Anders Sørensen Vedel (1542–1616)

Vedel, Anders Sørensen, 1542–1616, Historieskriver, er en af de mest tiltalende Repræsentanter for det ved Reformationens og Humanismens forenede Kræfter hos os vakte Aandsliv i fædrelandsk Retning. Han fødtes i Vejle 9. Nov. 1542. Faderen, Søren Sørensen, var en vel anset Handelsmand og Medlem af Byens Raad. Moderens, Sidse Andersdatters, Fader var Borgmester Anders Bertelsen, efter hvem Dattersønnen opkaldtes. Navnet «Vedel» (paa Latin Wellejus) optog han efter sin Fødeby. Saa snart det lod sig gjøre, blev han sat i Byens Skole, som da styredes af Niels Bredal, «en fin, lærd og skikkelig Mand til Ungdommens Optugtelse», der især er bekjendt som Forfatter af et rimet, pædagogisk Skrift «Børnespejl», indeholdende en god Vejledning for Ungdommen til høvisk Optræden under det daglige Livs forskjellige Forhold. Faderens Ønske om, at Sønnen skulde opdrages til Handelen, maatte vige for dennes brændende Læselyst. I sit 11. Aar var han allerede kommen saa vidt, at han kunde skrive «ustraffelig» Latin og havde begyndt at gjøre latinske Vers. Men da Vejle Skole ikke var saaledes udrustet med Lærerkræfter, at den kunde føre sine Elever til det akademiske Maal, saa overførtes Vedel, 14 Aar gammel, efter sin ovennævnte Lærers Raad til Latinskolen i Ribe, der da lededes af den duelige Skolemand, M. Hans Thomesen. Faderen, der selv bragte Sønnen til Ribe, satte ham i Huset hos sin Frænde, den i sin Tid navnkundige Ungdomsvejleder Jens Pedersen Grundet, da Kannik og Sognepræst ved Domkirken, der for det unge Menneske blev som en anden Fader, til hvem han sluttede sig med største Beundring og Hengivenhed.

I de 4 Aar, Vedel gik i Ribe Skole, fik han Lejlighed til ret at udfolde de fortræffelige Evner, han besad. Det omtales, at han «for sin Flittigheds, Lærdoms og Skikkeligheds Skyld blev meget afholdt af M. Hans Tausen, Superintendent i Ribe, og de derværende Prælater og Kanniker, især af Ærkedegnen M. Jens Viborg, kaldet Kansler, der laante ham af sine Bøger, især Herodots, Thukydides’, Plutarchs og Livius’ historiske Værker, som han, næst Homer, gjennemlæste med stor Flid og optegnede det bedste af, saa at Jens Kansler en Gang sagde til Grundet, at han forundrede sig over, at dette unge Menneske kunde læse og forstaa Saadanne Skribenter, som fremlærde Mænd og de, som havde studeret paa høje Skoler, ellers alene havde Forstand til at læse med Skjønsomhed». Da hans Skolemester, M. Hans Thomesen, 1561 forlod Ribe for at overtage Embedet som Sognepræst ved Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, tog han sine to dygtigste Disciple, Vedel og Peder Hegelund, med sig til Universitetet. At Vedel da var videre fremme i Kundskaber og Modenhed end de fleste Studenter, fremgaar formentlig deraf, at han allerede Aaret efter, kun 20 Aar gammel, blev udset til som Hovmester at ledsage den unge, siden som Astronom saa navnkundige Tyge Brahe paa hans Studierejse til Udlandet (Leipzig og Wittenberg). Opgaven var ikke let, da Disciplen i sine Studier ikke følte Lyst til at følge det af hans Plejefader anviste Spor, hvorved han skulde gjøres skikket til at indtræde i Statstjenesten, men derimod vilde følge sit indre Kald. Ikke uden Vanskelighed søgte Vedel at mægle mellem de stridige Interesser. Statsmand blev T. Brahe dog ikke, men vel en af sin Tids mest udmærkede Videnskabsmænd, og der grundlagdes et Venskab mellem den unge Adelsmand og hans Hovmester, der siden stod sin Prøve gjennem de skiftende Tider.

