Koning Frederich II
53
53
Met sine Farbrødre tuinger de wlydige Dytmerske Vnder sig met Krigsmact
Met sine Farbrødre tuinger de wlydige Dytmerske Vnder sig met Krigsmact
1.
Vdi an Vol an vdi Guds Naffn,
aff Krig oc Feide giøre wi aff saffn,
som nylige er skeed for sande:
De Rytter oc Knecte haffue vunden stor priss,
met Vaaben oc Verie effter Krigs viss,
vdi de Dytmerske Lande.
2.
Der mand screff Tusend fire hundret Aar,
fire oc halffierdesinds tiue det vaar,
saa mand en Koning vdride:
Aff Dannemarck met Pilegrims Staff,
hand actet sig til den Hellige Graff,
den Reyse bleff kynt saa vide.
3.
Koning Christian den Første aff det Naffn,
aff hanem ganger langt vide saffn,
Keyser Frederich mone hand geste:
Hand hanem vndfick effter Førstelig viss,
gaff hannem en Skenck til ære oc priss,
Dytmerske Land oc Feste.
4.
Hand gaff hannem Breff oc Segel der paa,
Paffue Sixtus det stadfeste ocsaa,
hand kom saa hiem til Land:
Screff strax de Dytmerske til der om,
deris myndige Legater til Rensborg kom
Kongens vilie at forstande.
5.
Keyselige Breff lod hand dem see,
de fore det skulde ret aldrig skee,
Danmark skulde offuer dennem raade:
De ville der vaage baade Gods oc Liff,
Land oc Stæder Børn oc Viff,
det dem maatte lidet bade.
6.
Det stod saa i Sex oc Tiue Aar,
Koning Hans den ædle Herre tog sig faar,
de dytmerskers Bønder at tuinge:
Hans Anslag bleff forseet saa slemmelig,
saa hand vndkom der neppelig,
mangen Heldt maatte der da springe.
7.
Deris store Hoffmod, Spee oc spaat,
haffuer Gud i Himelen dog fortrot,
en Første haffuer hand vdkaaren:
At heffne den skade oc store wret,
Hoffmod oc sleme Genstridighed,
som Danmarck vaar vederfaren.
8.
koning Frederich den Anden aff det Naffn,
Danmarck oc Norge til ære oc gaffn,
til Førstedommen en Herre:
førend hans naade tog Krunen paa,
stor Lycke monne hannem til Haande gaa,
stor priss oc Kongelig ære.
9.
Der nu hans Naade det forstod,
Knecte at forscriffue til Haand oc Foed,
Hertug Adolf at være deris Herre:
Rytter oc Knecte loed hand forsamle,
met Førsterne aff Holsten monne hand forhandle,
de Dytmerske at forfære.
10.
Hertug Hans aff Holsten den Første god,
Hertug Adolff hans Broder det ædel Blod,
Krigs Herrer mectig oc geffue:
De giorde met Kongen it Anslag saa kort,
at heffne de Bønders Hoffmod oc Spot,
met hannem de vilde dø oc leffue.
11.
Saa kort komme sammen de Rytter fri,
oc Knecte som lyster met Førster at kri,
de Hoffsinder aff Slot oc Feste:
Oc anden Adel velbyrdig oc god,
sig lydig oc tro befinde loed,
met Rysting,
Mand oc Heste.
12.
Der mand screff Tusind Femhundrede Aar,
Ni oc halfftrediesinds tiue det vaar,
Den Anden oc tiuende i Maj foruist,
haffuer Kongen først i Landet indreist,
de Dytmerske at forsøge.
13.
for Aluerdorp kom den Koning god,
met Rytter oc Knecte til Hest oc Foed,
de Herrer oc dislige:
Det vaar saa mangen stolter Mand,
sig Rytterlig beuiste for sand,
der lærde de Bønder at krige.
14.
Fire Faner Rytter vel beryst,
Trediue Fennicker Knecte vaare vel trøst,
den Greffue monne de forbide:
greffue Antonius aff Oldenborg den køne Heldt,
en Regement Knecte haffuer hand vduelt,
at hielpe de Herrer at stride.
15.
Der den Vlycke monne nu tilstande,
som Gud lod kome de Bønder til Haande,
de maatte det lag betale:
For Wlydighed oc Hoffmod stort,
de Danmarck oc Holsten haffue lenge giort,
de Herrer lod ey lenger forhale.
16.
I Junij Maanet den Anden dag,
de Herrer om Afftenen fick det anslag,
fra Aluersdorp monne de drage:
Wi droge for Meldorp met all vor Hær,
den stercke Gud vaar i vor Færd,
vore Fiende maatte ilde behage.
17.
