Suend Felding fører Dronning Judte ind i Danmark
24
24
1.
Der stunder ind til Danmarck,
saa mangen erlig Mand:
Did kommer flere Tydske Riddere,
end ieg nu neffne kann.
De stunde ind til Danmarck.
2.
Det vaar Daner Konning,
hand heder paa Suenne To:
I hede Herr Suend Felding,
i Salen for mig indgaa.
3.
Ind kom Herr Suend Felding,
oc stæddis hand for Bord:
Huad ville i Daner Konning,
huorfaare haffue i send mig Ord.
4.
Hør du kiære Suend Felding,
du skalt mit ærende bortfare:
Du skalt ind til Tyskland,
at hente min Hiertens kiære.
5.
Skal ieg fare til Tyskland,
oc hente eders Hiertens kiære:
Da vide i vel Daner Konning,
ieg kand icke alene være.
6.
Hundrede Riddere saa vel Jernklædde,
oc dem skulle i mig faa:
Selff vil ieg min Kiortel oc Kaabe,
met Maard oc Sabel vnderslaa.
7.
Vunde de op deris forgylte Seyl,
saa høyt vdi forgyldene Raa:
Saa seilede de ind til Tydsk land,
8.
Der kaste de deris Ancker,
alt paa den huide Sand:
Det vaar Herr Suend Felding,
hand træn der først paa Land.
9.
Mit vdi den Kongens Gaard,
oc der agselet de deris Skind:
Saa gaa de vdi Høyelofft,
for Kongen oc Dronning ind.
10.
Hel side i høybaarne Konning,
alt offuer eders brede Bord:
Konning vdaff Danmarck,
hand haffuer send eder Ord.
11.
tage i disse Danske Riddere,
oc sette i dem til Bord:
Det skede icke met det seniste,
hand vider de Herrer Ord.
12.
Det suarede Herr Suend Felding,
det første hand Judte lille saa:
Skam da faa dine Hender to,
som dine Øyne skulde toe.
13.
Skam saa faa den Tieniste Quinde,
som dig skulde Vandet tilbære:
Det er Sæd i Danmarck,
de Frøicken holdis til Tuct oc ære.
14.
Hør du Herr Suend Felding,
du spaatte mig icke aff Harm:
Ieg haffuer det for Sanden spurt,
du est it Slegfred Barn.
15.
Er ieg end it Slegfred Barn,
da haffuer ieg Frender hine beste:
Da maa ieg slide Skarlagen rød,
oc ride met Hundrede Heste.
16.
Det er aldrig saa arg en Skalck,
haffuer hand it par røde Hose:
Huor hand kommer i Tydskland,
hand kalder sig være en Rose.
17.
Det er aldrig saa arg en Suick,
haffuer hun spranget Hue:
Huor hun kommer i Danmarck,
hun lader sig kalde en Frue.
18.
Huad hielper oss wi tøffuer her,
Tiden den monne skride:
Min Herre hand lengis hure oss monne gaa,
det vilde hand gierne vide.
19.
Ville ifølge da er det tid,
ieg giør min Herre hans Vilie:
Den Gud som eder sammen føyer,
kand eder oc snart atskillie.
20.
Det vaar Herr Suend Felding,
tog Judte lille i sin Arm:
Satte hand hende i Boncken ned,
det giald i huer hendis Tarm.
21.
De vunde op deris forgylte Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
Seilede de ind til Danmarck,
22.
Det vaar Herr Suend Felding,
hand styret sin Snecke til Land:
Det vaar Daner Konning,
hand rende sin Ganger paa Sand.
23.
Det vaar Her Suend Felding,
hand veffter op met sin Hat:
Herre i sprenge icke Ørss i Dag,
wi haffue icke Fryden faaet.
24.
Toge de strax den vnge Brud,
førde hende paa det Land:
Hende timtes baade Heder oc ære,
saa vel aff Quinde som Mand.
25.
De satte hende vdi den forgylte Karm,
met ædle Steene besæt:
den Gaff hende Daner Konning,
førre hand tog hende til ect.
26.
Lidet gaat mand høyt skal sætte,
oc sielden saa der til:
Der er saa mangt vdi Brudeskebens Ferd,
saa vnderlige løber det Spil.
27.
Det suarede Jomfru Judte lille,
det første hun Brudhusit saa:
Skam da faa de Tømmermend,
som her lagde vind paa.
28.
Skam da faa de tømmermend,
som her toge Øll oc Mad:
Saa faa hand Herr Suend Felding,
som vaar Høffuitzmand der at.
29.
Det melte Herr Suend Felding,
hand kunde den Spot ey lide:
Vende i eders Vogn omkring,
at Tydskland lade i skride.
30.
Stolpene ere aff Silie,
oc Nafflerne ere Aff Eeg:
Dig burde icke Jomfru Judte lille,
hoss Daner Konning at ligge.
31.
Det melte Herr Peder Kempe,
hand vaar en Helled sterck:
I dag saa vil ieg dyste met dig,
om Ørss oc Hundrede Marck.
32.
Nock saa haffuer ieg Guld oc Pendinge,
oc der til Pendings Verd:
Jeg vil dyste met dig i Dag,
for alle Jomfruers ære.
33.
Det første Rid de sammen rede,
de hellede vaare baade saa sterck:
Sønder gick Suend Feldings Sper,
deris Skiolde dreff langt i Marck.
34.
Da loe hun Jomfru Judte lille,
hun smilet vnder Skarlagens Skind:
Saadanne ere alle mine Hoffmend,
ieg førde i Danmarck ind.
35.
Det vaar Herr Suend Felding,
hand render til det Brude Huss:
Herre i laane mig eders Ørss i Dag,
ieg er aff Dysten fuss.
36.
Det suared Daner Konning,
hand vaar hans egen Byrd:
Saa gierne laaner ieg dig Graaben,
men du haffuer icke Bless her.
37.
De ledde Graaben aff Stalden vd,
vaar hafflet som en Ørn:
I faa hannem Herr Suend Felding,
hand er io icke it Barn.
38.
De ledde vd snaren Graabeen,
de lagde Guldsaddel paa:
Det er vel mere end Vinter Ni,
siden hand sidst Solen saae.
39.
Det andet Rid de samen rede,
de Hellede vaare saa vræde:
Da knælede Herr Peders Kempis Hest,
hans Hoffuit dreff langt i Hede.
40.
Da græd Jomfru Judte lille,
aff Harm hun Henderne slog:
Wselig ieg hid til Danmarck kom,
met sterckiste Hellede To.
41.
Da loe hand Daner Konning,
hand smilede vnder skarlagen rød:
Saadane ere alle de Danske Hoffmend,
som ieg giffuer Klæde oc Føde.
42.
Aarle om Morgen der vaar dag,
Frue Judte kraffde morgengaffue:
I giffue mig Her Suend Feldings Hoffuit,
oc andet vil ieg icke haffue.
43.
Ieg skal giffue dig rige Borg oc Slot,
der til stor Rigdom at volde:
Du fanger icke aff mine Dane Suende,
som ieg skal Landet met holde.
44.
Det suarede Herr Suend Felding,
hand stoed for sig alene:
Knæler ieg for Judte lille i Dag,
da bryste strax begge mine Beene.
De stunde ind til Danmarck.