Liden Goliath lod til at blive en Rise;
Filisterne gave ham Drikke og Spise.
Og Goliath voxte, blev drøi og lang;
en Væverbom var hans Landsestang.
Filisterne tænkte, blandt meget Andet:
„Nu har vi da faaet en Rise i Landet.”
Og hvor han gik med Bulder og Bram,
Filisterne saa sig store paa ham.
Og Goliath tænkte: „Jeg giver Jer Fanden;
man er ei for Intet i Risestanden.
Jeg lader dem gabe; de tør ei kny:
jeg hersker i Gasa, den rige By.”
Filisterne plyndred i Judas Dale;
den Mindste af dem kunde bramme og prale.
Men Judas Folk gik sammen i Leir;
da saa det ud til et Hagelveir.
Filisterne tænkte: „I la’r Jer nok skræmme;
vi har jo en Rise i Kost derhjemme.”
Da gave de Goliath Hjelm og Skjold;
da saa de først, hvad han var for en Knold.
Og Goliath tænkte: „Det lønner Umagen;
nu kommer min Glorie rigtig for Dagen.
Jeg ta’r Tabernaklet, det er mit Rov;
de Andre ta’r Resten, — jeg giver dem Lov.”
Filisterne tænkte: „Nu kan vi da vise
den hele Indretning med saaden en Rise.
Vi gaa bag hans Ryg, vi puffe ham frem;
da hugger han om sig med Fynd og Klem.”
Og frem tren Goliath, gram og bister;
han var den største blandt alle Filister.
Da fik han et Ram, hvor Panden var bar;
han faldt overende saa lang han var.
Filisterne tænkte: „Hvor kan det dog hænde,
at saadan en Karl falder plat overende?”
Men tretten Fod, det bandte de paa,
var Risens Længde fra Top til Taa.