Langbeen Risers oc Vidrich Verlandssøns Kamp
4
4
1.
Konning Tidrich stander paa Bern,
Oc seer hand vd saa vide:
Gud giffue ieg viste de hellede saa stercke,
Mig torde i Marken bide.
Der stander en Borg for Bern,
oc der boer vdi Konning Tidrich.
2.
Det suarede Mester Hildebrand,
Hand viste at orlogs oc stride:
Der ligger en Kempe paa Birtings Berg,
Tør du hannem vecke oc bide.
3.
Hør du Mester Hildebrand,
Du est den Kempe saa sterck:
Du skalt ride fremmerst i Skoffuen i Dag,
Oc føre vort Skioldemercke.
4.
Der til suared Mester Hildebrand,
Hand vaar en Kempe saa vijss:
Herre ieg fører icke eders Skioldmerck i dag,
Thi mig sømmer icke den Priss.
5.
Det suared Vidrick Verlandssøn,
Hand talte aff fuld god Hue:
Ieg vil være den første i Hoben i Dag,
Igennem de Birtings Skoffue.
6.
Det melte hand Vidrich Verlandssøn,
Hand suarede det aff Vrede:
De Smede suenne mit Suerd saa smedde,
Det bider saa vel paa Staal som Klæde.
7.
De vaare vel Tre hundret Kemper,
De droge til Birtings Land:
De ledte effter Langbeeb Riser,
De hannem paa Skoffuen fand.
8.
Det suared Vidrich Verlandssøn,
Wi ville prøffue it vnderligt Spil:
I lade mig ride i Skoffuen først,
Om i tro mig der til.
9.
Det da suared Konning Tidrich,
Ieg siger her saa for mig:
Finder du Langbeen Riser,
Du døllie det icke for mig.
10.
Det vaar Vidrich Verlandssøn,
Hand kom paa Birtings Hede:
Der fant hand Langbeen Riser,
Hand laa baade sort oc leed.
11.
Det vaar Vidrich Verlandssøn,
Hand stødte paa Riser met Skafft:
Du vogne op Langbeen Riser,
Mig tyckis du soffuer vel hart.
12.
Her haffuer ieg liggit i mange Aar,
Oc huiltis paa vildende Hede:
Her kom aldrig den Kempe frem,
Der mig torde vecke oc bide.
13.
Her holder ieg Vidrich Verlandssøn,
Met Suerd saa gaat ved Side:
Ieg skal dig aff Søffnen opuecke,
Saa saare da skalt du suide.
14.
Det vaar Langbeen Riser,
Hand vincket op met sit Øye:
Hueden kommer oss denne Suend,
Der saadane Ord lader liude.
15.
Verland heder hand Fader min,
En Smed vaar hand saa skøn:
Bodild hede min Moder,
En Konning Datter ven.
16.
Skrepping heder mit fuld gode Skiold,
Der er vdi mangen Pil støt:
Blanck saa kaldis min stolte Hielm,
Som mangt et Suerd haffuer brøt.
17.
Skimming heder min ædle Hest,
Er fød paa vilden Stod:
Mimmering kalder mand mit Suerd,
Er hærd i Kempe Blod.
18.
Selff heder ieg Vidrich Verlandssøn,
vdi Jern saa er ieg klæd:
Staar du icke op paa din lange Been,
Ieg giør dig visselig vræd.
19.
Hør du Langbeen Riser,
Ieg vil icke at dig lyue:
Kongen holder her vden for Skoffuen,
Du skalt hannem Skatten giffue.
20.
Alt det Guld som ieg ejer,
Det giemmer ieg met stor ære:
Det vinder icke en Staald dreng aff mig,
Oc det skal ingen Mand spøre.
21.
Saa vng oc liden som ieg er,
Skalt du mig her nu finde:
Dit Hoffuit vil ieg hugge dig fra,
Oc saa dit meget Guld vinde.
22.
Det vaar Langbeen Riser,
Hannem lyster icke lenger at soffue:
Ride fra mig du vnge Heldt,
Om dig lyster lenger at leffue.
23.
Skimming sprang op met begge sine Been,
Mit paa Risers Side:
Sønder da ginge hans Ribbeen siu,
Oc saa begynte de at stride.
24.
Det vaar Langbeen Riser,
Greb sin Staalstang i Hende:
Hand slog it slag effter Vidrich,
At Stangen i Bierget vende.
25.
Det vaar Langbeen Riser,
Hand agtet at slaa saa vist:
Hesten løb hannem rammit aff,
Det første slag hand miste.
26.
Det melte Langbeen Riser,
Oc hand tog til at iammer:
Nu ligger min Stang i Bierget fast,
Som vaar den slagen met Hammer.
