Koning Christians III Christelig Affgang aff dene Verden
52
52
1.
Wi kunde formercke baade Aarle oc silde,
at huo vel leffuer døer aldrig ilde,
Døden kand hannem ey skade giøre:
Saa mone det Koning Christian gaa,
en salig Affgang den monne hand faa,
som wi nu fanger at høre.
2.
Paa Kolding Huss det Slot met ære,
den dag nest effter Julaften mone være,
begynte den Herre oc sagde:
Hoss mig haffuer været en Ven saa god,
hand haffuer mig trøstet met it frit mod,
det mig gantske vel behagde.
3.
Hand sagde, nu strax Ny Aar gaar ind,
skulde ieg min Sorg oc Siugdom foruind,
oc aldrig mere at quide,
det er min Aluor ieg siger eder sant,
det er icke Drømme, skemt eller tant,
der paa maa i fast lide.
4.
Huem det skulde været han dog ey rørde,
ey heller hannem nogen der om atspurde,
men nu kunde wi befinde:
at det haffuer været Guds Engel foruist,
som hannem skulde trøste i angest oc brøst,
oc giffue hanem tiden tilkiende.
5.
Strax effter da redde hand sig der paa,
at hand den tid aff Verden vilde gaa,
loed alting rede giøre:
Vilde nogen hannem formindske Dødsens Fare,
oc sige hans Liff skulde lenger vare,
hand maatte det icke høre.
6.
De monne Lægdom til hannem frembære,
hand den forskød met all Verdens ære,
Hen, hen wi det ey maa lide:
Bort Haab det icke der effter monne staa,
wi haffue nu andet at tencke oppaa,
7.
Paa Nyt Aars dag betidligen om Morgn,
hand tenckte huad vaar hannem sagt tilforn,
hand loed ey lenger forhale:
Hand giorde sin Scrifftmaal den vaar god,
anamede Christi Legem oc Blod,
monne Gud altingest befale.
8.
Doctores oc Mestere vaare der tilstede,
hannem at trøste vaare alle til rede,
dog kunde de selff bekiende:
At de større trøst aff hannem monne lære,
end nogen vdaff deris egen mone være,
huor skal mand saadant finde.
9.
Droningen hun gick hannem til oc fra,
huad aff vilde vilde vorde hun visselig saa,
hun vrier sine Hender saa saare:
For Graad kunde neppelig tale eller saa,
det giorde hende i sit Hierte saa vee,
hand maatte icke met hende være.
10.
Hun sagde, min Herre min Herre saa god,
forlader hues ieg haffuer brødt eder imod,
det mere alt met det minde:
Hand suarede Dorothea vor Hiertens kiære,
det lang tid siden forgæt mon være,
aff gantske Hu oc Sinde.
11.
Hui græde i saa oc monne saa lade,
denne Verden kand oss dog intet bade,
om wi det alt kunde vinde:
Her er icke trygt at bygge eller bo,
skulle bort naar wi der mindst tencke paa,
all Verdsens Mand oc Quinde.
12.
Her hielper ey Sølff her hielper ey Guld,
GUD være oss naadig blid oc huld,
til hannem vil ieg hiemfare:
I lade vor Ligkiste være til rede,
i alle til Gud for oss vilde bede,
hand oss i Troen beuare.
13.
Alltingest maa effter GUds Vilie være,
i lade vor Børn optucte met ære,
Gud stedse dyrcke oc bede:
Det kand dem komme til Lycke oc gaffn,
der met toge de huer anden i Faffn,
det vaar icke alt aff glæde.
14.
De Børn ginge frem met suck oc Graad,
fulde paa deris Knææ for Sengen de Saad,
de hulde sig saare ilde:
Kiære Herre Fader i oss forlade,
huad wi haffue eder i nogle maade,
fortørnet aff Ungdoms Vansnilde.
15.
Hand lagde sine Hender paa denem baade,
ynskede dem Lycke der til Guds Naade,
Gud styre for eder oc raade:
til hannem setter all eders Lid oc Haab,
da bliffuer eder aldrig at skade.
16.
Rigens Raad hand der formanet paa ny,
ved Johan Frijs oc Anders Barby,
at de sig tro lade finde:
Effter hans affgang som altid tilforn,
oc vilde for Gud bekiende.
17.
Først at Guds Ord maatte holdis ved mact,
Guds Tienere holdis i ære oc act,
at Gud tilbørlig kunde dyrckis:
Huer Mand maatte holdis ved Ræt oc lige,
den Fattige saa vel alt som den Rige,
oc menig Fred kunde styrckis.
18.
Huad wi til Kircker oc monne giffue,
at det stedse oc altid kunde bliffue,
ocsaa til Hospitaler dislige:
At ingen det sig fordriste vil,
at tage det fra men heller legge til,
oc intet der fra snige.
19.
Vor elskelig Droning oc Børn saa smaa,
som icke haffue Lande faare at staa,
at i dem fordre oc fremme:
som i oss det plictig monne være,
met ærlige vnderholdning statz oc ære,
aff gantske Hierte oc Sinde.
20.
Hertug Frederich eders vdualde Kong,
i alle maade i vel vndfange,
i Raad oc gierninger alle:
Effter vor Affgang det ey forgæt,
i holde den Tro o haffue hannem jæt,
oc ingenlunde hannem vndfalde.
21.
Vor daglige Tiener Mester Pouel oc flere,
som oss lang tid haffue tient met ære,
det skulle i lade dem nyde:
At de maa glædis vdi mange Aar,
at de haffue tient i Kongens Gaard,
oc aldrig det fortryde.
22.
dette her vor yderste Testament,
skulle i fuldkomme oc icke forkrencke,
som i for Gud ville suare:
Hand racte dem alle sin Haand saa brat,
oc sagde dem alle den sidste god nat,
saa mange som de monne være.
23.
De sørget oc græde som de vel maatte,
end de vilde hannem ombære:
Hand vaar selff ved saa frit it mod,
lod læse oc siunge mangen Psalme god,
alt Gud it Loff oc ære.
24.
See, slig stor Naade monne Gud hannem tee,
it Hierte maatte vel græde oc lee,
hand løffte op Henderne sine:
Oc sagde, Herre Gud ieg kommer til dig,
aname min Siel forskiud icke mig,
for din Søns Død oc Pine.
25.
Der Klocken vaar fire oc Afften kom,
da døde den Herre baade mild oc from,
Gud loed hannem til sig kalde:
I Offuense huilis den Herre hans Lig,
hans Siel den leffuer i Himmerig,
Gud giffue wi findis der alle, AMEN.