad, var Odysseus langt meer ærværdig at see til;
Toge de derpaa til Orde, og Hver udvikled sin Mening,
Rapt som et Hjul løb Ordene da Menelaos fra Tungen,
Faa, men med klingende Røst, thi ødsel med Ord var han ikke,
Skeied ei heller fra Sagen, hvorvel han af Aar var den yngste;
Men naar Odysses, den snedige Drot, sprang op fra sit Sæde,
Stod han og stirrede ned, og fæstede Blikket paa Gulvet,
Ei han Staven i Haand bevægede frem og tilbage,
Nei! urokkelig fast han den holdt, og ligned en Taabe,
Hartad skulde man troe, han var vred eller slagen med Vanvid,
Men naar han hæved sin kraftige Røst, og Ordene foer ham
Styrtende ud af hans Bryst lig Snee, naar den fyger om Vintren,
Ei skulde da nogen dødelig Mand med Odysses sig maale,
Ei med Forundring betragted vi nu hans Aasyn og Adfærd.
Tredie Gang, der Aias han saae, tog Gubben til Orde:
Hvem er den anden Achæiske Mand, saa høi og saa kraftig?
Frem han rager i Skaren med Hoved og mægtige Skuldre.
Atter ham Helena svared, den Viv langsløret og deilig:
Det er den vældige Aias, et Værn for Achaiernes Sønner.
Hist blandt Kreterne staaer Idomeneus, ret som en Guddom;
Rundt omkring ham i Hob har Kreternes Drotter sig samlet.
Fordum har mangen en Gang den krigerske Drot Menelaos
Gjæsted ham hist i vor Borg, naar han kom paa Reiser fra Kreta.
Ogsaa jeg skuer nu hist enhver blankøiet Achaier,
Som er mig vel bekjendt, og hvem jeg ved Navn kunde nævne,
To Krigshøvdinger dog er jeg ei istand til at øine,
Hestebetvingeren Kastor og Baxeren djærv Polydeukes,
Samkuldbrødre til mig, een Moder har bragt os til Verden,
Enten ei fulgte de med fra det yndige Land Lakedaimon,
Eller maaskee de kom med de havbefarende Skibe,
Men udi Heltenes Færd nu ei har Lyst sig at vise,
Bange for al den Skjændsel og Haan, som jeg dem forvolder.
Saa hun talte, dem gjemte den nærende Jord allerede
Hist i det Land Lakedaimon i Fædrenes elskede Hjemstavn.
Hen gjennem Byen Herolderne nu til den hellige Eedspagt
Bar to Lam og qvægende Viin, Afgrøden af Landet,
Fyldt paa en Gedeskinds Dunk, og selv Herolden Idaios
Bar den skinnende Kumme saavelsom de gyldene Bægre.
Trædende hen til Gubben han vakte ham saa med sin Tale:
Op! Laomedons Søn! dig byde de ypperste Kæmper,
Hestebetvingende Troer og malmbedækte Danaer,
Ned paa Sletten at gaae for at slutte paalidelig Eedspagt,
Thi Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
Træde til Dyst om Qvinden med mægtige Landser ihænde.
Hvo der da seirer i Striden, ham Qvinden og Skattene følge,
Slutte da ville de Andre Forlig og paalidelig Eedspagt,
Vi skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
Hine sig hjem og Achaia, det Land med de deilige Qvinder.
Saa han taled, men Oldingen gjøs og bød sine Svende,
Flux at spænde for Karm, og ufortrødne de lød ham.
Op steg Priamos strax og rykkede Tømmen tilbage,
Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol;
Gjennem den Skæiske Port saa Hestene traved til Sletten.
Men da de kom til Troerne hen og Achaiernes Sønner,
Steg af Vognen de ned paa den alternærende Jordbund;
Derpaa begav de sig ind midt mellem Achaier og Troer.
Flux fra sit Sæde da sprang Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
Ogsaa Odysses, den snilde, stod op; de vakkre Herolder
Samled nu Alt til den hellige Pagt; i Kummen de Vinen
Blandede først, saa heldte de Vand over Kongernes Hænder.
