Herr Ribolts Kamp med Dragen
25
25
oc Aller hin stercke
oc Aller hin stercke
1.
Ieg seer saa mangt it Orlog Skib,
vnder deris forgyldene Brande:
Der er Aller Kempe hin stercke,
hand agter sig hid til Lande.
Det v.h.r.r.e.
2.
Kaste de deris Ancker paa den Grund,
de glæddis ved den Haffn:
Tog hand Aller arhe i Haand,
hand sprang aff fremmer Staffn.
3.
Der de komme vdi den Borggaard,
der agselet de deris Skind:
Saa ginge de vdi Høyeloft,
for Kongen aff Opsal ind.
4.
Hel side i Kongen aff Opsal,
en Herre offuer eders Bord:
Ville i mig eders yngste Daatter giffue,
i vide mig god Ansuar.
5.
Det vaar Kongen aff Opsal,
hand tøffuede icke ret lenge:
Wi drage først vnder Vidrichs Vold,
oc prøffue der vore Hoffdrenge.
6.
Saa snart vaar Brynie aff Bielcken rugt,
oc Hielm offuer Hoffuit kast:
Saa seilede de vnder Vidrichs Vold,
de gaffue sig ingen Rast.
7.
Ribolt tog sin Staalstang paa bag,
hanem lystet at see den Dantz:
Hand tenckte paa Seyr aff Aller at vinde,
hand tenckte paa ære Krantz.
8.
De sloge sammen met all deris Mact,
ingen vilde hin anden vige:
Saa mangen Heldt satte Liffuit til,
sin Herre ey vilde suige.
9.
Aller hug fast mere hand skød,
hand sprang i Kongens Snecke:
Kongen hand blegnet som it Ljg,
vnder sit forgylte Tecke.
10.
Tack haffue rige Herr Ribolt,
hand vaar saa sterck i Faffn:
Hand slog Aller i Haffuet vd,
offuer Kongens forgylte Staffn.
11.
Aller kom vdi saa liden en Baad,
saa raskelig monne hand ro:
De skøde til hanem met huassen straale,
hannem kunde dog ingen naa.
12.
Kongen aff Opsal vender sig om,
oc seer vdi den Sø:
Hissed seer ieg en rysk galen Mand,
hand seiler som Fulen fløy.
13.
Ieg er ingen rysk galen mand,
men mig tuinger Haffsens nød:
Dragen haffuer borte mit meget røde Guld,
thi vaar ieg heller nu død.
14.
Er det Aller som du siger aff,
du dølie det icke til skade:
Du sige oss aff dit Fæderne Land,
den Drage ville Wi vel raade.
15.
Hure kunde i komme til det Land,
oc træde den Drage vnder Foed:
Her er imellem saa dybt it Vand,
oc Vinden er eder imod.
16.
Er her imellem den stride Strøm,
vil Børen icke met oss staa:
Da hugge wi ned den store Skoff,
wi giøre der aff en Bro.
17.
Høre i det rige Herr Ribolt,
kunde i Dragen offueruinde:
Da giffuer ieg eder Kolebrand,
oc andet huad der er inde.
18.
De vunde op Seyl saa høyt vdi Raa,
saa finge de Børen hin blide:
End komme de der som Dragen vaar,
førre Aller fick det at vide.
19.
Herr Ribolt stødte paa Bierget saa hart,
Staalstangen monne hand oplette:
Giff mig Kolebrand det gode Suerd,
eller ieg skal met dig trædte.
20.
Icke fanger du Kolebrand i dag,
det Suerd er mig saa kiær:
Det kommer aldrig vdi din Haand,
medens Liffuit i mig er.
21.
De slogis i dage de slogis i To,
den Tredje dag at quelde:
Herr Ribolt stoed saa mandeligen,
den Drage monne hand felde.
22.
Saa tog hand det røde Guld,
som hand kunde allermest bære:
Der hand kom vnder Vidrichs Vold,
der mødte hannem Tidende verre.
23.
Kongen aff Opsal er slagen ihiel,
der aff saa yppis den Quide:
Slagne ere alle dine Brødre Siu,
som troligen met hannem stridde.
24.
Dette fortrød hanem rige Herr Ribolt,
hand bleff saa gram i Hue:
Da gick Kolebrand i hans haand,
som brendende Ild oc Lue.
25.
De slogis i dage de slogis i Fem,
førend den Kamp fick ende:
Herr Ribolt hug paa Allers Brynie,
at Odden i Hertet vende.
26.
De Kongens Mend gaar i Gaarde,
oc Bolden der de slaar:
De spottede den nøgen Herr Ribolt,
hans Kiortel saa paltug vaar.
27.
Mine Klæder ere reffne som i maa see,
for Jomfruen vil ieg det kære:
Wi sende til hende den Hampe Veff,
den sømmer dig best at bære.
28.
Det da suared den Jomfru fin,
for hun Her Ribolt kiende:
I spotte icke saa denne fremet Mand,
langt bedre maa wi hanem hende.
29.
I legge bort den graa Hampe Veff,
den bør hand ey at slide:
Fast bedre er det Silcke Tield,
paa Jorden vnder hannem at brede.
30.
Hand vog Aller den Kempe sterck,
hand kunde hannem ey vnduige:
Saa heffnde hand min Faders Død,
sine Siu Brødres til lige.
31.
Det leffuer ingen i all Verden til,
min Faders Lande skal haffue:
Tager ieg selff den Ridder bold,
det bliffuer min Morgen Gaffue.
Det v.h.r.r.e.