Jens Baggesen (1764–1826)

Lig Memnons Støtte, kold, og uden Liv,

        Mit Orgel ubevidst jeg stod

I Nattens Mulm, hvor sieldne Lyn af Fryd

        Forgiæves glimted mig imod;

Men Memnons Støtte lig, da Phøbus rød

        Fra Himmelbuens østre Rand

De første Straaler paa dens Isse skiød,

        Og tændte dens Metal i Brand,

Jeg pludselig blev varm og fuld af Liv,

        Da Danmarks Digtersol opgik;

Jeg sang — din Solsang, Evald! var det Bliv,

        Hvorved mit Orgel Stemme fik.

Din høie Solsang trykte første Gang

        Med apollonisk Ild min Siel —

Men aldrig glemmer jeg, at denne Sang

        Var Evalds Sang til Schleppegrell¹.