Om det merckelige Falckenbergs Slag
Som Konning Frederich II. beholt imod de Suenske
Som Konning Frederich II. beholt imod de Suenske
den 20. Octobris Ano Dni 1565.
den 20. Octobris Ano Dni 1565.
54
54
1.
Vel er det sande i Lesten staar,
den Stercke sit Huss at giømme:
men kommer der den som mere formaar,
da trengis den Stercke at rømme.
2.
Der JEsus Christus Guds euig Søn,
slog sig met Dieffuelens Rige:
Da fald oss til den Seyr saa skøn,
oc hin den Stercke maat vige.
3.
Huorfor wi oc vor Kempe god,
ville stedse loffue oc prise:
Met Tro oc Bøn falde hanem til fod,
oc hannem all tack beuise.
4.
Oc siunge der aff til Euig tid,
i de tilkomende Slecte:
At hand oss her,
vor Broder blid,
vilde hielpe saa vel at fecte.
5.
Den samme Første end nu saa sterck,
sin Christen at forsuare:
Bruger saa maniget stolt Hoffuerck,
at hand kand oss beuare.
6.
Dog stiller hand sig saa trolig an,
at naar oss mest monne quide:
Da træder hand først her paa vor plan,
oc hielper oss mandelig stride.
7.
Alene hand sig oc giømme vil,
at skiffte den Seyr til maade:
Oc huem at Lycken skal falde til,
vil hand alene oc raade.
8.
Thi hand oc ene aff Guddoms mod,
haffuer alle de Lodder at volde:
Saa skiffter hand effter sit vise raad,
huort hen den beste skal falde.
9.
Hand veed oc ene at giffue Trøst,
naar tid oc sted er inde:
Wi tacke dig kiære Jesu Christ,
som hielper da dine at vinde.
10.
Saa hialpst du oc i denne Strid,
der wi vore Fiender søgte:
Loff skee dig Gud i euig tid,
som Danmarcks Krone forøgte.
11.
Der mand screff Tusind femhundrit Aar,
oc fem oc tresinds tiue:
Den tiuende dag i Octobri staar,
12.
Mod Falckenberg hen ved den Aa,
som der løber ud saa stride:
Alt paa den platz der deylig laa,
der løftet de Suenske at bide.
13.
Wi denem vel offte haffd budet til,
om de deris ære vilde volde:
at prøffue met oss it Rytter spil,
oc mandelig mod oss holde.
14.
end dog at de vel offte lod,
som de vilde met oss møde:
Dog torde de aldrig holde oss fod,
at wi dem ret kunde søge.
15.
Men stedse met forhonisk Ord,
lod de sig mercke oc kiende:
Oc saa met Brand oc grusomt Mord,
offuer arme smaa Børn oc Quinde.
16.
For Elfsborg wi tho Maanet før,
lod denem tilbiude met lige:
At de vilde holde en Slactning der,
oc ærligen mod oss at stride.
17.
De gaffue der suar, at de ocsaa,
det samme aff oss vilde haffue:
den oss skulde ilde behage.
18.
Saa holt wi vort Slactorden fri,
oc voctet vor Fiender at komme:
Men der wi røcte lit frem vdi,
begynte de strax at rømme.
19.
Der toge de hen blant Klipper oc Steen,
oc anden deris Vey at rende:
Men nu da vaare de kommen igien,
oc vilde saa lade sig kiende.
20.
En grusom Hob wi bleffue der var,
som ieg vel sige torde:
Der fløy en Fennick, for huert det Aar,
som Christus leffde paa Jorde.
21.
Men søtten vaare de Faner bold,
de Rytter sloge vd saa vide:
De Suenske sig meget Hofferdig holt,
deris Heste maatte dantze oc skryde.
22.
De lode sig tycke, vnder Heste been,
at kunde de Danske leg øde:
Thi vore haffde saa ringe anseen,
oc siuntis at ey torde møde.
23.
Dog haffuer det ærlige Danske blod,
oc ærlige Tydske dislige:
Sig icke forfærdet for sligt it Mod,
som Suensken vist aff at sige.
24.
Men strax vort Folck det kundskab fick,
huad Fiender haffde ret i sinde:
Huer til sit Harnsk oc Verie gick,
oc lod sig villig befinde.
25.
Saa røckte wi strax hen mod det sted,
som Gud vilde skiffte den Lycke:
Wi fore vel stille, dog gleddis der ved,
at Suensken vilde bide til pricke.