1565 kom Vedel tilbage til Kjøbenhavn. Siden besøgte han sine Forældre og Slægtninge i Vejle, men kun for snart atter at rejse ud. Wittenberg, hvor den Gang mange danske studerende opholdt sig, var hans Maal. Her tog han 1566 Magistergraden og udgav Aaret efter sit første Skrift, i det han nemlig besørgede et efterladt Arbejde («Similitudines») af sin ovennævnte, nu afdøde faderlige Ven J. P. Grundet, udgivet og ledsagede det med en smuk Skildring af den bortgangne Hædersmands Levned. Skriftet er tilegnet Kansler Johan Friis, og det var vel ogsaa denne indflydelsesrige Mand, der nogen Tid efter Vedels Hjemkomst hjalp ham til Embedet som Slotspræst i Kjøbenhavn 1568. Ved sin Dannelse, sin Veltalenhed, sit behagelige Væsen og sin historiske Indsigt vandt han i denne Stilling mange Venner, ikke blot blandt den Tids lærde, men ogsaa blandt Rigets ypperste. Det kan godtgjøres, at Mænd som Joh. Friis, Peder Oxe, Christoffer Valkendorf, Bjørn Andersen, Arild Huitfeldt o. a. satte megen Pris paa Vedel Der var nemlig blandt Landets Stormænd den Gang en mærkelig Sans for historisk Kundskab og en Lyst til at kjende Folkets og Rigets Fortid, men samtidig en stærk Følelse af, at det i høj Grad skortede paa Kilder til at erhverve saadan Kundskab. Ved Omgang med Vedel dannedes lidt efter lidt den Anskuelse hos hine fremragende Mænd, at den unge Slotspræst maatte være i Stand til at afhjælpe Savnet. Hvad Christiern Pedersen i sin Tid havde stilet efter og paabegyndt, men paa Grund af Tidernes Ugunst havde maattet efterlade ufuldendt, nemlig en Gjengivelse i det danske Sprog af Saxos Historie og en Fortsættelse deraf indtil Samtiden, det maatte Vedel formentlig kunne udrette, om Tid og Lejlighed gaves ham. Et Træk som dette, at en gammel Elsker af Fædrelandets Historie, den forhenværende Minoritermunk Peder Olufsen i Roskilde , paa sit Dødsleje (o. 1570) overdrog Vedel sine ret betydelige Samlinger, taler for, at Opmærksomheden var henvendt paa ham som paa en Mand, af hvem man i Tiden kunde vente sig Oplysning af Fædrelandets Fortid. For det samme taler den Omstændighed, at den gamle Kansler Johan Friis under Vedels jævnlige Besøg fortalte ham mærkelige Træk af Tidshistorien og af sit eget Levned, som Vedel optegnede. Ligeledes vides, at Charles Dançay, fransk Resident ved det danske Hof, meddelte ham Bidrag til den nordiske Syvaarskrigs diplomatiske Historie, hvoraf Vedel gjorde Brug i den Udsigt, han 1570 gav over Krigens Forløb (Rørdam, Hist. Kildeskrifter II). Endelig kan det berøres, at Kansler Johan Friis overdrog ham at forbedre og fuldende den Oversættelse i danske Vers af Piatinas Pavekrønnike, som Biskop Mads Lang efter Kanslerens Ønske i sin Tid havde paabegyndt. Bogen udkom 1571 under Titel «Antichristus Romanus, Romerske Pavers Levned og Gjerninger, af adskillige sandrue Historier uddragne». Vedel havde nemlig ikke nøjedes med en Omskrivning af Platinas Værk, men havde ogsaa taget andre Kilder til Hjælp.

Et Vidnesbyrd om, at man satte Vedel højt ogsaa som Præst, er det, at han blev hentet til Kjøge, da Joh. Friis paa en Rejse var bleven syg og følte sit Endeligt nær. Intet Under derfor, at han ogsaa fik det hædrende Hverv efter Kanslerens Død i Dec. 1570 at holde Ligtalen over ham, en Opgave, som han løste paa den smukkeste Maade, bl. a. ved den ypperlige Karakteristik, han gav af den gamle Statsmand og Fædrelandsven. Det var vistnok et ikke ringe Tab for Vedel, at denne Mand gik bort; men i Mænd som Rigshofmester Peder Oxe og Johan Friis’ Eftermand i Kanslerembedet, Niels Kaas, havde Vedel fremdeles dog god Støtte og Opmuntring til at skride frem paa den historiske Skribentbane. Da hans fordums Lærer, M. Hans Thomesen, døde 1573, aflagdes han med det Kannikedømme i Ribe, som den afdøde havde haft, og knyttedes derved paa ny til denne By, der siden i en lang Aarrække blev hans Hjem. Her fra fik han ogsaa sin Hustru, da han 30. Juni 1577 havde Bryllup med Marine, Datter af den gamle kongl. Historieskriver og Dekan i Ribe Kapitel, M. Hans Svaning. Hun døde dog allerede Aaret efter, kun 16½ Aar gammel, paa et Besøg hos Forældrene i Ribe.

