Johan Ludvig Heiberg
Prolog ved Opførelsen af "Elverhøi" paa Christiania Theater
Prolog ved Opførelsen af "Elverhøi" paa Christiania Theater
Der er et Hlidskjalf i det Høie sat,
En Tind for rige Syner over Norden,
Hvor Lysning falder selv ved dunkel Nat
Med Varsler, frelsende for Fædrejorden.
I Aanders Kreds, som er om Varden stillet,
Seer Nordens Brødrefolk sit Forbunds-Thing,
For hvem det Skilte staaer i sluttet Ring
Og Fjeld med Slette i et samlet Billed.
Og kan det glemmes i et taaget Nu,
Der slører Høidens Tegn og Sagas Blade,
Det kjendes dog, det kommes dog i Hu,
Naar En af Kredsen kaldes fra sit Stade.
En Taage atter fra vort Blik er gleden,
Og Norden skatter dobbelt i sit Savn,
Og løfter høiere, med evigt Navn,
Den danske Skjald, der nys er vandret heden.
I Kamp han opsteg paa den steile Sti,
Og dog saa lifligt har hans Harpe tonet;
Thi mens han higed’, var han aandig fri,
Og under Kampen ridderlig forsonet.
Blandt Tidens Lynglimt og dens vilde Veer
Han blev sin Tankes Ledestjerne tro,
Og fandt sit Alt i Harmoniers Ro,
Fordi han var en Sanger og en Seer.
Og mens han forsked’ med en rastløs Aand
Og stod paa Høiden i et livfuldt Stille,
Han bandt med Skjønheds underbare Baand
De vidtadskilte Syner til sit Snille.
Med klare Træk i Speilet af hans Lune
Stod Døgnets friske Billed i hans Hjem,
Og lige klart hans Aand har manet frem
Det sunkne Trylleslot af Sagnets Rune.
Og drog der Skyer om hans Aftenstund,
Og blev han glemt fast mellem Tidens Helte,
Han veg dog ei fra sine Syners Grund,
Og bar endnu sit Runesværd ved Belte.
Og see, nu staaer han dog med krandset Pande,
Fordi han, løftet over Had og Strid,
Har vinket Slægten i en larmfuld Tid
Til Freden i det Skjønne og det Sande.
Mens denne Scene sørger ved hans Grav
Og vil sit Offer til hans Urne bære,
Skal Mindets Toner, som hans Kunst os gav,
I Hallen atter stige til hans Ære;
Men tør vi lytte til de gyldne Strenge,
Hvor Nordens milde Alvorsstemme boer,
Skal og et trofast Løfte finde Ord,
Som Fjeldets Hilsen til det danske Vænge:
De tvende Nordens Folk, hvem samme Sprog
Og Seklers Samliv inderligt forbinder,
Vil holde fast som i en Pagtens Bog
Hinandens store aandelige Minder.
Den danske Daad skal i sit Eftermæle
Ei gaae forgjæves til vor Klippekyst;
Lydt vil den kalde os med Blodets Røst,
Og vække Gjenklang og for Tanken dvæle.