Atreus’s Søn, uddragende flux med Haanden en Daggert,
Som ved hans Hofte bestandigen hang ved den mægtige Sværdbalg,
Totter af Lammenes Hoveder skar, og Herolderne derpaa
Deelte dem om til de ypperste Mænd af Achaia og Troia,
Høit i Kredsen Atreiden da bad med oprakte Hænder:
Zeus Alfader, Idæiske Drot, priisværdige, høie!
Helios! lysende Sol, som Alt baade skuer og hører!
Floder og Jord, og I Tvende, som dybt under Muld efter Døden
Straffe hvert Menneskens Barn, som svor i Livet en Meeneed,
Værer os Vidner, og holder i Hævd den hellige Eedspagt!
Hvis Alexandros nu fælder den Guldhaars Drot Menelaos,
Da skal han Helena selv og samtlige Skatte beholde,
Hjem vi Andre da gaae med de havbefarende Skibe;
Hvis derimod Menelaos i Kamp Alexandros ihjelslaaer,
Da skal Troerne strax baade Godset og Helena afstaae,
Dertil de give saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter;
Dog hvis Priamos selv og Priamos’ Sønner sig vægre
Bod at erlægge til os, saafremt Alexandros er fældet,
Strax da farer med Feide jeg fort, den Bod mig at vinde,
Blivende her saalænge, til Maalet jeg naaer for mit Krigstog.
Talt, med den grusomme Kniv skar Lammenes Struber han over,
Tog saa og lagde paa Jorden dem ned, end gisped de begge,
Skjøndt deres Liv var forbi, al Kraft havde Kniven dem røvet.
Derpaa man øste den liflige Viin af Kummen med Bægre,
Gjød til Offer den ud, og bad til de evige Guder;
Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
Zeus! priisværdige, høie! I salige Guder tilhobe!
Hvo af os Begge der først overtræder den hellige Eedspagt,
Gid hans Hjerne maa flyde til Jord, som Vinen nu flyder,
Hans saavelsom hans Børns, og hans Viv vorde skjændet af Fiender!
Bedende taled de saa, men Zeus bønhørte dem ikke.
Ordet i Kredsen nu Priamos tog, hiin Dardanos’ Ætling:
Hører mig, Troer! og I malmpandsrede Mænd af Achaia!
Hjem jeg drage nu vil til det stormomsusede Troia;
Ei udholde jeg kan at see for mit Øie den Tvekamp
Mellem min elskede Søn og den krigerske Drot Menelaos;
Zeus alene dog veed med alle de salige Guder
Hvem af Begge den sluttende Død er af Skjebnen berammet.
Talt; den herlige Drot strax Lammene kasted i Vognen,
Selv saa steg han tilvogns, og rykkede Tømmen tilbage,
Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol,
Atter til Ilios hjem i en Fart saa rulled de Begge.
Hektor, Priamos’ Søn og den snedige Konning Odysseus
Maalte nu Pladsen, hvor Dyst skulde staae, saa toge de Begges
Lodder, og rysted dem om i en Malmhjelm, for at bestemme,
Hvo der af Kæmperne først det kobberne Spær skulde slynge.
Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder;
Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
Zeus Alfader! Idæiske Drot, priisværdige, høie!
Hvo blandt disse der først denne Splid mellem Folkene reiste,
Gid han maa lade sit Liv og vandre til Hades’s Bolig!
Slutte da ville vi Andre Forlig og paalidelig Eedspagt.
Saa de taled; med bortvendt Blik den straalende Hektor
Rystede Hjelmen, og Paris’s Lod sprang ud i det samme.
Folket sig satte paa Rad, hvor Enhvers fodløftende Heste
Stode for Karm, og hvor Vaabnene laae og glimred paa Jorden.
Derpaa den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,
Skyndte sig strax med at axle den prægtige Rustning om Skulder.
Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
Videre tog han og lagde sin kjødelig Broder Lykaons
Prægtige Pandser omkring sit Bryst, og det passed ham ganske,
Kasted dernæst over Axel sit sølvbenaglede Slagsværd,
Smeddet af Malm, tog Skjoldet paa Arm, baade stort og forsvarligt,
Og paa det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
Smykket med Hestehaarssvæv, vildt vaiede Busken foroven,
Greb saa tilsidst sit dygtige Spær, og det passed i Næven.