Imidlertid havde Vedel udgivet det Værk, der længe havde optaget ham og mere end noget andet har bevaret hans Minde indtil vore Dage, nemlig «Den danske Krønnike, som Saxo Grammaticus skrev, nu først af Latinen oversat og forbedret» (1575, paa ny udgivet 1610 og 1851). Da det for Vedel, ligesom senere for Grundtvig, var om at gjøre at give Folket en virkelig læselig og tiltalende Fremstilling af Fædrenes Bedrifter, kunde han ikke nøjes med en tvungen eller ordret Gjengivelse af Saxos vanskelige og snirklede latinske Sprogvendinger, men maatte have friere Haand. Derved blev hans Værk snarere en folkelig Omskrivning end en ligefrem Oversættelse; men det er et dansk Sprogværk af høj Rang, ypperlig skikket til at give Læseren Interesse for Fortidens mindeværdige Tildragelser. Vedels gode Ven Professor Hans Frandsen ledsagede Skriftet med et Digt, der paa en fortræffelig Maade indleder Krønniken og slutter med de Ord:

        Mester Anders Vedel gjorde dette Gavn,

                som førre havde Møde og Vanske;

        thi bør hannem Tak og Eftersagn,

                til Ære, af alle danske.

Da det havde været vanskeligt at skaffe det fornødne Papir til Trykningen af det store Værk, skrev Tyge Brahe, som tog levende Del i dette nationale Foretagende, et latinsk Digt, hvori han opfordrede Danmarks Kvinder til at ofre deres Linned, for at Papirmøllen i Skaane kunde yde det fornødne Materiale.

Af Vedels andre Skrifter fra denne Tid kan her nævnes hans moderniserede Udgave af Hr. Mikkels fra Tiden før Reformationen stammende Rimværk «Undervisning om Menneskens Levned» (1571 og paa ny 1576), «Skjønne Sprog og mærkelige Sentenser af de syv vise Mænd i Grækenland», ledsagede af forskjellige filosofiske og theologiske Betragtninger (1572), samt en latinsk Oversættelse af Niels Hemmingsens «Livsens Vej» (1574 og paa ny 1580). Til den nævnte berømte Theolog stod Vedel i et Discipelforhold, der maatte gjøre de vanskelige Kaar, der bleve Hemmingsens Lod, efter at han havde fjærnet sig fra de lutherske Theologers Nadverlære, smertelige for alle dem, der ærede ham som Fædrelandets navnkundigste Lærer, og til disse maa Vedel utvivlsomt regnes, selv om han aldrig indlod sig paa offentlig at drøfte Spørgsmaal, der kunde gjøre ham mistænkt for Heterodoxi. Vedel havde foretaget Oversættelsen, inden Stormen mod Hemmingsen brød løs; var det sket nogle Aar senere, havde han maaske ikke vovet at udgive Skriftet, der vandt meget Bifald udenlands, hvor man ikke, som her i Landet, kunde holde sig til den danske Original.

