De Longobarders Udgang aff Danmarck
3
3
1. Der bode en Konning i Danmarck,
Konning Snie loed hand sig kalde:
Hunger oc nød vaar i hans Land,
oc stor Mistrøst met alle.
De maa saa vel i Danmarck.
2. Hand screff der low baade haard oc streng,
Den skulde den menige Mand holde:
Til Druckenskaff Gestebud oc Fraadseri,
Sig ingen fordriste skulde.
De maa saa------.
3. Men GUD forøgte sin Heffn oc Straff,
Fra Aar til Aar diss mere:
Jorden loed sig bruge der til,
Ingen Fruct saa vilde hun bære.
4. Kong Snie til sig forsamlet sit Raad,
den Dom monne de affsige:
Den Tredie Part aff Folcket alt,
den skulde mand dræbe tillige.
5. Tredje Part aff Folcket i Landet vaar,
Det skulde mand sla til døde:
Thi de haffde icke til Gud deris Haab,
At hand saa mange kunde føde.
6. Ebbe oc Aage vaare ypperste i Raad,
de vaare to Hellede Bolde:
Deris Moder hede Gambaruck,
Som de dette oplag fortalde.
7. Udi Jutland bode den vise Frue,
hun vaar de Vindelboers Ære:
Saa ilde behagede hun dette Raad,
Hun soer det skulde icke saa være.
8. It slemmere Mord er aldrig hørd,
End i ville nu lade giøre:
Forbiude det Gud denne Tidende ond,
Vore Fiender skulde komme til Øre.
9. Ville i mig lyde oc følge mit Raad,
Ieg vil eder bedre vnderuise:
Lodden i kaste paa gamle oc vnge,
Huilcken part aff Landet skal reise.
10. Mig tyckis at være den beste Paafund,
endog ieg er en Quinde:
I lade dem seile aff Landet vd,
At de kunde Søen offeruinde.
11. Alle da tycktis dem raadeligt,
den vise tale at følge:
Saa snart vaar Lodden paa Folcket kast,
Oc Skibene lagd for Bølge.
12. Lodden den falt som den kunde best,
De vnge maatte sig ryste:
Aff Landet skulde de fare bort
og Lycken maatte de friste.
13. Ebbe oc Aage vaare ey sene i Ferd,
De lode deris Faner flye:
Snecke saa haffde de store oc stercke,
Icke minde end halfffierdesinds tiue.
14. Ebbe hand førde de Juder met sig,
en Uendelbo loed sig kalde:
Fra Skaffuen lagde den første vd,
For Skaane lode de Seilit falde.
15. Aage hans Broder ey dueldis ved,
Met Gyndingerne frem mon sige:
Aff Halland oc Blekinge skulde de met,
Ret Mand oc alle til lige.
16. For Simbrisshaffn de ging til Skibs,
det vaar saa faur en Skare:
Kongen oc hans ædle Raad,
De bade dem alle vel fare.
17. Saa seilede de først til Gutlands Uig,
Paa monats tid end minde:
De faffnet deris komme som de kunde best,
For Landmend de huer anden kiende.
18. De duelde hoss dennem vel Moneder to,
Oc lode sig der vel pleje:
It Tusind Mand vdi Snecker Ti,
At følge vaar der til rede.
19. Til Ryland sætte de deris Kaass,
der kastis deris Acker paa Sande:
Den menige Mand forskingredis strax,
De maatte dem gaa til Haande.
20. Lycken vaar dennem baade mild oc god,
Stor Seyr der de finge:
De dueldis i Ryland nogle faa Aar,
Oc icke end megit lenge.
21. Met Herre Skiold oc Mandoms Mact,
Monne de sig Veyen rede:
I huor de skulde i Marcken slaaes,
Deris Styrcke de berede.
22. Lange Breder oc Halffbarder brugte de mest,
De lange Karle oc bolde:
Thi kallede mand dem de Longobarder,
Det naffn de end nu beholde.
23. Aage oc Ebbe de døde dem fra,
Saa saare monne de det klage:
En Høffuitzmand skulde de keyse aff ny,
Før end de kunde frem drage.
24. Hagelmunder hede den Høffding fin,
som de til Konning vdualde:
For hans Mandom oc dydelig Sind,
Monne hand dem vel befalde.
25. Met hannem vunde de Priss oc Seyr,
Huor de droge frem met alle:
Der hand vaar død og lagd i lig,
En anden de strax omtalde
26. Saa droge de frem fra Land til Land,
Forsøgte huad Lycken vilde giffue:
Paa siste komme de i Panonien ind,
Der lyster dem da at bliffue.
27. Met Herulers Hob hulde de en Strid,
Monne dennem saa mandeligen tuinge:
Met Gepiders Hær giorde de oc saa,
Baade Bytte oc Seyr de finge.
28. Albuinus vaar deris Konning gieff,
hans Naffn er kiend saa vide:
Hand drog den Romerske Mact imod,
Hand lærde dem ret at stride.
29. Paphie den megit berømte Stad,
Belagde hand tre Aar end mere:
Han vand den Stad met stor wmag,
Met andre Stæder flere.
30. For mande liste for Suerd oc Pil,
Kunde hand sig vel foruare:
For Quinde Suig oc lønlig Had,
Falt hand i Dødsens Snare.
31. Rosemunda hed hans Dronning snild,
Hun kunde den Falskhed raade:
Hun loed sin Herre i Søffnen slaa,
Der vaar icke anden Naade.
32. Siden togis til Konger igien,
Den ene efter den anden i sæde:
De Rommere tycktis da være got,
Lade fare denne lange Feide.
33. Saa giordis der den stadige Fred,
Som mand vel meente hin trygge:
Men Tiden lærde det anderledis,
Paa den vaar icke at bygge.
34. De Romere baare der ved stor nag,
At see de fremmede Geste:
Thi falde de dem saa offte i Land,
Oc Krigen met dennem friste.
35. Der de icke selff aff egen Mact,
Dem kunde i Orlog bestande:
De badis om Hielp aff Keyser Karl,
Hand kom aff fremmede Lande.
36. Naar mange Muss ere om en Kat,
Da nødis hand til at vige:
Saa gick det met vaare Longobarder,
For Sanden maa ieg det sige.
37. Saa lagdis da ned deris Kongeligt Naffn,
Landet monne de beholde:
Som de haffde i to hundrede Aar,
Vnder deris Haand at volde.
38. Landet bærer da Naffn paa denne Dag,
Oc saa til Verdsens Ende:
Den danske Adel oc Riderskaff,
lader sig end nu der kiende.
De maa saa vel i Danmarck.