Ogsaa paa lignende Viis den Helt Menelaos sig rusted.
Men da nu Hver især til Dyst havde axlet sin Rustning,
Treen i Kredsen de frem, ind mellem Achaier og Troer,
Med et forfærdeligt Blik, til Gru for Alle, som saae det,
Hestebetvingende Troer og pladebedækte Danaer.
Nær ved hinanden de stod paa den nysafmaalede Dystplads,
Svingende hver sit Spyd, opfyldte med Harm mod hinanden.
Først udslynged den Helt Alexandros sin mægtige Spydstang
Mod Menelaos, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied
Mod det forsvarlige Skjold; da stormede frem med sin Landse
Atreus’s Søn Menelaos med Bøn til Fader Kronion:
Mægtige Zeus! skaf mig Hevn over ham, som først mig fornærmed,
Giv ham sin Helsot for denne min Haand, den Helt Alexandros,
At man i kommende Slægter endog en Gysen maa føle
Ved at fornærme den Vært, som sin Gjæst venskabelig modtog.
Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang
Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
Gjennem det skinnende Skjold den holdige Landse sig trængte,
Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser,
Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker;
Dog, han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap.
Flux Atreiden nu drog sit sølvbenaglede Slagsværd,
Løfted det høit og hug mod Spolen af Hjelmen, men Klingen
Sprang, da mod Hjelmen den slog, og i Stumper den faldt ham af Haanden;
Jamrende skreg Atreiden med Øinene vendte mod Himlen:
Fader Kronion! saa arg som Du er Ingen af Guder!
Paris jeg vented saa vist for hans nedrige Gjerning af tugte,
Men i min Haand sprang Klingen i Qvag, og Landsen tillige
Foer omsonst af Næven mig ud, jeg ramte ham ikke.
Talt, og styrtende frem han greb i den Hestehaars Hjelmbusk
Fat, og trak ham afsted mod de pladebedækte Danaer,
Og den baldyrede Rem, der var spændt under Hagen som Hjelmbaand,
Snæred saa hardt den buttede Hals, at den fast havde qvalt ham.
Nu havde bort han slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder,
Hvis Aphrodite, hiin Datter af Zeus, ei grandt havde seet det,
Remmen hun rev itu af den vældigen slagtede Oxe,
Tom da fulgte den buskede Hjelm hans senede Næve,
Og med et slyngende Kast mod de malmbeklædte Danaer
Kylede Hjelmen han hen, og de troe Stalbrødre den optog.
Atter saa stormed han frem med ivrig Begjær ham at styrte
Ned med sit kobberne Spyd, men bort Aphrodite ham snapped
Let, en Gudinde hun var jo, og hyllede tæt ham i Taage;
Derpaa hun førte ham hjem til hans virakduftende Kammer,
Bort saa gik hun at kalde paa Helena; hist paa det høie
Taarn hun snart hende traf, omringet af Troiske Qvinder;
Fat hun tog i det yndige Slør og rykked med Haanden,
Og til en gammel Moerlil omskabt hun til Helena taled,
Som hende karted og spandt den skjønneste Uld, da hun boede
I Lakedaimon endnu, og hvem hun elskede saare;
Hende livagtigen lig nu tog Aphrodite til Orde:
Kom! Alexandros dig byder, igjen dig hjem at forføie;
Hist paa den snørklede Seng har han nu i Kammeret sat sig
Straalende fager i prunkende Dragt, ei skulde man tænke,
At han var kommen fra Dyst med en Helt, men før, at han ilte
Hen til en Dands, eller nys efter Dands havde sat sig til Hvile.
Saa hun taled, og Hjertet i Helenas Bryst hun bevæged,
Men da hun saa blev vaer Gudindens fortryllende Nakke,
Og hendes yndige Barm og begge de funklende Øine,
Blev af en Gysen hun greben, tog Ordet og taled saalunde:
Slemme! hvi staaer nu atter din Hu til med Svig mig at daare,
Vil du nu føre mig længere bort til en af de store
Stæder i Phrygien eller Maioniens yndige Landskab,
Hvis blandt mælende Menneskens Børn du der har en Yndling?