Det Bifald, Oversættelsen af Saxos Krønnike havde vakt, fremkaldte det Ønske hos Peder Oxe og andre formaaende Mænd, at Vedel skulde fortsætte med de følgende Tiders Historie. Endnu turde han dog ikke give noget Løfte; men da ogsaa Niels Kaas og Jørgen Rosenkrantz, som begge elskede Historien, efter P. Oxes Død (Okt. 1575) lod ham forstaa, at man ventede, at han ikke vilde unddrage sig fra denne store fædrelandske Opgave, saa gik han endelig ind derpaa. Forhandlingerne maa have været afsluttede, da han 10. Juni 1578 fik kongl. Tilsagn om, at hvis han overlevede sin Svigerfader, M. Hans Svaning, skulde han som kongl. Historiograf faa hans Prælatur i Ribe Domkirke, «efterdi han har lovet og tilsagt at skulle beskrive danske Historier og Konger deres Bedrift og samme Arbejde nu strax begynde og foretage». Løftet fornyedes Aaret efter, og Vedel vendte nu mere og mere sit Blik mod den ny Livsopgave, der var stillet ham. Som et Forarbejde kan man formentlig betragte hans Udgave (1579) af Mester Adams bremiske og nordiske Kirkehistorie, hvoraf et Haandskrift nys var fundet i Sorø og stillet til Vedels Raadighed af Klosterforstanderen Iver Bertelsen (II, 173). Det lykkedes ham at udfinde Forfatterens Navn, der hidtil havde været ukjendt, og at tilvejebringe et betydeligt Materiale til ledsagende kritiske og oplysende Anmærkninger, der vidne om det store Kjendskab til Udlandets historiske Kildeskrifter, som Vedel allerede havde erhvervet. Særlig oplivende havde det været for ham, at Arild Huitfeldt med Iver havde tilskyndet ham til dette Udgiverarbejde, ligesom Huitfeldt i det hele viste megen Interesse for Fremgangen i Vedels historiske Studier, der i mange Henseender faldt sammen med hans egne.

Efter at Vedel var bleven fritaget for sit Embede som Slotspræst, der vistnok i de senere Aar havde trykket ham en Del, da det berøvede ham Tid til ganske at ofre sig for Historien, flyttede han 1581 til Ribe, hvor han 20. Avg. s. A. indtraadte i nyt Ægteskab, med Mette, Datter af Biskop Hans Laugesen, hvis Hustru var en Datter af Hans Tausen. I de første Aar efter hans Overflytning vare hans Kaar vel noget indskrænkede, skjønt han ved Kongens Gunst havde faaet en Kornlevering fra Riberhus som Tillæg til sit Kanonikat; men efter at Hans Svaning var død 1584, og Vedel var kommen til Nydelse af det Prælatur, der var Historiografens Løn, forbedredes hans Vilkaar betydelig, saa han nu kunde indrette sit Hjem paa «Liljebjærget» ret efter sit Ønske og med fuld Kraft hengive sig til sit historiske Arbejde. Dette tog han ikke let, da det var ham om at gjøre at komme til Bunds i Undersøgelserne. Han havde allerede tidligere i en for Kansler Niels Kaas bestemt Memorial givet en Udsigt over, hvad en Historieskriver burde kjende, og fremsat sine Tanker om Historieskrivningens Kunst. Dette paa Latin affattede Stykke omarbejdede han siden (1581) paa Dansk til det bekjendte lille, men saare indholdsrige Skrift «Om den danske Krønnike at beskrives, som han dog ikke lod trykke, men som først 1787 blev udgivet af R. Nyerup som Festskrift i Anledning af P. F. Suhms Udnævnelse til kongl. Historiograf. Af de mange træffende Bemærkninger, det vakre Skrift indeholder, kan følgende fremhæves som særlig betegnende for Forfatteren: «Sjælen og Livet i Historien er Sandhed». For at naa dette Maal var Vedel beredt til at underkaste sig store Anstrængelser, Rejser, Studier og Undersøgelser af forskjellig Art; thi det stod klart for ham, at et stort og omfattende Arbejde maatte til, om den danske Historie skulde blive saaledes beskreven, som den fortjente. Han peger ogsaa paa, at det ikke var én Mands Værk, men at flere med fælles Anstrængelser maatte hjælpes ad, om end en enkelt maatte dirigere det hele. Men paa dette Punkt kom det til at svigte for ham; thi han maatte gjøre det allermeste selv. Vel har han haft Skrivere, til Dels kun maadelige; egentlige Medarbejdere synes han derimod ikke at have haft.

