Naar Natten svæver om de tause Strande,
Og Millioner Sølverkjerter lue,
Og Rummet straaler som en Tempelbue,
Og himmelsk Kjøling vifter om din Pande, —
O, lad da Farten kjækt fra Jorden stande!
Hvad Tanken aner, skal den henrykt skue,
Og svæve atter ned, lig Noahs Due,
Med Trøstens Olieblad fra Fredens Lande.
I Solens Glød maa Døgnets Kræfter gjære,
Og svulme stolt i tryllende Gestalter,
Og atter slukkes med de kvalte Flammer;
Men Livet, der fra Evigheden stammer,
Skal stige lutret fra det slukte Alter,
En hellig Offerdamp, mod Hjemmets Sfære.