Bag skjulte Fremtids Slør at ville kige,
Er daarlig Stolthed — er en selvvoldt Qval.
Hvad Frugter ventet Høst os bringe skal,
Det prøver Taaben kun at forudsige.
Nej, kun det Øjeblik, som er,
Kun det er vores — klart som Lynets Flamme
Det røber os sit hele, høje Værd;
Det vinker os, men svinder i det samme.
Den Viise griber det — han ene nyder
Dets rige Gaver, hver den Fryd, det byder.
Han trøstig sanker sig en Skat deraf —
En Skat, ej Voldsmand røver ham, ej Grav.
O den er viis, som veed at være fro,
Som strøer med Roser Livets Bane,
Som sværger Uskylds, sværger Retsinds Fane,
Og kjender Dydens høje, blide Roe.
Hans Liv er intet Blendværk — ingen Drøm.
Hans Øje roligt skuer Tidens Strøm
Med aldrig standset Bølge sig fremskyde.
Hver Blomst, som spirer paa dens Bred, er hans.
Hans Skytsaand fletter ham en Myrtekrands,
Som evig grønnes, evig ham skal pryde.
* * *
Iil, Ven! hvor Pligter’s Stemme kalder dig!
For Dig skal Glæder blomstre allevegne;
Og naar Du vanker hist i Norges Egne,
Du mindes fælles Fryd, og mindes mig!
Liebenberg.