Havet slaar
Høit mod Fjeldet;
Klangen naar
Kildevældet.
Hvilket Spil,
Hvilke Kræfter!
Kilden vil
Lytte efter.
Og sin Arm
Siden øve,
Havets Larm
Overdøve.
Og den laa
Taus og grunded,
Og dens blaa
Bølge blunded.
Paa dens Bred
Blomst og Blade
Skued ned
I dens Flade.
Og dens Il
Var forsvunden,
Af et Smil
Tryllebunden. —
Uden Drøm,
Uden Billed,
Var dens Strøm,
Da den trilled.
Klar og mild
Vil den hvile;
Blomsten vil
Kjerligt smile.