Sæbe-Blærer, — se her deres Art:
I Førstningen ere de ganske smaa,
Tunge i Bunden og lysegraa;
Men bare Du blæser, voxe de snart.
Sæbe-Blærer med Farveskjær:
Lette Kloder, Verdner i Smaat,
Med Bjerg og Sø, med Kirke og Slot,
Med Høider og Sletter og grønne Træ’r.
Hold dem ei længer; det nytter lidt:
Luften favner dem lun og mild,
Solen lægger sin Guldglans til.
Lad dem stige og svæve frit!
Stige og svæve med lettere Gang,
Bæres fra Støvet paa Blomsters Duft,
Gløde og tindre i tyndere Luft;
Livet er kort, og Veien lang!
Sæbe-Blærer med gylden Kant, —
De glimre og briste, de har intet Hjem.
Alt som de steg, deres Farver svandt:
Jordens Billed sluktes i dem.