For ved Selvsyn at skaffe sig de fornødne topografiske Oplysninger havde Vedel 1586 foretaget en 10 Ugers Rejse i Fædrelandet. Hans Udflugt gjaldt først Hven, hvor hans Ven fra de unge Dage havde opført sit beundringsværdige Uranieborg. Tilfældig kom Dronning Sophie der i Besøg paa samme Tid. Under en Samtale henledte Tyge Brahe hendes Opmærksomhed paa, at Vedel besad en Del gamle danske Viser. Da Dronningen ytrede Ønske om at lære disse at kjende, maatte Vedel love at sende hende en Afskrift af dem. Ved denne Lejlighed eller lidt senere maa han have opnaaet kongl. Tilladelse til at oprette et Bogtrykkeri paa sit Liljebjærg i Ribe, hvilket da ogsaa senere kom i Stand og blev ham til Nytte ved Udgivelsen af hans Skrifter. Siden fortsatte han Rejsen til Skaane, hvor han traadte i Forbindelse med Lektor (siden Biskop) Mogens Madsen, der kunde yde ham gode Oplysninger om Landskaberne hinsides Sundet. Efter Hjemkomsten tog han sig for at opfylde sit Løfte til Dronningen; men han kunde ikke nøjes med at give en Afskrift af en gammel Visebog. Han maatte efter sin Anskuelse bearbejde Stoffet og saa vidt muligt historisk oplyse det, for at det kunde afgive en tiltalende Læsning. 1591 udkom saa «Et Hundrede udvalgte danske Viser», der siden optryktes mange Gange. En anden Samling «Tragica eller gamle danske historiske Elskovsviser» blev først trykt 1657, altsaa mange Aar efter Samlerens Død.

Da Frederik II var død (1588), holdt Vedel i Ribe Domkirke den af ham siden udgivne Ligprædiken over den afdøde Konge, der navnlig er mærkelig ved hans frimodige Udtalelse om Kongens bekjendte Skjødesynd, «den skadelige Drik», uden hvilken «Hs. Naade formentlig havde kunnet leve mangen god Dag længere». Ikke længe efter opnaaede Vedel ved Henvendelse til Jørgen Rosenkrantz Regeringsraadets «fri Pasbord igjennem Riget og Fyrstendømmerne Slesvig, Holsten etc. paa sig og sine medhavende Folk, at opsøge synderlige Dokumenter, som kunde tjene til hans Forsæt til den danske Chronica at beskrive, hvor sig noget mærkeligt har tildraget». I den følgende Del af Aaret 1588 foretog han da Rejser i Sønder- og Nørrejylland, og disse Rejser fortsattes i de 2 følgende Aar i andre Landsdele. Det var Vedels Bestræbelse ved Hjælp af et Instrument, som Tyge Brahe havde overladt ham, at bestemme de forskjellige Steders Polhøjde som Grundlag for et større Danmarkskort, der skulde ledsage Historien.

Efter at disse Rejser vare afsluttede, var vel Tiden kommen til at gjøre noget alvorligt ved selve Hovedværket. Vedel havde beregnet dette til 22 «Bøger», foruden en Kirkehistorie i 7 Bøger samt Hertugdømmernes og Norges Historie. Men hvorledes var det vel muligt for en enkelt Mand, selv med den længste Levetid, at naa gjennem alt dette? Havde han indskrænket sig til en Fortsættelse af Saxo, saa havde der maaske været Haab om, at han kunde have naaet frem, men nu, da han fordybede sig i Topografi, Ethnografi, Kronologi, Oldsager, Sproghistorie og meget andet til Indledningen hørende, maatte han nødvendig strande paa de Skjær, som have været uheldbringende for saa mange ældre danske Historikere. Begrænsningens Kunst forstod man ikke ret i hine Tider. Man vilde alt, derfor fik man saa lidt færdigt. Selv uden Hensyn til Vedels altfor vidtløftige Plan for sit Historieværk kan det ikke nægtes, at han spredte sine Kræfter alt for vidt, at dømme efter de mange andre, Historien uvedkommende, Skrifter, han udgav, saasom Ligprædikener over Claus Glambek (1591), Predbjørn Podebusk (1591) og Ingeborg Gyldenstjerne (1592); end videre «Historien om Jesu Christi Pine og Død, med Bønner, Figurer og mærkelige Sentenser» (1592) og «Den XC Salme med en kort Udlæggelse udi 9 Prædikener» (1593). Alt dette vilde have passet meget godt for en Præstemand, hvis Forkyndelse mange gjærne hørte, men det maatte nødvendig distrahere Historieskriveren. Det kan derfor ikke undre nogen, at man begyndte at stille sig tvivlende over for Vedels Evne til at gjennemføre sit Forsæt. Selv synes han, Sangviniker som han var, stadig at have holdt Haabet oppe om, at det nok skulde gaa. Det kom derfor som et Tordenslag for ham, at Regeringsraadet umiddelbart efter Vedels gamle Velynders, Kansler Niels Kaas’ Død (29. Juni 1594) udnævnte Dr. Niels Krag til kongl. Historiograf. Vedel ilede strax til Kjøbenhavn for om muligt at hindre, at han ganske blev skudt til Side. Han opnaaede at faa et Aars Henstand; men da han heller ikke inden for dette Tidsmaal kunde fremlægge Saadanne Prøver af sit Værk, at han kunde bringe Tvivlen om hans Arbejdsdygtighed til Tavshed, saa blev Enden den, at han maatte afgive Historiograflønnen – Prælaturet i Ribe – til Krag tillige med det meste af det historiske Materiale, han med Møje havde faaet indsamlet. Et Forsøg, han gjorde paa at blive Biskop i Ribe Stift ved sin Svigerfaders, M. Hans Laugesens Død (16. Avg. 1594), mislykkedes, da M. Peder Hegelund, hans gamle Skolekammerat, nu Lektor ved Ribe Domkirke, blev ham foretrukken.

