Vaaren kommer, Alt er Glæde,
Vintrens Nød er gjemt;
O, men Harpen i mit Indre
Klinger dog vemodig stemt.
Tryller Dig Naturens Blomstren,
Saftfuld, farverig?
Ak, det er et luftigt Teppe
Over Millioner Lig?
Kan Du glemme, hvad Du tabte,
Over denne unge Pragt?
Husk, med hver af dine Roser
Er en Orm af Søvne vakt.
Se, af Dagens Gløden stiger
Aftnens drømmerige Luft,
Blomstens hemmelige Vemod
Løser sig i Dug og Duft.
Lad det Svundnes dunkle Skygger
Blandes med din Foraars-Lyst,
Og bevar det hele Billed
I dit minderige Bryst.
Da skal intet Haab Dig skuffe,
Ingen Vinter skrække Dig;
Da er Vaaren i dit Indre
Fager og uvisnelig.