26.
Voris Fennicker søtten, vors Faner siu,
det vaar den mact wi haffde:
men Christus vaar for andre siu,
oc andre søtten tillagde.
27.
Met hans mact, oc det Himelske raad,
oc liden met Krigsmends forde:
Da fectet den Danske Koning god,
oc ære oc priss hiem spurde.
28.
Men der vort folck vaar kommen saa,
som Gud vilde striden skuld stande:
Da er det glæde at tencke der paa,
huad huer tog sig til hande.
29.
Som Fulen der vnder den høye sky,
oc Fisken i Floden hin brede:
Saa glæddis vor Danske Hær paa ny,
der de deris Fiender skulde søge.
30.
Mand haffuer ey hørt i Tusind Aar,
noget folck met større begere:
Være dragen imod en Hob saa stor,
endog de ferre mon være.
31.
Ieg vil oc Felt Øffuersten sige fra,
som vel er verd at neffne:
Hand oc sin ære beuiste da,
der hand kunde see sin effne.
32.
først skicked had huer hen i den sted,
som hannem burde vel at halde:
Saa trøstet hand Folcket oc raadde til met,
at huer sin ære skulde volde.
33.
Hand bad dem tencke ders Færnlands priss,
oc gamle Forelders lempe:
Oc at de huer deris Koning viss,
haffde loffuet for ham at kempe.
34.
At røctet gaar, huor huer for sig,
skulde sig ey findis lade:
Saa villig oc frimodig,
som det sig burde met alle.
35.
Thi bør det oss du Ridderskab,
der til at tencke met snilde:
At wi Vanrøct oc saadan sag,
met Mandelig dad kunde stille.
36.
Her holder nu for oss den plan,
vor Fiender som de ville bide:
Oc spottelig sender oss ord oc hoen,
om wi tør met dem stride.
37.
Derfor er det mit ord i dag,
for Gud som alle skal dømme,
At huer hand holder sig hoss sin sag,
oc tencker sin ære at giømme.
38.
Huer tencke den euig spot oc spee,
som hanem skal følge til døde:
Om hand tør icke sin Fiende see,
oc dristelig mod hannem møde.
39.
Her tencke oc hoss huer redelig Mand,
huad den kand komme til ære:
Som wspard for sit Fæderne Land,
beuiser sig tro at være.
40.
Den Gud som haffuer skabt oc giort,
til huilcken wi maatte lide:
Hand giffuer vel raad oc manddom stort,
oc hielper oss vist at stride.
41.
Det er vel sandt at wi ere faa,
oc hine vel mange flere:
Men Seyren mon dog i Himlen staa,
vaar de end dobbelt mere.
42.
Saa haffuer oc Gud i fordom tid,
beuist de Danske sin Naade:
Ieg haabes hand er i dag oss blid,
oc hielpe vil selff at raade.
43.
I see men til Danske Mend,
der til i Tydske bolde:
Fattig oc Rig, baade Herre oc Suend,
at huer sig ret kand holde.
44.
Wi ere nu kommen til denne Bro,
huor ingen met ære kand vige:
Huer meene hin anden met Hierte oc tro,
saa bliffuer Gud paa vor side.
45.
Her hoss skulle i oc ey paa mig,
Ieg vil eder føre saa flittelig,
som Gud min Siel skal tage.
46.
Seer i nu til at i giør saa,
som i aff Gud vil hende:
Ieg vil den fremmerst i spitzen staa,
oc lade min ære der kiende.
47.
Du eniste Gud som alt formaa,
oc al vor trøst mon være:
Du hielpe oss vel at komme her fra,
met euig priss os ære.
48.
Der hand saa talit kunde mand forstaa,
huad huer haffde mest i sinde:
Mand aldrig større glæde saa,
end mand der strax kunde kiende.
49.
Felt Øffuersten vaar en vnger Mand,
oc Daniel mon hand hede:
En Randzow fød i Hølsten Land,
som sig saa ærlig tede.
50.
Hand gaff det Folck oc da sligt Mod,
met saadan ord til minde:
at huer en Mand til Hest oc Fod,
bleff fri oc trøst til sinde.
51.
Der robte her vdaff sit Leed,
at hand skulde fri indsette:
de vilde ham følge som det burde ved,
oc ingen sin ære forgette.
52.
