Edvard Søderberg (1869–1906)

Søderberg, Hakon Charles Edvard, 1869–1906, Forfatter. Født 3. Marts 1869 i Kbh. (Trin.), død 5. Jan. 1906 sst., begr. sst. (Vestre).

Søderberg kom i Malerlære, men blev ofte afbrudt i sit Arbejde af Sygdomsanfald og Hospitalsophold. Han havde haft sin Opvækst i det gamle Kbh., og han havde lige fra Barneaarene modtaget Indtryk af Armod og Smuds, Indtryk, der aldrig skulde forsvinde, og som blev en væsentlig Faktor i hans senere Digtning. Hans Velgører blev Grosserer Emil B. Sachs, der hjalp ham frem til Kommunelærereksamen 1896. Fra n. A. virkede han nogle Aar som Lærer i Ballerum ved Thisted, men fik 1903 en Ansættelse ved Søværnets Udskrivningsvæsen i Kbh. Hans Forfatterdebut blev Fortællingen »Ægtemandens Dagbog« (1897), der vakte en vis Opsigt; den efterfulgtes af »De Umyndige, Billeder fra den store By« (1899), »Det daglige Brød. Fortælling fra den mørke By« (1901), »Den evige Higen« (1902), »Rønnerne« (1903), »Hans Rige komme!« (s. A.), »En klog lille Pige. Nancys Breve« (1904), »Kærlighedens Frugter« (1905) og »Hypatia. Det nye Samfund i Regnegade« (s. A.).

1900 udkom »Gadens Digte«, hans eneste Digtsamling; den blev genoptrykt 1917 og er det eneste af hans Arbejder, som har naaet en vis Popularitet. Han tilhørte ifølge sin Alder 90’ernes Generation, men denne Bog betød et Brud med den dengang herskende Poesi. Søderbergs Digte gav Billeder af Fattiginteriører og Fattigfolk, hans Mennesker var lige saa meget Typer som Individer, det var hans Hensigt at løfte et i Litteraturen hidtil næsten ukendt Lag i Folket op i Lyset. Søderberg viser i sine »Gadens Digte« en Realitetssans, der skyldes en aarelang Erfaring lige fra Barndommen, og tillige baade Følsomhed og Lune. Men hans Ordvalg var ret banalt, hans Rytme manglede Slagkraft, og i hele sin Aandsindstilling var han saa forsigtig, at man kun i uegentlig Forstand kan betegne ham som en Forgænger for den danske Proletarlitteratur, der snart skulde bryde frem med Kraft, og som delvis kom til at stille hans Indsats i Skygge. Verset var heller næppe hans naturlige Udtryksmiddel; der er mere organisk Natur i nogle af hans tidlige Prosaarbejder, »De Umyndige« og »Det daglige Brød«, Bøger, som rummer baade maleriske Interiører og livfulde Personskildringer, og som i højere Grad end Digtene tør betragtes som direkte Forløbere for den senere Proletarlitteratur. Søderberg nærede dog ogsaa større Pretentioner end at give disse Fattigmilieuer en Plads i Litteraturen. Hans første Arbejde »Ægtemandens Dagbog« var en psykologisk Studie, øjensynligt inspireret af den russiske Litteratur, som han ligesom de fleste af 90’ernes andre Digtere havde dyrket. »En klog lille Pige« var ogsaa en fin psykologisk Studie, og i de to Skriftemaal »Den evige Higen« (1902) og »Hans Rige komme!« (1903) skildrede han sine egne religiøse Kriser og søgte at klargøre for sig selv, hvor langt hans religiøse Tro kunde gaa. Hans sidste Bog »Hypatia« (1905) var en burlesk social Satire.

Flere modsatte Tendenser stredes i denne Mand. Han tumlede med Samfundsproblemer, ogsaa i Dramaet »Oprøret« (1902), han var optaget af religiøse Spekulationer, han havde sat sig til Opgave at vise, at ogsaa de ringeagtede fra Gyderne og Baggaardene var Mennesker midt i al deres Smuds og Elendighed, han gennemførte i en forholdsvis kort Aarrække et omfangsrigt og forskelligartet Forfatterskab. Han var en kløgtig og stærkt interesseret Mand med Sans for og Interesse for alt menneskeligt. Men hans Sprog var blegt og banalt i Sammenligning med det, hans jævnaldrende præsterede.