Zefyr legede med Grenen,
Bækken over Stenen sprang;
Ved mit Vindve, i Syrenen,
Sad en lille Fugl og sang.
Og den saa med kloge Blikke
Vaarens Længsel i min Hu,
Og den spurgte: "Har Du ikke
Kaaret Dig en Brud endnu!"
Mangen Gang i Somrens Hede
Vented jeg min Fugl igjen; —
Ak, da sad den i sin Rede,
Rosen skygged over den.