Vi sad en skyfuld Aften
Og saa over Søen hen;
Og der kom hvide Maager
Og svævede over den.
De hvide Maager meldte
Med Piben og hæse Skrig,
At nu var Havet fuldt af
Drivende Vrag og Lig.
Og Maanen trak bleg og traurig
Paa Vagt i det øde Rum;
Da saa vi en ensom Planke,
Der drev i det vide Skum.
Men Stormen for atter nordpaa
I Ryttermantel graa;
Naar Skipperen nikker søvnig,
Den lader Reveillen gaa.