Jeg satte mig i Krogen
Og nynnede et Kvad,
Og læste saa i Bogen,
Og var saa hjerteglad.
Da randt mig i Sinde
Min Barndoms Ve og Lyst,
Og mangt et halvslukt Minde
Steg fra sin Taagekyst:
Min Fader sad i Haven
Og saa min Barnefryd.
Da bar man En til Graven
Med Sang og Klokkelyd.
Og ved den sorte Baare
Gik tvende Børn og græd;
Den ene græd saa saare,
Den anden var saa spæd.
Da blev min Fader stille,
Og tog mig paa sit Skjød:
"O, tak din Gud, Du Lille,
Din Fader er ei død!"
Da sank en angstfuld Tanke
I Barnets klare Sind;
Da trilled Taarer blanke
Ned paa den røde Kind.
Da græd jeg fromt og længe,
Gjemt i min Faders Favn;
Bad for de arme Drenge,
Og delte deres Savn.
Nu er jeg langt fra Haven, —
Nu har den tabt sit Løv, —
Og ak, saa langt fra Graven,
Der tog min Faders Støv.
Saa sad jeg taus i Krogen
Min Vinteraften hen,
Og læste vel i Bogen, —
Men Taarer faldt paa den.