For Talen.
Som Skyggen svinder Livet bort:
Tung er den Vey vi træde:
Vor Ungdoms favre Vaar er kort:
Ustadig al vor Glæde;
Alt spirer, modnes, og forgaaer:
Syv gange Ti er Støvets Aar;
Men sielden, sielden fleere.
O föel det, du! som i din Ungdoms Vaar
Gridsk söger Hæld i Jordens Glæder,
Og du! som i din Manddom gaaer
Den skumle Vey til falsk udvortes Hæder;
Og du, som snehvid dynger Guld til Guld,
Og glemmer Graven for et ubrugt Muld:
Henvender Öiet til et Hælsot-Leye:
Seer Ungdom visne der, som Løv:
Hovmodig Manddom segne ned i Stöv:
Og Guldets Træl blot fire Fielle eye:
Med Anger mindes Daaren svundne Glæder,
Det Glimretegn paa falsk, udvortes hæder
Er for den Stoltes Öie,
Som Lyn i Midnat for en Synder.
Og mörk, som Nat, som Fiæren let
Er Guldet selv ved Graven. —
Naar Dödens mörke tunge Vinge
Nedtrykker Luften paa dit Bryst,
Og Siælen angst skuer ned
I Gravens Svælg, og tænker Evighed,
O Menneske! hvad tröster dig
Paa Jordens heele klode?
Naar Öret næppe Lyd kan kiende,
Naar Pulsen mattes i sit Slag:
Og tungt og afbrudt Aandedrag
Og Mulm forkynde Dagens Ende;
Ey Taaren, Venskabs tause Klage,
Ey Magens smertefulde Skrig,
Nedkalder Glimt af Tröst til dig:
Har du ey veyet dine Dage,
Har du ey handlet visselig.
Herre! lær os at tælle vore Dage, at vi maae vorde forstandige.
Som Solen daler ned
Paa Vaarens ynderige Dag,
Og i sin Dalen overstraaler Jorden,
Saa er den Vise i sin sidste Stund.
Med Roe forlader han al Livets Hæder,
Og uden Anger mindes han dets Glæder.
Rundt om hans Leye staae
Med Haand i Haand de brugte Dage
At fölge ham for Evighedens Dom,
Og alle smile Himlens Haab,
Hans Dödstund er en skyldfrie Sövn
Og Himle fryde sig; men Jorden græder —
See, saa forlod vor STAMPE Jorden.
Græder ved hans Urne, græder,
I, som kiendte Mandens Siæl!
Savnet er den Vises Hæder,
Men hans Lön er Himlens Glæder:
Og at ligne ham er Hæld!
Efter Talen
Ved Danmarks minderige Bræd
Athene staaer i dyb Betragtning,
Og Sorgens Alvor er i hendes Aasyn:
Hun mindes sine nye Tab. —
Urania! din Geus er ikke meer —
Og Danmarks Archimed, den ædle Gerner,
Han, Nordens umiskiendelige Gavn,
Som giennem Bölgen fortnede dets Hæder,
Er Stöv. —
Saa sank den Lovens Tolk,
Astræas Ven, den vise Anker —
Og han, som brændte for sit Födeland,
Som ædel Elsker for sin Möe: —
Din Eriksen, o! Island tier —
O du, som i din Egekrands
Bar latinske Musers Pryd,
Du ælde Lüxdorph, hvo tör gribe
Den Harpe, du forlod?
Den kiekke Mand, trods Zemblas Kuld og Nat,
Som Paulus, varm for Troe og Brödre,
Den fromme Egede, der lærde Gröndlands Vilde
At hæve Tanken fra fæle mörke Hule
Til Lys og Himlens Haab,
Er samlet med sin Lærdoms Förstegröde,
Hvor Haab er Vished. —
Og du forlod Athenes Helligdom,
Som Dyd og Lærdom dante Vey
Til Ærens Tempel,
O STAMPE! dine feire Aar
Du viede til Ungdoms Lære.
Som Oldring sidder nu din Lærling taus,
Og stirrer paa din Grav, og takker dig med Taarer. —
Dig satte Nordens Christian
Blandt sine Mænd,
Og gav dig Hæderstegn paa Dyd og Visdom:
Athene savner dig, og Födelandet
Og Kongen savne dig! —
Yngling! knæl i Visdoms Tempel,
See vort Savn og dit Exempel,
Og en hellig Flamme Stige
For at vorde deres Lige,
Som udbredte Lys og Gavn.
Lad din Vandel skyldfrie være,
Hellig, som Guds Navn, den Ære;
Dig da vorde sande Glæder,
Fast og stor og lys din Hæder,
Og udödelig dit Navn! —