I Sorgens Dal jeg stirred
Paa Grunden, hvor jeg gik,
Og tvivlsom og fordunklet
Laa Stien for mit Blik.
Men overalt, hvor Sorgen
Sin Dugg har drysset ned,
Der er en Blomst oprunden
Af Grundens Dunkelhed.
Nu ser jeg tit tilbage,
Og studser ved min Vei,
Hvis Tvivl og dybe Mørke,
Hvis Angster glemmes ei.
Men trøstet og forsonet
Jeg mindes nu min Kval,
Og Blomster-Stien viser
Min Gang i Sorgens Dal.