En Time før Dag komme wi der faare,
at storme oc kri vaar vort aluor,
de Skandser haffuer wi indtaget:
Før Klocken sloge Otte finge wi den By,
der maatte mand høre Anskrig oc Ry,
vore Fiender haffue wi foriaget.
18.
Volff Skønuefer en Øffuerst god,
i stormen hand sit Liff der lod,
der til tho hundrede Knecte:
Sex hundrede Dythmerske lagde wi ned,
der blegnet saa mangen Kind der ved,
met Mod saa mand oss fecte.
19.
Den siuende dag der effter kom,
Brunsbyttel oc flere Sogen der om,
haffue wi indtaget met ære:
Tre hundrede toge de Herrer til naade,
loed dennem vndkomme aff den Vaade,
mangen Dytmerske daablet dere.
20.
Aff Meldorp sildig den Tolffte dag,
droge wi fem Mile den Nat met wmag,
til Tillebrygge ere wi komne:
Om morgenen fand wi obenbare,
vore Fiender vaare rømt met gantske Skare,
de skandser vaar ledige oc tomme.
21.
For Hemmingsted laae de met deris Mact,
oss der at møde vaar deris act,
wi Heide snarlige søgte:
Vore Fiender skulle der lidet aff lee,
det giorde dem i deris Hierte vee,
der maatte de met oss fecte.
22.
De søgte oc Heide met all mact,
oss der at forraske haffde de i act,
de lode oss til sig komme:
De traadde saa tapper oss der imod,
vore Førster slæt wforfæret stod,
det galt vor Rytter fromme.
23.
Wi haffde der gantske haarde kaar,
vore Knecte icke frem kommen vaar,
de vaare baade mødige oc trætte:
Stor ære bør det Førstelige Blod,
Adelen oc de Rytter god,
de monne saa frit indsætte.
24.
Vor Konning sig først i Orden loed see,
sin kønhed oc Mod lod hand betee,
hans Fiender det maatte friste:
De Herrer aff Holsten traadde mandelig frem,
saa vore Fiender det haardelig fornam,
de vaare dem skadelige Geste.
25.
Men Kongens gode oc tro Hoffsinde,
lode sig i Krigen ærlig befinde,
at verie deris Herre oc Konge:
De holt met Kongen i første Led,
fri Hierter maatte der glædis ved,
de monne saa frilig fremgange.
26.
Vort Reysetøg vaar saa knap til Haande,
det Slag det varit ey halffue lenge,
Gud hialp der obenbare:
Dog wi vaare mødig oc saare forsmect,
aff lange Hold, Arbeyd oc Vect,
vore fiender wi icke sparde.
27.
De Bønder haffue nu lært at krige,
de vilde oss slæt aldelis ey vige,
saa kom vore Knecte til Haande:
Wi droge der sammen Tredje gang,
wi giorde de Bønder Veyen trang,
dog de saa hart monne stande.
28.
Dog de stode lenge lod sig ey tuinge,
de maatte dog effter vor Pibe springe,
de bleffue der lagt i Lige:
Tre tusinde bleffue slagne vdi det Slag,
aff Gud kom dem saadan Plage,
for de vilde Kongen ey vige.
29.
Hertug Adolff bleff der ilde saar,
de andre haffde icke bedre kaar,
Erick Podebusk maatte der bucke:
Marcus Rønno disligest oc Anders Friss,
Gregorius van Anfelt ligeruiss,
mangen Heldt maatte der da sucke.
30.
En Befestning haffde de Bønder foruort,
der aff haffde de it Mod saa stort,
Hamhuss haffuer de det kaldet:
Snarlig wi det der offuer fald,
wi saffnede icke en vdaff vort tal,
stor lycke er oss tilfalden.
31.
De andre vilde icke til til Haande gaa,
wi nøddis da til at sette der Ild derpaa,
vilde det aldelis affbrende:
Til Marsk gaff Fluct oc en stor hob,
til Herrerne giorde de deris anrob,
de vilde dem gaa til Haande.
32.
Den tiuende dag der Freden vaar giort,
deris vnderdane at være:
Oc antuorde fra dem Skyt oc Land,
oc bygge try Fester til Førsternis Haand,
oc kende dem for deris Herre.
33.
Saa haffuer nu Gud dem hieme søgt,
deris traadselig Mod er nederbøgt,
det er slæt neder faldet:
Deris Spot oc Sprog om Førster god,
er betald met deris Hierte blod,
Marcken haffuer Kongen beholdet.
34.
Saa lader oss giøre vor Gud stor Tack,
for saadan sin Naade i denne Sag,
beuise vor Koning oc Ære:
GUD giffue hanem Lycke oc languarig Spir,
offuer alle sine Fiender Triumph oc seyr,
Gud være hans Skiold og Verie. AMEN.