27.
Vidrich loed sig icke forsømme,
Hand vaar saa modig i Hue:
Vel op Skimming vent dig om,
Oc monne du Mimmering noget due.
28.
Hand tog Mimmering i baade sine Hender,
Til Langbeen Riser hand rende:
Hand hug saa dybt i hans Bryst,
At Odden i Tarmene vende.
29.
Da fick Langbeen Riser Saar,
Oc vognet aff første Søffn:
Saa gierne haffde hand det vedergiort,
Kunde hand haffue faaet den øffne.
30.
Forbandet være du Vidrich,
Oc saa dit Suerd ved din Side:
Du haffuer giort mig saar i mit Bryst,
Der aff saa yppis min quide.
31.
Jeg skal hugge dig Riser saa smaa,
Som Løff bleff iblant støff:
Vden du viser mig dit Liggende Fæ,
Som du haffuer i denne Skoff.
32.
Du lade det Vidrich Verlandssøn,
Du hug mig icke til døde:
Ieg vil vise det Huss,
Er tagt met Guld hin røde.
33.
Vidrich reed oc Riser krøb,
Saa vjt ind at de Skoffue:
De runde det Huss met røde Guld tagt,
Det skinde som brendende Lue.
34:
Her er inde meget mere Guld,
End i dette Land kand være:
Du tag her fra den store Steen,
Du løfft aff Hengsel disse Dørre.
35.
Det suared Vidrich Verlandssøn,
Hand fryctede for det gilde:
Det plejer ingen viss Kempe,
Sin Styrcke paa Steene at spilde.
36.
Det er i din mindste Kaanst,
Du kan din Hest vel vende:
Ieg vil giøre mere met Finger to,
End du met begge dine Hende.
37.
Saa tog hand den store Steen,
Hand løffte den paa sin Herde:
Fuld vel Vidrich Verlandssøn,
Hand agtet saa ont it Ferd.
38.
Her er inde meget mere Guld,
End Femtan Konger formaa:
Hør du Vidrich Verlandssøn,
Du skalt der først indgaa.
39.
Det suared Vidrich Verlandssøn,
Hand kiende saa vel hans Snid:
Du skalt selff først ind gaa,
Thi det er Kempe sæd.
40.
Det vaar Langbeen Riser,
Hand ind ad Dørren saa:
Vidrich hug met begge Hender,
Hand hug hannem Hoffuedit fra.
41.
Saa tog hand det mande Blod,
Smurde sig oc sin Hest:
Saa reed hand til Kong Tidrich,
Sagde sig at være skamelig lest.
42.
Saa tog hand den døde Krop,
Oc reiste den til en Eeg:
Saa reed hand tilbage igien,
Sagde aff denne vnderlige Leeg.
43.
Her holde i alle mine staalbrødre gode,
Alt vnder denne grønne lide:
Langbeen Riser haffuer mig slagen i Dag,
Det er min største quide.
44.
Haffuer du faaet baade hug oc slag,
Aff Riser da er det ilde:
Wi ville ride til Bern igien,
Oc ingen mand her spilde.
45.
Du vend dig Konning Tidrich,
du vend dig snart met mig:
Alt det Guld som Riiser haffde,
Det vil ieg vise dig.
46.
Haffuer du slagen Riser i Dag,
Det spøris offuer Lande saa vide:
Den Kempe fødis icke i Verden til,
Du maa io vel met stride.
47.
Det vaar Konning Tidrichs Mend,
Der de monne Riser see:
Saa lode de aff Skoffuen staa,
Mand maate vel aff dennem lee.
48.
De meente Riser skulde for vist,
Sine lange Beene effter dem strecke:
Ingen aff dem saa torde hannem bie,
Oc ingen saa vilde hannem vecke.
49.
Det vaar Vidrich Verlandssøn,
Hand gjorde der aff stor spee:
Hure skulde i hannem leffuendis bie,
I tør hannem icke døder see.
50.
Vidrich stødte paa Kroppen met skafft,
Saa hoffuedit dreff i March:
Det maa jeg for sanden sige,
Riser vaar en Kempe saa sterck.
51.
saa toge de hans meget røde Guld,
de bytte det der paa stand:
Viderich hørde den beste part til,
Hand verffuet det met sin Haand.
52.
Icke vaar hannem saa meget om Bytte,
Den Seyr laa hannem i Sinde:
At det kunde spøres til Danmarck,
Hand Langbeen Riser monne offueruinde.
53.
Saa glade rede de til Bern igien,
Konning Tidrich glæddis allermest:
Tog hand til sig Vidrich Verlamdssøn,
Maatte følge hannem allernest.
Der stander en Borg,
Oc der boer paa Konning Tidrich.