Sin følgende Levetid tilbragte Vedel i Stilhed i Ribe, hvor han endnu havde sit Kanonikat at leve af og forskjellige Kapitelshverv at sysle med, især efter at han var bleven Kapitlets Senior. Efter hans velhavende Svigerforældres Død er der vistnok tilfaldet ham en ikke ganske ubetydelig Arv. Det tunge Slag, der havde ramt ham, var dog ikke let at forvinde. Det antydes, at der senere er ydet ham en vis Oprejsning for det lidte Tab; men vi vide ikke ret, hvori den har bestaaet. Maaske deri, at han fremdeles fik Ret til at betegne sig som kongl. Historieskriver. De kjære historiske Studier lagde han da heller ikke paa Hylden, om han end ikke følte Kald til at udgive noget af det meget, han havde samlet og udarbejdet. I en vis Henseende maatte han føle sig lettet, da Ansvarets tunge Tryk var taget fra hans Skuldre, efter at han havde maattet afgive Dekanatet. Men Historien fik han aldrig fuldendt. Kun nogle Brudstykker, saasom Fortalen til Værket samt Svend Tjugeskjægs Historie, bleve 1705 udgivne af en af hans Efterkommere, Assessor Johs. Laverentzen. I vore Bibliotheker findes fast utallige Levninger af hans Samlinger, men mest alle Haande løse Notitser, meget lidt helt eller afsluttet.

Om Vedel kan man sige, at han vilde noget stort; men da det gjaldt om at faa det udført, svigtede Kræfterne. Hans Krav til Fuldstændighed og Fuldkommenhed i Form som i Indhold vare større end hans Evne til at fyldestgjøre Kravene. Og dog vil hans Navn blive i Ære, saa længe dansk Litteratur bestaar; thi det store, han vilde, sigtede alt til at hævde og forøge Fædrelandets Hæder. Hans Personlighed øver endnu en tiltrækkende Virkning paa Beskueren; thi Arven fra Fædrene var ham dyrebar, og han har i ikke ringe Grad bidraget til at give en yngre Slægt Syn for dens Værd. 1902 rejstes et Mindesmærke for ham i den By, der havde ydet ham et venligt Hjem i den største Del af hans Liv. Ved dets Afsløring tolkedes i veltalende og sande Ord de Følelser, som endnu maa besjæle os over for den gudfrygtige, fædrelandssindede, trofaste Dannemand, der i sin levende Kjærlighed til Folkets Sprog og Minder stræbte at løfte den dyrebare Arv, der var levnet fra de henrundne Tider.

Vedel døde efter længere Tids Svagelighed 13. Febr. 1616, hans Enke Mette Hansdatter 27. Dec. 1633. Af deres 9 Børn kom de 7 til voxen Alder; deres Efterslægt blomstrer endnu.