O Livet Fjællescene, o Maskespil, hvor Døden
svinger Narrebriksen med fyndig Ironi,
imens vi træde op og deklamere i Kostumet,
til Festens Lampe slukkes, og Musikken klapper i —
Hvor Harlekin gør Løjer og ringler med sin Bjælde,
og Helten larmer drabelig i Fred og i Felt —
Jo, jeg kender Spillet; thi jeg selv er, maa du vide,
ak ja! det forstaar sig, baade Harlekin og Helt.
Et Barn, der klynker, klager; en Skvadronør, der vaaser,
en Mand, der frygtløs maaler sit Sværd i Livets Strid;
snart kry og kaad som Pokker, snart atter sort fortvivlet;
nu svømmende i Taarer, nu spottende med Vid.
O Livets Fjællescene, o Maskespil, hvor Døden
trakterer Kontrabassen til Orchestrets Musik,
hvor Harlekinen kaster sin Maske og forsvinder,
og Helten pakker sammen i sidste Øjeblik!
Og disse grønne Skove, som dufte mig i Møde,
og denne Sol, som straaler, og Nattens Stjærnespil —
O, jeg kunde græde og rase vildt i Smærte,
fordi jeg ved, mit Øje skal eengang lukkes til!
Fordi jeg ved, at alt, hvad jeg her har drømt og elsket,
skælvet mod i Længsel og knuget hedt i Favn —
denne lyse Verdens velsignede Skønhed —
alt skal ramle sammen i en rygende Bavn!
O Livets Fjællescene, o Maskespil, hvor Døden
svinger Narrebriksen med fyndig Ironi!
— Men hvem har sagt forresten, at han, den gamle Gøgler,
er Mester for det hele, naar Festen er forbi —?