Der stod en Sky i Vesten
Med gylden Kant;
Vor Luft var klar for Resten,
Og Vinden standsed næsten,
Mens Solen svandt.
Og Bølgens Triller løde
I rolig Takt.
Vi saa vor Aftenrøde
Udfolde sig og gløde
Med navnløs Pragt.
Vort Skib lod Linen spille
Paa slappe Seil;
Tilsidst kom Taager milde
Og daled ganske stille
Paa Havets Speil.
Vor Kveld var Fredens Billed,
Saa ren og skjøn;
Husvalet og formildet
Vort Mandskab holdt ved Spillet
Sin Aftenbøn:
„Mod Dybet Solen iler
Med raske Trin,
Og Havets Vove hviler
I Aftenro og smiler
Med Rosenkind.
Og Hjertets Vove svulmer
Som ved en Daab,
Og hvert et Nag, der ulmer,
Blidt vugger sig og dulmer
I Tro og Haab.
En stormfuld Dag er svunden,
Med Kamp og Nød;
En Seir atter vunden,
En Trøst er atter runden
Af Havets Skjød.
Vor Gud, lad Haabets Vinge
Ei vorde mat,
Naar dine Tuber klinge,
Naar Stag og Skjødet springe
I Mulm og Nat!”