Paa Dækket var Fryd og Gammen;
vi drak vore Damers Skaal,
vi sade og sladred sammen
i brogede Tungemaal.
Vi rullede nedad Rhinen,
— en magelig, yndig Vei —;
da standsed vi Dampmaskinen,
og lytted til Lorelei.
Vi saa paa den mørke Klippe,
og husked, hvad Sagnet siger,
at Lorelei er et Knippe
af syv forstenede Piger.
Vi hørte en bævende Trille,
og kunde vor Lykke prise;
thi Bølgerne bleve stille,
og Lorelei sang sin Vise.
Ved Midnat hørte jeg atter
i Drømme den sære Klang;
der var baade Hulken og Latter
i Loreleis vilde Sang:
„Hvi standse I? — Vil I Noget?
Hvad er det, I stirre paa? —
I tro nok, vi staa i Taaget,
fordi vi er gamle og graa.
Naar Klokken i Wesel ringer,
da klinger det i vort Bryst;
og Bølgen os daglig bringer
et Bud fra den grønne Kyst.
Vi vide, at Ingen freder
om Borgens vaklende Mur;
vi vide, at Ravnen reder
sin Seng i vort Jomfrubur.
Paa Borgens luftige Tinder
vi sade i gamle Dage;
og aldrig har skjønnere Kvinder
lyttet til Elskovs Klage.
Der kunde dog Ingen bøie
vort Hjerte til Ømheds Lyst;
vi kvægede kun vort Øie
ved Beilerens grumme Dyst.
Vi lode dem hugge og stikke;
de seired med liden Frugt.
Med Haan og med kolde Blikke
vi drev dem igjen paa Flugt.
Men Fyrsten af Finisterræ
kom atter med Brødre sex;
han trak paa en gylden Kjærre
sin Moder, der var en Hex.
Hun blandede Tryllevinen;
da fik vi Brødrene kjer.
De førte os ud paa Rhinen,
og lode os sidde her.
Et gudeligt Middel findes
mod Trolddommens strenge Magt;
ak, vil der da Ingen mindes,
hvad Bispen af Kølln har sagt?
Vil Ingen vor Fred bevirke,
og fremme sit eget Vel;
vil Ingen bygge en Kirke
af Stene fra dette Fjeld?
Vi synge forgjæves; vi høre
kun Latter og Leg og Fryd.
Der dirrer ei i vort Øre
en eneste ærbar Lyd.
I unge Kvinder! I pine
os bitrere nu end før,
med dristig, letfærdig Mine,
med lokkende Flagreslør.
For Eder er Kirken en Fabel,
med Helgner og hellige Kar;
I ere Prindsesser af Babel,
og Koner til Potifar.
Vi skræmme Jer dog paa det Sidste;
vi styrte med Bulder og Drøn.
De skjæreste Møer briste
af Blusel over sit Kjøn.”