Høie, vaarlig-grønne Skove,
klare Sø med Marmorbred,
hvor den milde, bløde Vove
gynger mellem Blomsterbed!
Gamle Slot, hvor Slægter sove
blidt og trygt med friske Miner,
bag baldyrede Gardiner,
i en fager Ensomhed!
I har skjenket mig en rolig,
glandsfuld Sommer-Aftenstund;
og hvor hjemlig var min Bolig
under Parkens Fyrrelund!
Aftnen bragte mig fortrolig
min Erindrings bedste Smykke;
Billedet af al min Lykke
malte den paa Rosengrund.
Fra det øde Slots Alkover
svæved Skygger mig forbi,
og de gled med Ømhed over
i mit Hjertes Drømmeri.
Alfer lig, paa Luftens Vover
svævede de lette Skygger
did, hvor Nattergalen bygger,
hen ad Skovens dunkle Sti.
Se, — hvor blege Minder smile,
og hvor Nuet glemmer sig,
bliver Sommer-Aftnens Hvile
tankefuld og drømmerig.
Da kan Fantasus henile
til det dunkle Billedkammer,
løse fra de tunge Rammer
Scener, der fortrylle Dig:
Ridderen til Kamp skal ride
med Turennes stolte Hær,
og til Afsked skal den blide
Elskov vie Heltens Sværd.
Frøknen vandrer ved hans Side,
og den strenge Moder følger;
Heltens Page halvt sig dølger
bag de rankedækte Træ’r.
Ridderen sit Værge drager,
sværger Troskab luevarm;
og den høie Frue tager
Sløifen af sin Datters Barm.
Bruden er saa rank og fager;
men hun staar med blege Kinder,
mens Matronen Smykket binder
til den pandserklædte Arm.
Nu forandrer sig vor Scene:
Helten naaet har sin Løn.
Nu gaar Moderen alene
med den bolde, kaarne Søn;
men bag Kæmpebøgens Grene
Pagens unge Kinder gløde; —
Frøknen iler ham imøde,
og nu er hun dobbelt skjøn.
Mod hans Bryst i Bølger milde
falder hendes Lokkers Strøm;
Nattergalens første Trille
hilser dem saa klar og øm.
Aftnens Glimt paa Søen spille,
hvor den stolte Svane dukker,
mens Nymfæens Kalk sig lukker
til en deilig Sommerdrøm.
Lad de fagre Syner svinde!
Natten kommer, blid og lun.
Hist fra Slots-Alleens Linde
klinger Gardens Sølvbasun.
Over Kilderne, der rinde
sagte fra Najadens Urne,
gaar den smeltende Nokturne
til mit stille Skovpaulun.