Et Liv, hvor Individet
Ser sine Blomster dødes,
Og agter det kun lidet, —
Hvor Herren aabenbares,
Hvor alt det Spredte mødes,
Forsones og forklares, —
Et Haab, der rækker over
Hver Alpetop af Viden,
Og gjennem vrede Vover,
I Regnskyl og i Tørke,
Ser Clair-Obscur i Tiden,
Hvor Øiet kun har Mørke, —
Det er de gyldne Stempler,
Hvormed Alfader fæster
Til Kvad i Lysets Templer,
Til Kamp, naar Templer falde,
Profeter, Helte, Præster
Og luevarme Skalde.
Hvor Barmen angstfuld banker,
Hvor Øiet nedad skuer,
Hvor Sjelen kun har Tanker
Og Stræben for sin Slummer
Paa Bolstre eller Tuer,
I Jubel eller Kummer, —
Hvor Hjerner og hvor Arme
Af Muld og Flitter hildes,
Og hente Liv og Varme
Fra denne Glød, der slukkes,
Fra denne Kraft, der spildes,
Naar Kistelaaget lukkes, —
Der gaa de krumme Gange,
Der kryber Frø og Øgle,
Og Øiet stirrer bange
Paa hvert et Fjed, der flyttes,
Og tusind Irlys gjøgle,
Og tusind Snarer knyttes.
Og Dagens Farveluer
Med Verdens Fryd og Smerte,
Og Nattens Stjernebuer,
Hvor Cherub-Vingen vifter,
Er for dit matte Hjerte
Kun Tidens faste Skifter.
En Barm, hvor Universet
I al sin Skjønhed daler,
Et Blik, der ser fra Merset
San Salvador fremtræde,
Kan glemme tusind Kvaler
For denne rene Glæde.
Med Spot fra Avinds Læbe,
Med Hadets krumme Sværde,
Du kan ei Gnisten dræbe,
Du kan ei Skjoldet kløve, —
Du kan blot Kraften hærde
Til Heltemodets Prøve.