Du! hvis skiulte Haand fremleder
Hver ad Banen, han betræder,
Livets Fader! Dødens Gud!
Giv, at vi ved Graven sanke
Mandig Alvors Eftertanke,
Os ved Daad og Taal bereder,
At modtage Dødens Bud.
Hver en Gravhøi, som sig hæver,
Raaber til enhver, som lever:
See, og føel, alt Kiød er Høe.
Barn og Yngling, Manddom; Alder,
Hvert et Blun til Graven kalder,
Viisdom kun for Død ei bæver;
Eene Vise roligt døe.
Vejer Daad og tæller Dage,
I som ville see tilbage
Uden Nag til svunden Tid.
Lader aldrig Brødre savne
Eder, hvor I kunne gavne;
Naar I da skal heden drage,
Vorder Afskeeds-Timen blid.
Th. Thaarup.