Der teede oc Gud sin store Miskund,
som wi maa vel bekiende:
At Veyr oc Regn saa Mangelund,
begynte de Danske at tiene.
53.
Der blæste den dag it Veyr saa sterck,
oc oss al mest til skade:
Men nu der wi skulde prøffue vort verck,
da vendis det oss til bade.
54.
Der aff bleff Folcket meget frjt,
oc strax bekiende ti lige:
At de formerckte at Gud saa blid,
vilde hielpe de Danske at stride.
55.
Saa drog da Øffuersten noget fram,
vilde see huor hine tog lade:
Men som hand lidet paa Veyen kam,
stod hanem it gierde til skade.
56.
Saa rode hand der de Graffuere i ring,
som Skandser oc Volde mon kaste:
I kaste mig det Stengierde omkring,
oc lader eder drabelig haste.
57.
Effterdi ieg seer oss giffuis tid,
saa lader oss Veyen slette:
Mig tyckis at Dantzen vil streck sig hid,
naar wi komme ret i trette.
58.
Der det vor giort, da drog hand frem,
vore Fiender holt lige stille:
Saa sende hand vd Trometer fem,
oc bød de Suenske til Gilde.
59.
kom her, kom her, saa blæse wi vd,
de Suenske sig ey forsømde:
Men strax sende lige saa mange imod,
oc lod oc blæse det samme.
60.
Der wi det saae, greb huer strax til,
huad hannem kom best til haande:
Her vilde nu yppis det store Spil,
som spaad vaar aff for lange.
61.
Saa kom de Suenske oss dragend imod,
wi dem met ære vndfinge:
Det bleff beuist til Hest oc Fod,
huor wi til Gildes mon ringe.
62.
De høffuitzmend alle huer sit Naffn,
i huad mand dem mon kalle:
Beuiste deris ære met styrcke oc gaffn,
oc trolig indsette de alle.
63.
Moritz Podbusk, oc Hack Holgerssøn,
oc Josua en Quale met ære:
Frantz Banner oc Peder Gyldenstiern,
Henninck Turnaw, mon Ritmester være.
64.
Den første Dræbning førde Øffuersten for,
oc Moritz wi Podbusk kalle:
Mod fem Faner Suenske, huor vnder dog vaar,
en Tysk Fane sterck met alle.
65.
Den anden Dræbning Hack Holgerssøn,
oc Josua van Qualen giorde:
Ocsaa Frantz Baner mod Faner Sex,
som Tysk oc Suenske de førde.
66.
Da dræbte oc strax Peder Gyldenstiern,
oc Henninck Tornaw til lige:
Oc Muse Fanen mod andre fem,
aff Findske oc Suerigis Rige.
67.
Der traadde oc da vort Fodfolck frem,
nest Plathow oc Strickfolck baade:
Som redligen oc beuiste dem,
oc loed sin ære der raade.
68.
met andre Friborne oc fattige met,
saa mangen stolt Heldt til pricke:
Som aff frjt Mod oc god beskeed,
gantsk stercklig mon indtrycke.
69.
Der gick da an det store bad,
som tilreed vaar for lange:
De Danske gaff paa oc følgendis ad,
de Suenske dem suettis aff Bange.
70.
It herligere Slag i Tusind Aar,
skeed icke i disse Lande:
Som mindre vden Forraskels vaar,
det kand mand sige for sande.
71.
De Suenske sig holt paa den dag reckt,
oc mandelig de sig vorde:
Der stridde baad Rytter oc mangen Kneckt,
som sig vel verie torde.
72.
Dog stod det bad ey lenge paa,
Saa mangen fri Helt der vnder laa,
som lod sit Blod der bliffue.
73.
Strax bleff der split vor Fienders hob,
De andre vaare da traad ned i Quob,
som før haffde grebit ti Verie.
74.
Saa løb de Suenske som huer kunde best,
oc sig kund best vndrycke:
De Danske fuld effter til Foed oc Hest,
oc festelig paa dem tryckte.
75.
Der toges faa Fanger,
lit byt oc roff,
der huer forfulde sin Fiende:
Baad Dansk oc Tysk foruden straff,
lod sig der mandelig kiende.
76.
Vort Fodfolck vaar en gang i nød,
Saa bleff der mangen Suensk Mand død,
som lystet at høre den Trette.
77.
Der laa saa tyckt som Løff paa Tree,
baade Vaaben Folck oc Heste:
Huor mangen det blunte, som giern vilde see,
oc heldst vdaff de Beste.
