En Somnambul jeg stod paa Fjeldets Brink,
Og havde Udsigt til de fjerne Strande,
Hvor Solen leged over stille Vande
Med brede Straalebrud og gyldne Blink.
Og Egnen var saa svulmende og rig;
Thi hver en Skraaning havde friske Skove,
Og alle Floder havde sølvklar Vove,
Og Flag og Vimpler havde hver en Vig.
Da hørte jeg din smertelige Røst;
Mit Navn Du raabte, — Drømmen var forsvunden,
Og derfor styrted jeg til Klippegrunden,
Og derfor hviler Stenen paa mit Bryst.