For Talen.
Choral.
Som Skyggen svinder Livet bort;
Den Vei er tung, vi træde.
Vor Ungdoms favre Vaar er kort,
Ustadig al vor Glæde.
Alt kommer, modnes og forgaaer;
Syv Gange ti er Livets Aar,
Og sjælden, sjælden fleere.
Som Ringheds Søn, en jordisk Gud
I dødens Favn maae sagne;
Nu rives Brudgom fra sin Brud,
Og nu maae Bruden blegne.
See! fromme Fædre, Mødre, maae
Forlade deres spæde Smaae;
Nu Fædre Børn begræde.
Her Døden Mand i Styrkens Aar
Fra Daad og Venner kalder;
Her Yngling midt i Haabets Vaar
Som visnet Lilje falder.
Hist eensom Olding, mæt af Aar,
Med trætte svage Trin hengaaer
Til Sorgs og Mødes Hvile.
O Tidens Søn, betænk hvert Fjed,
Du gaaer til Haab og Glæder,
Henfarne Slægters Hvilested
Din lætte Fod betræder;
Hvor Livets første Stemme lød,
Der fulde Taarer for en Død:
Thi mindes, mindes Døden.
Solo.
I, som skiønne Moderhæder,
Qvinder, Mødre, klager, græder,
Ved Sophias Lig!
Hører de forladte Poder,
Ak omsonst de raabe Moder,
Hører deres Jammerskrig!
Duo.
Tidlig, tidlig maae I græde
Arme Smaae! I skal betræde
Moderløse Livets Vei;
Hvo skal Eders Leder være,
Dydens Skjønhed Eder lære!
Ak en Moder ej!
Solo.
Føl og tie Du Ægtemage,
Tabet er for stort til Klage,
Hæl det dybt i mandig Favn.
Kan det døe af Mandens Minde
Kjærlig Hustrue! øm Veninde!
Hvilket Savn!
Solo.
Flyder, Venskabs Taarer flyder,
O! fortolker Hendes Dyder!
Hendes Venne-Sindelav!
Maalløs Armod angest irrer,
Blegner, stirrer
Paa Sophias Grav.
Chor.
Ubegribelige Gud!
Ikke bør det Støv at trætte,
Ikke Støv at gaae i Rette
Mod Dit Bud.
Men tilgiv, Miskundelige!
At vi græde, naar vi sige:
Skee Din Vilje Gud.
Efter Talen
Choral.
Blandt levende ei lyder meer
Sophias blide Stemme,
Et følesløs afsjælet Leer
Sank ned i Gravens Gjemme;
Hun gik til Livets Egne hen,
Hun kommer ej til os igien.
Forsvind du Jammers høje Raab,
Taus vorde Veemods Klage;
Til Gud al Jorderigers Haab
Gik Hendes Sjæl tilbage.
Hun nu sin Skabers Aasyn seer,
Og kjænder Sorg og Død ei meer.
Til Graven alle Fjed hengaae,
Som vi paa Banen træde;
Og vorder end vor Isse graae,
Dog liden var vor Glæde.
Paa Jorden er vor Vandringstand,
I Himlen er vort Fædreland.
Der vi velsigne skal den Stund
Med glad forklaret Stemme,
Da vi faldt hen i Dødens Blund
Og sank i Gravens Gjemme.
Her Livets korte Dag svandt hen,
Hist Straaler evig Dag igien.
O! nu velsigner Hun den Stund
Med glad forklaret Stemme,
Da Hun faldt hen i Dødens Blund
Og sank i Gravens Gjemme.
Held Hende; thi Hun gik herfra
Til alles Gud – Halleluja!