78.
Saa maatte det store Tyrani,
paa den tid noget betales:
Oc vden Tuiffel hen til sin tij,
vil det end bedre vndgieldes.
79.
En Christen første som fører Krj,
bør sig dog findis lade:
En Christen Mand, oc sla men frj,
paa dem som ham giør skade.
80.
Hans Fiender oc verhafftig mand,
maa hand fordriffue met rette:
Men Quindfolck, Børn oc nyttigt Land,
bør hanem at spaare met slette.
81.
Endog at det iblant kand skee,
at en for Orsag store:
Maa trengis til at lade sig see,
den hand ey gierne giorde.
82.
Det er en stor Elendighed,
Krig oc mod Gud at føre:
Oc helder Turckens store grusomhed,
end Christi Mildhed giøre.
83.
Dog komer Gud det smuct igen,
oc alt betalt til pricke:
Naar en Voldsmand end skønest meen,
at det er glemt huert stycke.
84.
Det siges vel oc, at en Krigs mand,
bør icke Barmhiertig være:
Men det skal haffue sin rete forstand,
om hand vil frj met ære.
85.
Huem ey sin Fiende tør gribe an,
oc vil sin Wuen spare:
Naar hand ham seer paa rette plan,
den fører sig tit i fare.
86.
Der bør hand hannem at legge ned,
oc lade sin styrcke kiende:
Oc da fuldgiøre sin Ære oc Eed,
som hand hoss Gud vil finde.
87.
Men fattige wskyldige Børn oc folck,
oc andre elendige Quinde:
At myrde oc riffue paa Spetz oc dolck,
kand ingen stor priss met vinde.
88.
Saa giorde der nogle i Rodneby,
oc Lyckeby dislige:
At større wræt oc morderij,
kunde saa vide aff at sige.
89.
De vilde beuise at de vaar Krijgs,
for de kunde Quindfolck døde,
Oc store ord tale effter gamel vijs,
oc arme smaa Børn leg øde.
90.
Det vold oc andre slig stycker med,
vilde Gud selff vedergiøre:
Naar hand men finge dem paa den sted,
som hand vild Regenskab høre.
91.
Dog ville wi ey paa denne tid,
om saadant mere scriffue:
Men bliffue her hoss den dag saa blid,
som Gud oss Seyr mon giffue.
92.
Paa huilcken den Suenske motte vige oss fra,
oc rende aff Marcken met forde:
Endog de lidet til forned saa,
viste mere end nock til orde.
93.
først iager wi denem deris Feltskyt aff,
vel stycker Halfftrediesinds tiue:
Som Suensken der hand nu Flucten gaff,
maatte lade paa Marcken bliffue.
94.
Hand det nock brugte den samme dag,
men sig til liden bade:
Thi Gud vende det saa vel i lag,
at wi finge ingen skade.
95.
Huor for wi hannem oc tacke her,
oc stedse ville loffue oc prise:
At hand saa naadig vdi vor feer,
vilde sig vor Gud beuise.
96.
saa der de rømde da toge de til,
de Moser oc Aaer at søge:
Ieg detfor sandingen sige vil,
der bleff oc mange døde.
97.
Vort Folck der skød saa mangen Mand,
oc flere for strømmen mon rinde:
Thi wi saae Heste kom offuer til Land,
oc ingen kunde Folcken finde.
98.
Men nogle der de vaar komen hist,
paa hin side Aaen met lige:
Da greb til skade fire Faner vist,
oc vilde da mandelig bide.
99.
Der maatte mand see it lystigt raad,
huad da vor Øffuerst mon giøre:
Hand stillet der strax sit Feldtskyt paa,
oc lod sin Klockere høre.
100.
saa ringte hand for deris Siel saa vel,
oc drabte da vist til lige:
Huor mangen stolt mand der stødtz ihiel,
kand mand ey nock aff sige.
101.
Huo da haffde seet de andres ferd,
huor tog til at rende:
der rende baade Støffle, spor oc Suerd,
oc søgte huor huer kunde lende.
102.
Det vaar det sidste wi dem saa,
thi Natten vild offuer oss volde:
Oc Skowe oc Moser der for oss laa,
saa nøddis wi til at holde.
103.
Dog haffde wi hafft en halff mil til,
som ieffn oc slet haffde værit:
Ieg det for sandingen sige vil,
der haffde vel flere bleffuit.