Mon fordi Menelaos gik af med Seiren i Tvekamp
Med Alexandros, og agter at føre mig hjem, jeg forhadte,
Kommer du derfor nu hid til mig med Rænker i Hjertet?
Gak til Paris nu hen, forsag reent Gudernes Veie,
Sæt ei mere din Fod igjen paa høien Olympos,
Nei men klynk bestandig om ham, og beskjerm ham med Omhu,
Indtil han enten dig gjør til sin Viv eller og til sin Terne.
Ikke jeg agter nu did at gaae, at bepryde hans Leie,
Skjændigt det vilde jo være, mig vilde da Troernes Qvinder
Spotte herefter, og alt af utallige Sorger jeg martres.
Hende da svared med Harm Aphrodite, den høie Gudinde:
Trodsige! tir mig ei, at i Vrede jeg ei dig forlader,
Vorder dig ligesaa fiendsk, som jeg nu dig høiligen elsker,
Og mellem begge de feidende Folk, Danaer og Troer
Vækker et grueligt Had, saa dig times en ynkelig Henfart.
Saa hun taled, og Helena skjalv, hiint Barn af Kronion;
Tæt hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og med Taushed
Vandred hun bort, ubemærket af Qvinderne, ført af Gudinden.
Men da de saa havde naaet Alexandros’s prægtige Vaaning,
Skyndte sig Ternerne flux, og begave sig Alle til Arbeid.
Ind i Høienloftskammeret treen den deilige Qvinde,
Strax Aphrodite, den smilende Viv, en Stol hende hented,
Selv Gudinden den bar, og foran Alexandros den satte.
Der tog Helena Plads, Aigidebeherskerens Datter,
Bort hun vendte sit Blik, og talede spodsk til sin Husbond:
Hjem fra Striden du kommer, gid der du din Død havde fundet,
Dræbt af den vældige Mand, som i fordums Tid var min Husbond!
Pralet du har jo tilforn, at over den Helt Menelaos
Høit i Styrke du stod, i Armenes Kraft og i Spydkunst;
Gak da nu hen og æsk den krigerske Drot Menelaos
Ud paany til standende Strid; dog nei! jeg vil heller
Raade dig ganske fra Kamp; prøv ei slig taabelig Gjerning,
Frem at træde til Dyst med den Guldhaars Drot Menelaos
Mand mod Mand, at du ei skal lade dit Liv for hans Landse.
Paris til Orde nu tog, og gav sin Hustru til Gjensvar:
Kone! hør op at krænke mit Sind med smædelig Tale!
Seiret har nu Menelaos ved Pallas’s Hjelp, men med Tiden
Seirer vel jeg over ham, ogsaa mig er der Guder til Bistand.
Nu lad os hvile tilsammen og ømt forenes i Elskov!
Aldrig tilforn har saa brændende Lyst omhyllet mit Hjerte,
Ei engang da jeg først fra det yndige Land Lakedaimon
Havde dig røvet, og seiled paa havbefarende Skibe,
Dengang paa Kranaes Øe jeg først dig favned i Elskov,
Som jeg for dig nu blusser, og sødt henrives af Længsel.
Talt; selv først han Leiet besteg, ham fulgte hans Hustrue,
Og paa den snørklede Seng de der sig leirede begge.
Men som et glubende Dyr foer Atreus’s Søn gjennem Stimlen,
Om han etsteds maaskee kunde øine den Helt Alexandros.
Ingen af Troerne dog og de dygtige Ledtogskæmper
Mægted Atreiden at sige, hvorhen Alexandros var sluppen.
Ei dog af Yndest de havde ham skjult, havde Nogen ham øinet,
Thi han var samtlige Mænd saa forhadt som Døden den sorte.
Ordet i Kredsen da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
Seier skinbarlig jo vandt den krigerske Drot Menelaos,
Derfor I Godset og Helena selv den Argeiiske Qvinde
Give til os med saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter.
Saaledes taled Atreiden, ham jubled Achaierne Bifald.