104.
Sex Tusind Suenske bleff paa den sted,
saa dantzet de oss til vilie:
Foruden de andre som mand ey veed,
oc ingen kand rettelig telie.
105.
Der siuncket sig mange hen i den Aa,
oc mange i Moser mon bliffue:
Som ingen kund vide at sige fra,
oc ingen ved Naffn kunde scriffue.
106.
Aff voris bleff Femhundret Mend,
baade Dansk oc Tydsk de bolde:
Der offuer bleff nogle saarit oc skend,
som dog deris Liff kunde holde.
107.
Wi miste oc der nogen Adel god,
dem til stor priss oc ære:
Sten Rosenspar aff danmarcks Raad,
som sig kunde mandelig tiere.
108.
Hand vaar en from gudfrycktig Mand,
baad driftig oc sterck til Hende:
Som nu oc for sit Fæderneland,
vilde lade sin troskaff kiende.
109.
Her bleff oc død saa mangen Heldt,
baade Adel oc andre dislige:
Som vel met tiden kunde bliffue formelt,
om nogen vil der aff scriffue.
110.
Saa hør det sig en Adels Mand,
sin Konning oc Herre at tiene:
Huo sig saa holder til Land oc Vand,
ham bør de røde Steene.
111.
Thi det er vist i fordom tid,
være skeed oc vel met rette:
For troskab styrcke, manddom oc flid,
er Skiolde oc Hielm indsette.
112.
det vide de vise Hoffueder vel,
huor for de Adel mon være:
Oc huor at huer sig holde skal,
at giømme sit Nafn oc ære.
113.
Sex Rytter Faner finge wi der,
oc Fem de Fennicker skøne:
Mand haffde oc vel bekommet fleer,
huem det haffde søgt alene.
114.
Der kastis vel Fennicker mangen tid,
oc vaare der offte nedslaget:
Men ingen aff oss tog det til jd,
der wi vore Fiender jaget.
115.
Der Natten kom nu driffuend paa,
bleft vor Tromet til lige:
Saa lode wi strax da aff slaa,
oss burde ey lenger at stride.
116.
Men der vort Folck kom sammen igien,
oc huer besøgte sin Fane:
Da maatte mand see for vden meen,
huem bleffuen vaar paa den Bane.
117.
Dog at wi dennem vel haffde kiær,
oc kunde vel seet de leffuet:
saa gledde wi oss dog i den fær,
at de met ære vaare bleffuet.
118.
Der fick vort Folck da Byt vel fast,
oc megen skøn ting at eye:
De haffde det tient foruden last,
det maa ieg friligen feie.
119.
Wi bleffue der paa den samme sted,
vore døde wi komme til Jorde:
De Suenske wi oc lod samle met,
oc dennem det samme giorde.
120.
dog at de sielden aff Christlig skick,
vilde Danskes Lig begraffue:
Oss burde dog icke at giøre sligt,
oc gaa saa slet aff laffue.
121.
Men strax vore fiender der vnder laa,
vor Øffuerst huad mone hand giøre?
Hand loed it Bud til Kongen gaa,
som hannem skulde Tidinde føre.
122.
Huem kand nu tencke det Hierte oc Sind,
som Kongen aff Danmarck hende:
Der hannem kom Tidinde i Kameret ind,
som Øffuersten til ham sende.
123.
Hand racte i Himelen først sin Haand,
oc Gud mon tacke oc loffue:
Saa bad hand for huer ærlig mand,
som hanem holt tro oc loffue.
124.
Der nest loed hand scriffue Breff oc bud,
til alle sine Kircker, oc Lande:
Oc bød dem tacke den Himelske Gud,
som denem haffde frjt aff vande.
125.
Hand bad dem bede at frem vdi,
vilde gud deris Vern oc være:
O hielpe hans Folck i flere slig Krij,
at prøffue sin Tro oc ære.
126.
Dette er det Slag Kong Friderich,
mand monne den Anden kalde:
Vant aff de Suenske saa mandelig,
for Falckenberg met alle.
127.
Du er euig oc hellig Trefoldighed,
som est en Gud den sande:
Du deele hanem raad oc middel met,
ret at regere sin Lande.
128.
Du vilt hannem holde vdi din Haand,
oc til det beste regere:
Ah Gud du hielp oc huer den Mand,
sit Færnland meen met ære.